Det Wærnske Institut startede i 1814 på adressen Allégade 6 på Frederiksberg i baggården. Efter cirka 70 år flyttede skolen til Kastanievej 2 på Frederiksberg (billedet). Instituttet var en mindre kostskole for piger af borgerstanden, der her blev uddannet til duelige husmødre. Det var også et opdragelses- og undervisningsinstitut for fattige og faderløse borgerdøtre. I 1914 overtog Mariaforbundet stedet, hvor de i dag driver Kastanievej Efterskole. Foto©JørgenKoefoed.

Resumé: LILLE ADDA ROUENVILLE boede med sin familie i Svaneke på Bornholm, hvor hendes far var toldoppebørselskontrollør. Da han døde i 1892 flyttede 7-årige Adda med sin bror og mor til København, hvor moderen to år senere skaffede Adda en friplads på Det Wærnske Institut. Her gik hun fra 1894 – 1902. Da hun i 1938 var 50 år gammel nedskrev hun sine erindringer fra skolen. Disse har jeg fundet under en stabel papirer hos en 92-årige dame på Frederiksberg. Det er første gang de ser dagens lys. Beretningen består af en epilog og 23 kapitler. På baggrund af den herskende hidsige debat om den nye skolereform, kunne det måske være på sin plads med et tilbageblik på skolen for over 100 år siden.

. . . . . . . . . . . . . .

KAPITEL 14 – de tidligere bragte kapitler gengives nederst i texten.

SKOLEN HAVDE en morsom Dukke, der stammede fra det Aar Skolen blev stiftet, den hed Sybille. Sybilles liv var meget trist, hun laa oppe paa Loftet i en stor Kasse.

En Dag kom jeg tilfældigt derop da Frk. Staal var ved at ordne Kassen: ”Kom skal du se Sybille!” sagde hun. Jeg kom  nærmere og beundrede Sybille, hun var dengang ca. 90 Aar gammel, hun havde et rundt hvidt Porcellænshoved med kulsort malet Haar med Skilning i Midten redt ned over Ørene.

Jeg tror ikke der var mange Elever, der kendte Sybilles Eksistens, hun burde have haft Hæderspladsen i en Glasmontre nede i den lille Skolestue. Nu da alt er forandret paa den gamle Skole er Sybille maaske pakket endnu dybere ned, hun burde være opbevaret på Industrimuseet.

Fortsættelse følger …

. . . . . . . .

Her gengives de tidligere bragte kapitler:

EPILOG: LÆR AT TAGE KAMPEN OP MOD LIVET

DA DET NU er gaaet Fru Wærns Pigeskole i Danmark ligesom det er gaaet hendes Drengeskole i Norge, saaledes at der af hendes engang store formue nu kun kan blive nogle faa Legater – for Drengenes Vedkommende i Norge et par Fripladser paa en Søkadetskole og for Pigernes Vedkommende i Danmark 6-8 Fripladser i Mariasøstrenes Husholdningsskole – synes jeg, at vi skylder Fru Wærn, som Tak for alt hvd hun har gjort for en Mængde danske Børn, at nedskrive vore Erindringer fra vor Barndom paa det Institut, hun selv har stiftet og ønsket skulde bevares igennem Aarhundreder.

Det var Konferensraadinde Wærns Mening at give forældre- eller faderløse Børn et Hjem og en Opdragelse, som kunde gøre de unge Piger skikkede til at tage Kampen op i Livet, naar de 17 Aar gamle forlod Det Wærnske Institut, et Hjem, hvor de smaa fra 6-7 Aars Alderen kunde føle sig hjemme og trygge, et Sted, som var et virkeligt Hjem, som de hele deres Liv kunde se tilbage paa og mindes i Taknemmelighed og Kærlighed.

Jeg føler selv denne Kærlighed og synes, at Det Wærnske Institut var et helligt Sted, som gemte alle vore Barndomsminder, og som genlød af glade Barnestemmer, ja et Hjem som kunde fortælle de dejligste Eventyr. I Tankerene færdes jeg ofte derude, er Barn igen og oplever det alt sammen paany, og jeg sender Fru Wærn min inderligste Tak for de Aar, jeg fik lov at være paa det Wærnske Institut.

KAPITEL 1: FLYTNING FRA SVANEKE TIL KØBENHAVN

DA JEG VAR NI AAR GAMMEL, søgte min Fru Moder en Friplads til mig på det Wærnske Institut.

Min fader som var Toldoppebørselskontrollør i Svaneke paa Bornholm, døde da jeg var syv Aar, og da Pensionen ikke var ret stor, blev min Broder søgt ind paa Herlufsholm og jeg paa det Wærnske Institut.

Den 18’ Maj 1894 om Eftermiddagen spadserede min Mor og jeg fra St. Kongensgade, hvor vi dengang boede, ud paa Kastanievej Nr. 2, hvor Skolen laa, og hvor jeg havde været saa heldig at faa Friplads.

Jeg var en lille pige paa 9 Aar og var jo lidt beklemt ved hele den ny Ordning. Jeg skulde blive ude paa Skolen hele Ugen igennem og først atter komme hjem Søndag Morgen. Naa, jeg marcherede tavs rask af sted, men Graaden sad mig hele Tiden i Halsen.

Da jeg kom til Kastanievej klarede Humøret pludselig op, thi lige foran mig ude midt paa Vejen gik en Mand med en Trækvogn, hvorpaa jeg genkendte min fine nye Kommode, jeg havde faaet, og det allerbedste: min store 3 Værelses Dukkestue, den sidste Julegave fra min Far. Jeg skyndte  mig da at komme af sted, og lidt efter gik vi ind ad den store graa Skoleport.

KAPITEL 2: MIN NYE KOMMODE

DA VI VAR kommen indenfor Porten glemte jeg straks alle mine Sorger, thi der stod 23 glade Pigebørn smilende over hele Ansigtet og tog imod mig, de bortførte mig straks, og snart var vi inde i de herligste Lege.

Min Moder var gaaet op til Forstanderinderne, Fru Friis, som stod for Husvæsenet, og Frk. Staal, som stod for Undervisningen.

Pludselig blev jeg kaldt op for at hilse paa Damerne og for at sige Farvel til min Mor, og med eet stod Livets Alvor for mig igen, men det varede heldigvis ikke længere, end til jeg saa alle mine smilende Kammerater igen.

Min fine nye Kommode var blevet sat op paa et Værelse ved Siden af Sovesalen og jeg skulde op og vise Lærerinderne, hvad jeg havde bragt med. I denne Kommode laa der en Herlighed, syntes jeg, for jeg havde faaet et helt nyt Udstyr, som jeg efter Reglementet skulde bringe med. Alt havde min Mor saa nydeligt ordnet med lyserøde Baand og Sløjfer, og jeg var meget stolt og glad for det.

Da det var blevet i Orden blev jeg præsenteret for min ”Plejemor” Elisabeth Qvist; det var en af de store Piger, der skulle hjælpe mig med mine Lektier og ordne mit Tøj, medens jeg var lille. Hvert Aar naar de to ældste Elever forlod Skolen, fik vi en ny ”Plejemor”, eller som det senere, da Frk. Goll blev Forstanderinde paa Skolen, kom til at hedde, en ”Hjælper”, hvilket jo også var rigtigere, da det var en ældre Kammerat, der skulde hjælpe en yngre.

Som Tiden gik, vænnede jeg mig til de nye Forhold og kom til at holde af Skolen og Kammeraterne. Min bedste Veninde blev Ingrid Hansen og vort Venskab holder endnu saa mange Aar efter.

KAPIEL 3: ORDNUNG MUSS SEIN

DA DER VAR GAAET et par Aar forlod Fru Friis, som da var fyldt 70 Aar, Skolen. Frk. Staal kom i hendes Sted til at sørge for Husholdningen og vi fik en ny unge Forstanderinde, Frk. Johanne Goll.

Frk. Goll, der kun var 28 Aar gammel, var en rigtig Legekammerat, syntes vi, hun færdedes med os i Haven og legede sommetider Tagfat med os, og vi gik i Ræker med hinanden under Armen og morede os dejligt: men jeg tror Frk. Goll har ment, vi ikke kunde taale, at hun var saa meget Kammerat med os, for pludselig holdt det hele op, og Frk. Goll kom ikke saa ofte i Haven mere. Senere har jeg tænkt, at  vi maaske var blevet lidt for raske, maaske lidt næsvise. Og naar man skal være Opdragerinde, maa der være en grænse, som Børn ikke maa overskride, hvis man skal have Magten over dem.

Mens Frk. Staal var den blide Lærerinde, som vi gik til med alle vores Smaasorger, var Frk. Goll den opdragende Lærerinde; mange nye Ting blev indførte og mange Sætninger blev os daglig indprentede, saa vi ikke glemmer dem hele vort Liv.

”Når du skal gøre en Ting saa gør det straks”, sagde Frk. Goll.

Det er en sætning jeg har haft Gavn af hele Livet.

”Opsæt ikke til i Morgen, hvad du kan gøre i Dag.”

”Gør aldrig andre Ulejlighed med Ting du selv kan klare.”

”Gør ikke mod en Kammerat hvad du ikke vil have, hun skal gøre mod dig igen.”

Ja, der  var meget der blev od saaledes indprentet, og det har været mig til stor Nytte ude i Livet.

Med Orden  var det lige saadan. Naar noget laa og flød efter os, fik vi en Streg i Ordensprotokollen, og naar vi i en Uge havde 6 Streger i orden, fik vi ikke Lov til at komme Hjem om Søndagen. Det var en forfærdelige Straf, men den hjalp.

KAPITEL 4: DEN ÅRLIGE EKSAMEN NÆRMER SIG

DEN FØRSTE TORSDAG i Maj havde vi altid Eksamen; det begyndte med at der blev gjort Foraarsrengøring i alle Skolestuerne. Medens det gik for sig, var alle vi Børn oppe paa Soveværelserne og læse til Eksamen. Vi læste som Regel to og to sammen, man kunde finde os alle vegne, nogle laa endogsaa inde under Sengene og hørte hinanden i Kongerækken, saa vi andre ikke kunde høre Ørenlyd; ofte var der Skændsmaal, fordi vi ikke kunde faa Fred til at læse.

Medens alt dette stod paa første Sal, færdedes Frk. Staal i Køkken og Spisestue for at gøre alt saa festligt som muligt. Der duftede af de dejligste Sager over hele Huset.

Kiggede man ind i den lille Skolestue, stod Frk. Goll ved Strygebrædtet og lagde sidste Haand paa vores Broderier og andre Haandarbejder, de skulle lægges på lyserødt Papir, saa det kunde tage sig smukt ud, naar Bestyrelsen og Forældre paa Eksamensdagen skulde se dem. Hele Verandaen ud mod Haven var da ordnet med Borde i Hesteskoform, herpaa var der bredt store hvide Duge, hvorpaa hele Aarets Arbejder laa smukt ordnede.

I de tre Dage, der blev gjort i Orden nede i Stuerne, spiste vi alle Maaltiderne i Strygekælderen, det var vældig morsomt, vi var alle som elektrificerede, naar der foregik saadan noget ud over det almindelige.

Nogle Dage før Eksamensdagen kom vor gamle Skomager med nye Sko til os alle sammen. Vi skulde saa alle op paa Vaskeværelset og prøve dem. Hvor var vi alle glade. Naar dertil kom, at vi ogsaa fik ny Kjole, saa var vi vel nok fine alle sammen. Frk. Goll eftersaa alt, om det var i Orden.

KAPITEL 5: DEN STORE DAG

ENDELIG KOM den store Dag. Gangene i Haven havde faaet nyt Grus og alt var beredt til at modtage Gæsterne. Vi gik pænt to og to rundt i Skolestuerne. Vi maatte ikke komme i Haven for ikke at ødelægge de nyrevne Havegange, før de fremmede kom. Vi hørte hinanden i Historie og Vers, og hvad vi ellers kunde finde paa. Pludselig hørtes et Raab gennem Stuerne, der forkyndte, at første Vogn var ankommen med gamle Stiftsprovst Rothe. Saa gik det slag i slag, Vognene rullede ind i Gaarden med Bestyrelsen, Dr. Kallerup Rosenvinge og Hr. Overlærer S. Kaper og alle Lærerne og Lærerinderne samt alle Gæsterne.

Vi kom saa paa Pinebænken; men Hr. Overlærer Kaper, der til daglig kunne være streng, var den Dag saa mild og rar, saa vi alle var glade for at have ham som Censor.

Kl. 11 var der Frokostpause og alle Gæsterne blev beværtede paa det herligste inde i den store Spisestue, medens vi Børn dalede ned i Strygekælderen, hvor vi vidste, store Fade med ”Lækkermad” ventede os.

Ved 2-Tiden var Eksamen forbi, og vi endte altid Dagen med Sangopvisning. Vi havde en dygtig Lærerinde, Frk. Bertram, der lærte os mange smukke Sange. Naar Sangopvisningen var forbi, talte Stiftsprovst Rothe, og han endte altid med at sige ”Ora et labora”! (Red.bemærkning: Bed og Arbejde). Derefter sang vi Salmen ”Saa vil vi nu sige hverandre Farvel”, og saa begyndte alle Børnene at græde af Sorg over, at de to Kammerater den Dag forlod Skolen for at træde ud i Livet.

Vi havde saa fri Resten af Ugen, og tilbragte den i vore Hjem.

KAPITEL 6: DET NYE SKOLEAAR

MANDAGEN DEREFTER begyndte det ny Skoleaar, og da vi gik den dejlige sommer i Møde var alt Jubel og Herlighed.

Vi stod op Kl. 6 om Morgenen. Lærerinderne kaldte på os. Frk. Groll havde de to soveværelser og Frk. Staal de andre to at sørge for. Frk. Staal havde vores Sovesal og ofte gjorde hun Løjer med os for at faa os helt vaagne, inden hun gik igen. Mangen morgen blev vi vækket med den lille Sang: ”Vaagn op min lille Dukke, nu slaar Klokken seks!” eller ”Er Bispinden derovre i Gaasereden vaagen!”, det var mig der var Bispinden, for jeg laa altid saa langt nede under Dynen, at man lige kunde se min Næsetip.

Vi skyndte os så at komme i klæderne, for der var kun seks Vaskekummer paa Vaskeværelset, og da vi var fire om hver Kumme, gjaldt det om at komme først til, ellers skulde vi staa og vente til de andre var færdige. Vi havde hver en Knage til Haandklæde og Svamp og ovenover en Krog til Krus og Tandbørste. Selvfølgelig var der Navn paa alt.

Kl. 6 3/4 ringede den store Klokke nede paa Trappen og alle skulde være paaklædte og nede i Skolestuen, kom nogen for sent fik de streg. Uha! To af Eleverne, en stor og en lille havde ”Dag” d.v.s. de skulde dække Bord, tage af Bordet og vaske op, dog ikke efter Middagsbordet, den Opvask sørgede Kokkepigen og Stuepigen for.

Kl. 7 ringede Klokken igen, vi skulde da de tre Dage om Ugen i Haven og gøre Gymnastik fra Kl. 7-8. Hvis Vejret var daarligt havde vi Gymnastik oppe i den store Skolestue. Vi havde en dygtig ung Lærerinde Frk. Gabrielsen i Gymnastik. Vi holdt alle meget af hende og glædede os til hendes Timer. Fra Kl. 8-10 havde vi Haandarbejde hos Frk. Goll, vi skulde da reparere vort Tøj, stoppe Strømper eller sy Knapper i, dersom der var noget der ikke var i Orden eller lave andre Haandarbejder, som Frk. Goll lærte os. Hver Morgen i Haandarbejdstimen spurgte Frk. Goll om der var noget i Stykker paa vort Tøj, det skulde da straks repareres.

Kl. 10-101/2  spiste vi Frokost, saa meget vi kunde spise, men uden Paalæg. 1/2 Stykke Ostemad var det eneste Paalæg vi kunde faa, dersom vi gerne ville have det, men Maden smagte herligt alligevel. Øl og Mælk fik vi dertil, saa meget vi kunde drikke.

KAPITEL 7: EFTERMIDDAGENS GØREMÅL

EFTER FROKOST læste vi Lektier til til kl. 12 1/2 . Så skulde alle Børnene ned i Haven i den friske Luft. Kl. 1 blev vi ringet op igen, ofte, ja næsten daglig gik Frk. Goll en Runde paa Soveværelserne for at efterse vores Toiletæsker, om vore Kamme og Børster var rene. Oh Rædsel for den arme, hvis Kam var fuld af Haar, saa vankede der atter en ”Streg” og vedkommende blev sendt op at gøre en i Orden.

Som Børn var vi ofte rasende over alle de ”Streger”, men senere har vi været glade over at have lært Orden.

Kl. 2 spiste vi Middag. Vi bad altid Bordbøn, den store Elev, der havde ”Dag”, bad før Maaltidet, og den lille efter Maaltidet. De to der havde Dag, sad på hver sin Side af det lange Bord helt nede hos Frk. Staal, som sad for Bordenden og rettede Maden an. Den store Elev bragte Maden rundt, først til Frk. Goll, der sad for den øverste Bordende, og derefter til alle de store, der sad på Frk. Golls venstre Side ned langs det store Bord. Den lille Elev bragte Maden rundt til de smaa.

Spildte vi paa Dugen, blev vi sat hen ved et lille Bord Resten af Ugen. Undertiden kunde der være 3-4 Stykker ved det lille Bord, det var jo flovt, men vi maatte jo tage Situationen med oprejst Pande.

En Dag havde vi bestemt, at naar Frk. Staal spurgte om vi ville kunde spise mere, vilde vi alle rejse os, og med vores Tallerken i Haanden vandre ned til hende. Vi skulde den Dag have Øllebrød og Sofie Kokkepige havde været saa uheldig at lade den brænde paa. Nå, Øjeblikket kom da Frk. Staal spurgte, blot sagde Frk. Staal: ”Ja i Dag er der vel ingen, der kan spise mere!” Vi saa paa hinanden, og som et Lyn rejste vi os alle paa een Gang, og vore Stole lavede et frygteligt Rabalder, idet de blev skudt tilbage. Vi vandrede saa ned til Frk. Staal, som leende udbrød: ”Aa, det var da dejligt, saa faar vi spist al den svedne Øllebrød op”.

Kl. 2 3/4 ringede Skoleklokken igen til Skolegang fra 3-7. I det Kvarter, der var, inden Læreren kom, gik Frk. Goll rundt og saa, om alt var i Orden, om Bøgerne var på Plads og om Blyanter og Grifler var spidsede.

Vore dejligst Timer var de danske hos Frk. Mosolff, den senere Fru Kallerup-Rosenvinge; hun læste saa vidunderligt op for os af Alladin og mange andre dejlige Ting. Tegnetimerne hos Hr. Adolf Larsen var ogsaa herlige. Hr. Larsen var en af de Lærere, vi alle elskede, han var saa flink til at ”hjælpe” os, han kunde sidde i halve Timer og tegne paa vores Tegninger, saa naar vi atter saa dem, var de blevne til hele Kunstværker.

Kl. 7 var Skoletiden forbi, og efter Aftensmaaltidet, som bestod af Sigtebrød, Rugbrød og The, havde vi fri, og maatte læse eller sy til Sengetid, Kl. 8 1/2 for de Smaa under 14 aar og Kl. 10 for de store, der var fyldt 14 Aar.

KAPITEL 8: SKOVTUREN NÆRMER SIG

EFTERHAANDEN SOM S den store Taa, for saa vidste vi, det blev fint Vejr næste Dag-EREN skred frem, og alt i Naturen blev grønt og smukt, begyndte Forstanderinderne saa smaat at tale om Skovtur, og hvor vi jublede den Dag Frk. Goll i Haandarbejdstimen fortalte os, naar den skulle finde Sted. Vi fik travlt, den Dag maate vi have en Vaskekjole paa, som vi rigtig kunde røre os i, men da vi kun havde uldne Kjoler paa Skolen, skulde vi have den med hjemmefra.

Vi mødte alle den næste Mandag Morgen med en Vaskekjole, og da vi vidste det var lige meget hvordan den saa ud. Naar den blev bragt hjem igen, straalede vi af Glæde og Forventning.

Aftenen før Skovturen gik vi alle sammen baglæns i Seng med en rød Traad om den store Taa, for saa vidste vi, at det blev fint Vejr næste Dag.

Skovtursmorgenen var vi tidlig oppe; nogle af os vaagnede allerede Kl. 5, og vi kunde da umuligt sove længere af lutter Spænding.

Først listede vi hen til Vinduet, rullede sagte Gardinet op for at se hvorledes Vejret var, jo, det var da heldigvis Solskin.

Vi kom hurtigt i Tøjet og drejede Nøglen sagte om i Døren for ikke t vække de smaa. Vi listede os saa ganske stille ned ad Trapperne og ind i Skolestuen; men du store Kineser, hvor var Ventetiden dog lang. Vognene fra Vognmand Blyth i Smallegade kom jo først Kl. 9.

Lidt efter lidt kom der Liv i Huset; alle de andre kom ned, og vi spiste Morgenmad. Atter vente-vente. Endelig nærmede Klokken sig 9, og vi stod alle inde i den store Spisestue, der  var tre dejlige Vinduer, der vendte ud mod Gaarden. Pludselig hørte vi Hestetrampen og lidt efter svingede to mægtige Charábanc’er ind i Gaarden. Et vældigt Hurra modtog dem.

Nu blev der rigtig nok travlt. Sofie Kokkepige fremtryllede store Stege, mægtige Fade med Stikkelsbærgrød, Sauce, Kartofler og alt hvad vi i Dagens Løb skulde bruge paa Turen. Vi fløj alle saa hurtigt vore smaa Ben kunde fra Køkkenet til Vognene, hvor Sofie Stuepige(hun hed ogsaa Sofie) pakkede alt ned i de store Magasiner unde Bænkepladserne. Endelig, da alt var færdigt og Hjælpegæsterne, Frk. Krag og den gamle Frk. Storm, tidligere Forstanderinde paa Skolen, var komne, maatte vi sætte os op i Vognene, alle ed en Paraply ifald det skulde blive Regnvejr.

Saa rullede vi med et mægtigt Hurra ud af den store Skoleport, bort fra den tomme Skole, thi det var den eneste Dag om Aaret, der ingen var i Huset, da baade Pigerne og Karlen var med paa Turen for at hjælpe til ude i Skoven.

KAPITEL 9: SKOVTUREN

VI KØRTE ad Kastanievej, H.C. Ørstedsvej, Griffenfeldtsgade og Møllegade ud til Strandvejen eller Lyngbyvejen, hvorhen Turen nu skulde gaa, og hele Tiden hylede vi Hurra af vore Lungers fulde Kraft.

Efterhaanden som der faldt lidt ro over Lejren, begyndte vores smaa Godteæsker at gaa rundt. I saadan en Æske var der mange rare Sager, der kunde være for 2 Øre Pebermynter, for 2 Øre Chokoladepastiller, for 2 Øre Bolscher, for 2 Øre Sodapastiller og for 2 Øre Lakridspastiller, det var for hele 10 Øre Herligheder. Æsken gik Vognen rundt og vi fik alle en lille Forfriskning.

Børn var dengang saa glade for lidt. Naar vi saa havde faaet lidt Styrke paa os, begyndte vi at synge Fædrelandssange, og som vi kunde synge i gamle Dage; man sang sig glad, og tænkte kun paa det ene, at det var Skovtur, og vi var henrykte.

”Rullende hen ad de støvede Veje” klang, saa Folk vendte sig om, stod stille og vinkede til os, og naar vi kom ud til Taarbæk, standsede vi lige nedenfor den store Bakke, og vi raabte Hurra, saa alle vore smaa Struber dirrede, men det lønnede sig, for lidt efter kom Hr. Overlærer Kaper med Familie ud og hilste paa os; han boede derude i Fiskerlejet om Sommeren. De ønskede os alle en dejlig Dag, og Vognen satte sig i bevægelse, og med vældige Hurra-hyl forlod vi Taarbæk.

Vi kørte saa videre og kom omsider til Skodsborg, hvor vi skulde spise Frokost. Themaskinen snurrede allerede i et af Lysthusene ud mod Øresund. Man havde nok ventet os.

Da vi havde spist, fik vi Lov til at gaa over i Skoven. Vi gik i Smaaklynger, nogle med Frk. Staal, andre med Frk. Goll, og atter andre alene. Hvor vi dog havde det dejligt. I en lang Række gik vi Arm i Arm ind under de lysegrønne Kroner syngende ”God Dag I lysegrønne Træer, god Dag du Himmel blaa”, eller ”Jeg elsker de grønne Lunde”, saa hele Skoven genlød af glade Børnestemmer.

Vi sprang efter Blomster, vi glædede os over alt, hvad vi saa, og da vi til bestemt Klokkeslet kom tilbage til Vognene for at køre videre, havde vi haft en dejlig Formiddag.

En Ting havde gjort et mægtigt Indtryk paa Ingrid og mig, vi havde set en hel Del blinde Mennesker staa paa en Trappe med Ansigtet mod Øresund, og de havde saa gribende sunget ”Vi elske vort Land”. Vi var saa betagede og tavse, da vi forlod dem. De havde sunget saa smukt og havde aldrig set Guds herlige Natur.

Vi kom saa atter i Vognene, blev talte efterhaanden som vi gik op, for at ingen af os skulde blive glemt. Naa, vi skulde nok vide at være i rette Tid saadan en dejlig Dag.

Vi rullede saa videre til et andet Sted, hvor der var Gynge, Keglebane og saadanne Ting, vi kunde more os med. Vi blev saa dér resten af Dagen.

Kl. 7 kørte vi hjem; det kan nok være, det var en Flok trætte Børn Vognene kørte hjem med, men sikken en Dag; jeg tror ikke Skovture nu om Stunder er saa dejlige.

Skønt vi var dødtrætte maatte vi dog af og til synge Fædrelandssange, og da vi naaede Tuborg steg barometret atter, og vi raabte ”Hurra” til alle Gæsterne, der sad og nød den smukke Aften, og de vinkede til os med Hattene paa Stokkene og raabte til os igen.

Da vi ved 9 Tiden kom hjem paa Skolen, var vi alle mere døde end levende, og efter at have sat alle vore visne Blomster i Vand og Theen, som i en Fart var sat paa Bordet i Spisestuen, var skyllet ned, tumlede vi op paa Sovesalene og med det ene Ben i Sengen sov vi allerede og drømte om den herlige Skovtur.

Ja, saa gik Skolen igen sin vante Gang endda med dobbelt Flid, fordi vi havde haft det saa dejligt.

KAPITEL 10: DEN YNDIGE HAVE

HELE DEN LYSE, smukke sommertid tilbragte vi vor Fritid i vor yndige Have. Der var nedenfor Verandatrappen to store Græsplæner, en til højre for Trappen med et lille Rosenbed med lyserøde Maanedsroser  som vi engang imellem fik Lov at plukke een af og tage med Hjem om Søndagen –; en yndig Rødbøg stod lidt derfra, saa kom en meget stor og smuk Pæon eller Bonderose. I den anden ende af Plænen var der en dejlig Rødtjørn og et lille kugleformet Akacietræ.

I den anden Plæne til venstre for Trappen stod der ogsaa en smuk, gammel Rødtjørn og en meget smuk Guldregn samt en mægtig høj Akacie. En persisk Syren stod lige overfor Verandatrappen med et Væld af store Blomsterklaser.

En tredje Plæne var henne ved Gavlen af Huset foran Frk. Staals Stue, der stod et Buskads af Snebær samt en gammel Akacie og midt i Plænen en stor Krans af Bregner.

Ved Husets anden Gavl var der en dejlig Kroketplads, hvorpaa vi i Sommermaanederne gjorde Gymnastik.

Lange hele den ene Side af Haven havde vi vore Smaahaver, to og to sammen; der havde vi travlt med at grave og plante, det gjaldt om at faa den smukkeste Have, og Ingrid og jeg købte for vore Smaapenge mange smaa Blomster og plantede deri.

Naar vi var færdig med Haverne kom Forstanderinderne paa deres Aftentur hen og beundrede Haverne og roste os for vort Arbejde.

Hele denne dejlige store Have var vor, tænk vor Have, hvor vi legede Staatrold, Bjergfyr og mange andre morsomme lege.

Om aftenen, naar de smaa var kommet i Seng, gik vi store saa i Rækker Arm i Arm rundt i Haven og sang alle de smukke Sange, vi havde lært af Frk. Bertram. Vi sang to- og trestemmige Sange, og ude langs Gærdet ved Bülowsvej standsede Folk ofte og stod og hørte paa vore glade Sange.

KAPITEL 11 – VORES SMAA FAMILIER

TIDEN GIK, og vi legede herligt i vor gamle Have, Vi delte os i smaa Familier. Hver Familie havde en Bolig et eller andet Sted. Én Familie boede i Kælderen under Verandatrappen, et Par andre i Vognporten, for den var saa stor, at den med et Tæppe kunde deles i to Lejligheder. Vi indbød saa hinanden til Fester.

I den ene Familie var der engang en Barnedaab, og jeg skulde være Præst. Af Frk. Staal havde jeg faaet en gammel rund, sort Muffeæske, den havde jeg paa Hovedet, og en sort Nederdel havde jeg laant af Sofie Kokkepige. Iført dette Skrud lignede jeg ”slaaende” en Præst.

Iført min Præstekjole skred jeg da højtideligt op ad den store Trappe ude i Gaarden, paa hvis næstøverste Trin Familien med Barnet havde taget Plads, og i det alvorlige Øjeblik da Præsten spørger Forældrene om ”Hvad skal Barnet hedde?” kom en af de store røde Omnibusser – der paa Grund af Vejreparation på Gammel Kongevej i nogle Dage kørte rundt ad Kastanievej  forbi. Alle Passagererne morede sig kosteligt over denne lille Oplevelse, klappede i Hænderne og raabte: ”Bravo”. Det morede os meget.

Efter Barnedåben havde vi stort Gilde nede i Nøddealléen. Der var dækket et langt Bord af Brædder paa Bukke, det brugte man dengang. Alle vor smaa Barnekopper var stillede op, hver Familie havde jo sit Dukkestel. Paa hver lille Underkop laa der en Pebermynte, en Chokoladepastil og et Bolsche. Pludselig kom Frk. Staal til Syne med vore store 100-aarige Tinkande fuld af Chocolade; det var en vældig Overraskelse, og vi hylede af Glæde.

Dagene svandt hurtigt hen, og en Dag begyndte Frk. Goll at tale om Sommerferie. Vi fik saa Ordre til at bruge alt vort ældste Tøj før Ferien for at have det bedste til Ferien. Hver Lørdag Morgen skulde vi alle tage det rene Tøj, som vi skulde have paa om Søndagen, med ned i Haandarbejdstimen, for at Frk. Goll kunde se efter, om alt var i Orden, derefter blev det bragt op paa vor Seng, saa det laa parat Søndag Morgen.

Lørdag før Ferien fik vi Besked paa at tage en Kuffert med hjemmefra ud paa Skolen; vi kom saa alle Mandag Morgen slingrende glade og fornøjede med en Kuffert i Haanden henad Kastanievej. Alle Kufferterne blev sat op paa Loftet til det højtidlige Øjeblik kom, da der skulde pakkes.

Endelig kom den store Dag, da vi fløj bort fra Reden ud i det herlige Land, hver til sit Sted, hvor Forældrene nu havde ordnet det. Sol og Sommer, herlige Dage ventede os.

KAPITEL 12: ENDNU ET NYT SKOLEAAR

DA FERIEN VAR FORBI mødtes vi alle igen glade, solbrændte, højrøstede, fortællende alt, hvad vi havde oplevet. Der genlød af glade Barnestemmer over hele Huset. Tuttet var blevet levende igen.

Det var med en vis Højtidelighed vi atter betraadte vor gamle Skole, for alt var nymalet og ferniseret. Den Lugt kendte man kun efter Sommerferien.

Bøgerne kom atter frem, og vi arbejdede med stor Iver baade i Skolen og ved Husvæsenet. Nu skulde de to ældste Piger konfirmeres til Efteraaret, saa de skulde gaa i Køkkenet og lære Husvæsen.

Alt gik som en Leg.

Der var endnu ca. 1 1/2 Maaned at nyde Sommeren i ude i Haven i Fritiden, inden de mørke Dage sneg sig frem, og den sidste Friluftsfornøjelse vi havde, var en Tur i Frederiksberg Have, naar Træernes Blade gulnedes og begyndte at falde af.

Dagen oprandt, da vi skulde derhen. Vi fik hver en Pakke Mad, som skulde nydes de i den gamle Have. Karlen bragte Kopper og Chocolade derhen, og Frokosten blev indtaget ved de lange Borde, der dengang stod i Haven.

Efter Frokosten legede vi eller gik Tur til Kildekonen i Søndermarken; men Kl. 1 skulde vi alle samles igen, og saa gik Turen hjemad.

KAPITEL 13: VINTEREN NÆRMER SIG

NU VAR DET SLUT med Sommeren, Bladene faldt af Træerne og hvirvlede henad Vejene, Regnen styrtede ned og Blæsten rasede i de gulnede Træer, som om den vilde sige: ”Saa, klæd jer nu af og gaa i Seng og sov den lange Vintersøvn, saa I kan samle Kræfter til næste Foraar”.

Sommeren var forbi; Efteraaret bebudede den kommende Vinter.

En Ting til mindede os om, at Vinteren var ved at komme nærmere: Kakkelovnene. Disse havde hele Sommeren staaet skinnende blanke men kolde, nu lukkede de Mundene op og tog imod al den Føde, der blev stoppet i dem, og til Gengæld udspyede de den herligste Varme

Naar vi kom ned fra den kolde Have, stimlede vi alle sammen om den, den var nu en god Kammerat. Om aftenen blev de langarmede Gaskroner tændt. Dengang brugte man Kupler og Glødenet over Gasblusset.

Herlig var Sommeren, men Vinteren havde ogsaa sin Hygge og dejlige Indendørstid.

To Ting vi alle saa hen til med mægtig Interesse, var Nøddehøsten og Vindruehøsten. Paa den ene Side af Kroketpladsen var der en Nøddeallé, som forekom os smaa vældig lange. Da den Tid nærmede sig, da Nødderne blev modne, gjaldt det om at komme saa tidligt op om Morgenen, at man kunde komme et lille Svip ned i Nøddealléen, inden de andre kom ned, for at samle alle de nedfaldne Nødder op. Ingen maatte ryste de store Buske, der næsten lignede Træer, men samle op, hvad der i Nattens Løb var faldet ned, maatte vi gerne.

Dagen kom da Karlen skulde ryste Nødderne ned og vi samlede alle sammen op. Det var Løjer. Alle Nødderne blev saa afleveret til Frk. Staal og derpaa delt ud i lige store Bunker til os Børn. Alt gik meget nøjagtigt til. Ah, hvor de smagte.

Op ad Muren havde vi de dejligste grønne Vindruer, de maatte selvfølgelig heller ikke røres, før de var modne. De blev saa plukket ned og ligeledes delte imellem os alle. Jeg ser endnu Skolens 100-aarige Tinbakker bugnede af denne vidunderlige Frugt.

Engang imellem kom Frk. Staal ind til os i Skolestuen – naar vi om aftenen var samlede derinde – med et stort Fad Æbler. Frk. Staal fik hvert Aar et par Sække Æbler sendt fra en, der vilde glæde Børnene, hvem det var, ved jeg ikke.

Naar saadanne smaa Overraskelser kom, hylede vi af Glæde, saa Huset rystede.

Fortsættelse følger …

Der var dårlig plads til det voksne havnekor, da fyrretyve små-unger indtog sang-området på havnen i Gudhjem. Det er Susanne Bloch, der leder det nyudsprunge Børnehavnekor. Foto@JørgenKoefoed.

Det er ikke let at synge i takt, når man er omgivet af nysgerrige voksne. Foto©JørgenKoefoed.

Det lykkedes Gudhjem Havnekor, at få lov at synge en enkelt sang – Ole Sad På En Knold Og Sang. Foto©JørgenKoefoed.

DER ER OPERA-ELSKERE og så er der dem, der hader opera. Det blev tydeligt markeret, da Gudhjem Skovbørnehave og Vuggestue stillede med omkring to snese små-unger på havnen i Gudhjem her til morgen. De havde besluttet at overtage det voksne Havnekors tradition med at synge Ertholmen ud af havnen. Det skete med den faste traditionelle HVEM KAN SEJLE FORUDEN VIND efterfulgt af BELLA CIAO, EN LILLE AND og DE TRE SMÅ FISK.

Så fik de voksne lov til at synge OLE SAD PÅ EN KNOLD OG SANG, hvorefter Proviantens serverende operasanger, Ursula Bambuch, besluttede at indføre børnehavebørnene i operaens sælsomme univers. Det skete med Capurro og Di Capua’s ‘O SOLE MIO. Og det var her fårene blev skilt fra bukkene. Nogle af børnene spærrede øjnene op og måbede og var tydeligt berørt af de vidunderlige toner, mens andre var ligeglade eller ligefrem holdt sig for ørerne. ‘Det er for højt’, som en af purkene udtalte bagefter. Og det skal komme fra et børnehavebarn, som efter sigende er udsat for decibels af en helt anden kaliber. Nuvel: Kærlighed til opera er åbenbart noget medfødt. Så ved vi det!

Og da det hele var slut, spurgte Iskagemand Lennarth børnene om de havde lyst til en gratis is. Jubelråbene kunne høres over den ganske by – alt i mens Dannebrog blafrede fra alle byens flagstænger. Ikke til ære for børnehaven, mens fordi at Den VI Internationale Kortfilm Festival BORNSHORTS starter i dag og varer ved til og med lørdag nat. Du er iøvrigt inviteret til festivalens åbning kl. 18:30, hvor du får mulighed for at hilse på nationale (bla Kathrine Windfeld) og internationale (bla Martin Gooch) filmfolk, bornholmere – og din nabo. Der er drinks & snacks med efterfølgende film. Det hele er gratis. Klik ind på https://www.facebook.com/scalagudhjembio.

Operasangeren Ursula Bambuch gav den gas med ‘O sole Mio – det blev for meget for de små opera-hadere. Foto©JørgenKoefoed.

Selv om din blogger kun opholdt sig få dage i denne stråtækte idyl tæt på Vesterhavet, gik det alligevel galt for gudhjemmeboerne ikke mindre end tre gange. Foto©JørgenKoefoed.

I SIDSTE UGE var jeg en tur i Søndervig 8 km Ringkøbing og få meter fra det brusende Vesterhav. Men selv om jeg kun var væk i seks dage stod halsbrækkende begivenheder i kø i Gudhjem og omegn. Hør blot her:

1: LØSGÅENDE HANDICAP-HJUL

Efter det fatale uheld er Niels Thunbertg atter kommet op på hesten igen – nu med fastspændte hjul. Foto©JørgenKoefoed.

EN AF GUDHJEMS gamle fiskere – Niels Thunberg fra Kirskestien – fik i forrige uge leveret en trehjulet, motoriseret handicapcykel. Den er han temmelig lykkelig for, da han efter sin sygdom ikke har været udenfor Kirkestien i flere år. Men nu har han så været rundt og genset alle de gamle steder. I sidste uge prøvede han om cyklen kunne klare Gudhjems stejleste bakke – Melstedbakken. Det kunne den! Derefter fortsatte Thunberg ned til havnen – men her gik det galt.

Da han var ud for Café Klint fik cyklen slagside og stoppede brat, mens det venstre baghjul til gengæld ubekymret fortsatte turen – direkte mod havnebassinet.

Heldig kom en herre tilfældigvis forbi i samme moment og fik stoppet det løsgående hjul inden det plumpede i vandet.

Det lykkedes at finde de løse skruer, få sat hjulet på midlertidig, så Thunberg med venlig assistance kunne køres tilbage til hjemmet på Kirkestien.

Man kan vist roligt sige, at det var et svineheld, at hjulet ikke faldt af under turen op ad Melstedbakken. Det kunne i bedste fald have tilføjet den gamle fisker endnu et handicap – i værste fald kunne det været endt temmelig halsbrækkende.

2: HEST STYRTEDE I HAVET

Hanne Strøby fotograferet på sin 19-årige hoppe Sara – længe før den i sidste uge faldt i et hul eller trådte på en sten i vandet ved den bornholmske vestkyst. Foto©LasseFalkenberg.

Der var desværre ikke en fotograf til stede, da Hanne Strøby i sidste uge blev kastet i havet, men sådan ser hun ud, når hun er under vand … her i vildmarksbadet på havnen i Gudhjem. Foto©LasseFalkenberg.

ULYKKEN HER skete ikke i Gudhjem, men damen med hesten – Hanne Strøby – bor i Gudhjem.

Fru Strøby er ivrig rytter med egen hest. På en af sine rideture for nylig ud til stranden ved Raghammer førte hun sin heste ud i vandet. Helt som hun plejer. Et stykke ude skete der et eller andet, som fik hesten til at falde om på siden.

Det varede et stykke tid inden hesten kom på benene, så det var heldigt, at Hanne blev kastet af hesten, inden den styrtede. Efter at være kommet på benene, tog den dem på nakken og forsvandt i fuld firspring bort fra stranden. Heldigvis løb den til sommerstalden ved Vester Sømark og ikke helt hjem til Åkirkeby.

Hanne Strøby fik så betids hovedet oven vandet, at der stadig var lidt ilt tilbage i lungerne, så hun også selv kunne komme på benene og vade i land. Ingen lemmer var trykket eller knust – kun mobilen havde lidt druknedøden. Men her kunne det også været gået så grueligt galt.

3: KO FIK BRÆKKET HOVEDET AF

Det er synd for både koen, Mama Zitta og Gudhjem: Nogen har afbrækket koens hovede. Foto©JørgenKoefoed.

ZITTA ER EN AF GUDHJEMS sødeste forretningsdrivende. Hun sælger sit eget tøjdesign samt smukke brugsting fra sin forretning øverst oppe i Gudhjem – tæt på møllen.

Forretningens navn er Mama Zitta & Ko og derfor er det ikke så mærkeligt, at en sortbroget ko med rødt yver står vagt ved butikkens havelåge. Men forrige weekend var der nogen, der tog livet af den uskyldsrene ko.

Mama Zitta har meldt hærværket til politiet, men har også rundsendt en mail til et halvthundrede beboere, som hun håber kan hjælpe hende med at opklarer hærværket.

Som Zitta skriver i mailen: ‘Er der nogle der kan forklare mig, hvorfor sådan noget sker i Gudhjem??????? Nu har jeg hele sommeren fortalt turisterne at i Gudhjem er alt fred og idyl, og at man sagtens kan lade sin cykel stå ulåst! Ikke så snart er turisterne taget hjem, før hovedet bliver brækket af min ko. Det er anden gang det sker, og jeg spekulerer på, om der er nogle, der prøver at fortælle mig noget? Hvis der er en forklaring eller det hele skyldes et uheld, vil jeg gerne vide det. Jeg er ked af det og rasende.’

Din blogger er også rasende. Så tip om misdæderen modtages gerne – også anonymt på arkivparis@aegir.dk.

Sådan et mord må Fanden gale mig ikke pågå ustraffet – og slet ikke i Gudhjem. Så hjælp Mama Zitta.

Mama Zitta & Ko mens de endnu begge var i besiddelse af deres hoveder. Foto©JørgenKoefoed

Filmmanden Tonny Nybirk har mange jern i ilden. Udover filmselskabet Utopia Film, freelanceproducer-jobbet på TV2/Bornholm holder han også dampen oppe i Scala Gudhjem, som betyrelsesformand gennem snart 10 år. Det er den bornholmske kunstner Sunny Asemota, der har malet Scalas kattebillede i baggrunden. Foto©JørgenKoefoed.

DET ER IKKE HVER DAG, at en bornholmsk filmfotograf kan prale af, at have fået solgt en tv-idé til alle de otte regionale tv-stationer. Det er sket for Tonny Nybirk, som ud over at drive sit private filmselskab Utopia Film også er fast freelance-producer på TV2/Bornholm.

Tonny Nybirk, der laver det månedlige natur-program EKKO og havemagasinet KONG GULEROD (sammen med sin hustru Berit Nybirk) – begge til den bornholsmke tv-station – har sammen med Danmarks insekt-expert nummer 1 – bornholmeren Morten Topp – udarbejdet oplægget til et nyt tv-program: KRYB & KRAVL.

Det kommer til at bestå af 24 afsnit af en halv times varighed, og hvert afsnit bringer tre historier fra tre af regionerne. Hvert afsnit får sin egen overskrift, som fx INVASIVE ARTER (væsener, der invaderer landet udefra) og ENDEMISKE ARTER (væsener, der kun lever ét bestemt sted på kloden).

Optagelserne startede i mandags, hvor teamet Nybirk & Topp drog til  Rødding på Sjælland for at hente den campingvogn, der bliver kommandostation for deres optagelser landet rundt.

Et par af de første indslag skal laves på Læsø og i Randers Havn.

Det første sted findes der en natsværmer, som udelukkende lever af den porse, der kun vokser på Læsø. For at få nattedyret i linsen dypper filmholdet nogle sisal-snore i rødvin og sukker og hænger dem op. Rødvinen udsender så kraftig en duft, at det tiltrækker de lyssky insekter, som er ligeglade med vinen, men elsker sukkeret.

EGO: Tonny, skal det så være franske slotsaftapninger?

TONNY NYBIRK: Nej  – det blive den billigste fra Netto. Jeg skal jo selv betale den!

Det andet sted er det nogle extreme borebiller, der skal være stjerner i afsnittet om endemiske arter. Når optagelserne skal foregå på havnen, er det ikke fordi, de lever her, men fordi Randers er det sted i Danmark, hvor der losses mest træ fra udlandet. Inden træet får lov til at forlade fragtskibene, skal de nøje undersøges af biologer fra Naturstyrelsen. Der er nemlig tidligere blevet observeret nogle meget store og meget specielle borebiller, som er så aggressive, at hvis de kom i land og bed sig fast ville kunne nedlægge alle Danmarks skove.

EGO: Hvad stiller man op med en træstamme med disse borebisser?

TONNY NYBIRK: Stammen bliver lavet til træflis og efterfølgende kogt.

Udsendelsesrækken er planlagt til at starte midt i august næste år.

HVEM ER TONNY NYBIRK

Sådan ser Tonny Nybirk efter en tur i Photoshoppen. Foto©JørgenKoefoed.

Nybirk er vandmand fra 5. februar 1964 – født og opvokset i Kastrup – ja, der hvor fløjmaskinerne fløjer meget lavt.

Som 18-årig startede han filmselskabet Utopia Film, samtidig bankede han på hos Columbus Film, og spurgte om de ikke havde brug for en frisk, ung mand. Det havde de ikke. Men det havde de så alligvel, for to dage efter ringede chefen efter ham. Allerede som 20-årig blev han chef for en af afdelingerne.

I 1989 blev han som militærnægter udstationeret på Den Danske Filmskole på Christianshavn. Det er normalt sådan noget med at feje gulvet og slæbe kabler, men den unge mand viste sine talenter, så de sidste tre måneder af sit ophold kom han til at arbejde som fotografassistent på et større filmskoleprojekt.

Efter ‘soldater-tiden’ vendte han tilbage til Columbus Film. Da dette selskab blev opløst pga af chefens død, dannede han sammen med den kendte filmmand Steen Herdel filmselskabet STEEN HERDEL & CO, hvor Nybirk var co’en.

I 1991 fik han tilbud om at blive produktionschef på TV2/Bornholm. Det sagde han nej tak til – men hans hustru ville gerne på bo på landet, så nej’et blev kort tid efter ændret til et ja-tak.

Parret købte en gård oven over Gudhjem. Uden at vide det, havde de købt Oluf Høsts legendariske bondegård Bognemark. Her bor de stadig. Men det faste job på den bornholmske tv-station blev dog skippet efter tretten år. Stationen fik på et tidspunkt flere penge og voksede i størrelsen. Så chef-jobbet fjernede ham mere og mere fra fotojobs ude i marken til fordel for papirnusseriet. På den måde blev der atter blæst liv i det gamle Utopi Film – dog stadig med (mange) freelance-timer som producer på stationen i Aakirkeby. Og med Kryb & Kravl kommer der nu fuld power på det utopiske filmmagerværksted – uden at arbejdet på TV2/Bornholm svigtes.

Thors nuværende ejer – gudhjemmeboen George Zeeman – har netop udgivet en bog om sit skiv. Foto©JørgenKoefoed.

‘THOR, GUDHJEM OG HELLIGDOMMEN’ er på 54 sider med 80 illustrationer i formatet 245 mm x 172 mm til 130 kr. Der er kun  trykt 300 nummererede eksemplarer. Foto©JørgenKoefoed.

100 ÅR ER IKKE NOGET at snakke om – i hvert fald ikke, når man hedder Thor og er en turistudflugtsbåd lavet af træ. Thor sejler bare stadig videre mellem Gudhjem og Helligdommen til Bornholms Kunstmuseum og tilbage igen – som om den stadig var teenager og med på den værste.

TURISTSKIBET THOR REDDER BÅD MED MOTORSTOP
13. august, 2013

100 ÅRS DAGEN blev som bekendt fejret på behørig vis 3. august, hvor hele det Gudhjemske Havnekor sejlede syngende fra Nørresand Havn til havnen i Gudhjem. Og det var ikke bare den traditionelle fødselsdagssang, der lød over de krappe bølger, men især TV2’s Steffen Brandt til lejligheden nykomponerede hyldestsang, der var inspireret af Mor-sangen fra filmen ‘Poeten og Lillemor’:

NÅR DU HØRER DISSE ORD, THOR

SUNGET AF ET GUDHJEM KOR, THOR

MÅ DU IKKE FÆLDE ALT FOR MANGE TÅRER

FOR NU ER DU BLEVET STOR, THOR

DU KAN FEJRE HUNDREDE’ ÅR, THOR

DU HAR PLØJET HAVET TYNDT MED SEJL OG ÅRER.

ROCKSANGERE OG KORSANGERE OG ANDRE NOBILITETER FEJREDE 100-ÅRIGE THOR
5. august, 2013

Ved den efterfølgende champagne-reception på Kranpladsen (af nogen kaldet Peterspladsen) blev sløret løftet for, at der faktisk var blevet skrevet en hel bog om den runde føsselar. Og nu er den – lettere forsinket – blevet leveret fra Gornitska Grafisk og kan fra i dag af købes to steder i Gudhjem: Café Provianten og på rederikontoret Thors Hodda.

Motorskibet Thor er bygget på Strandmølleværftet nær Gilleleje. Med sin lodrette stævn og bred form, har Thor en unik facon, der på mange måder er vidt forskellig fra andre danske både bygget på samme tid. Thors form gav derimod mindelser til en række forskellige amerikanske bådtyper fra begyndelsen af 1900-tallet. Det vides ikke om der findes et præcist forlæg for Thors udforming, men det er helt sikkert, at bådebyggeren enten har besøgt Amerika eller på anden vis har ladet sig inspirere af amerikanske modeller. Thors specielle form er udarbejdet med henblik på at kombinere fart og komfort. Illustration fra bogen. Foto©JørgenKoefoed.

DET ER THORS 14. ejer og styrmand Georges Zeemans svigersøn Peter Wiingaard, der har skrevet ordene om den 100-årige. Bloggen har fået lov til at nappe et kapitel fra bogen:

THOR, GUDHJEM OG HELLIGDOMMEN
Danmarks smukkeste rute gennem 100 år

KAPITEL 9: TIL GUDHJEM

I 1965 OPLEVEDE THOR den største omvæltning i sin nu 52-årige historie. Skibet blev erhvervet af Kell Vang, som bragte det til Gudhjem, hvorfra hun nu skulle sejle, og stadig gør det, den dag i dag. Med sin nye havn og et nyt publikum, begyndte Thors sejlads at antage sin eksisterende form.

Den nye kystvej havde endegyldigt gjort transport på vandsiden til en ren fornøjelse. Skulle man tilbagelægge strækningen mellem Gudhjem, Rø og Allinge i en fart, var det meget nemmere at køre i bus eller bil. Men de asfalterede veje gjorde det også muligt at håndtere et større antal besøgende på øen. I 1968 oversteg antallet af turister på Bornholm for første gang 100.000. Dermed var kundegrundlaget blevet så stort, at Thor kunne overleve tabet af den praktiske transport ved at omstille sig til fremvisning af klipperne og kysten mellem Gudhjem og Helligdommen.

Parallelt med turisterne begyndte skoleudflugter og lejrskoler også langsomt at gøre deres indtog på Bornholm, hvor de efterhånden kom til at udgøre en fast del af Thors gæster. En ikke helt ubetydelig andel af danske skoleelever har set den nordbornholmske kyst fra Thor gennem de seneste 50 år.

Direkte sejlads mellem Gudhjem og Helligdommen stillede krav, også nye krav, til en effektiv sejlplan. Når det kun var muligt for passagerer at stige af og på to forskellige steder, var det nødvendigt at sejladsen kunne foregå i et tempo, som tillod mange daglige sejladser.

Derfor fik Thor i 1970 igen ny motor; denne gang en Volvo Penta, som stadig sidder i skibet. Øget motorkraft gjorde muligt at tilbagelægge strækningen mellem Gudhjem og Helligdommen inden for en halv time. Dermed var alle forhold for at fortsætte kystsejladsen opfyldt. Men i 1978 afhændede Kell Vang M/S Thor efter 13 års sejlads. Skibet blev solgt til en erhvervsdykker, som planlagde at fortsætte sejladsen.

Men Thor kom ikke til at sejle de næste tre år. Skibet blev sat på land og i 1981 var det kommet i så dårlig stand, at det endte på tvangsauktion.

p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; font-size: 12pt; font-family: Times; color: black; }a:link, span.MsoHyperlink { color: blue; text-decoration: underline; }a:visited, span.MsoHyperlinkFollowed { color: purple; text-decoration: underline; }div.Section1 { page: Section1; }

100 ÅR – OG STADIG ROMANTIKER
1. august, 2013

Kunst helt oppe på 3. sal – set fra Rue de la Grande Chaumière i 6. arrondissement i Paris. Foto@JørgenKoefoed.

NÅR MAN BOR på hotel i udlandet er det vist meget normalt, at tage et billede af hotellet. Helst hvor ens ledsager har åbnet værelsesvinduet og vinker til fotografen under devisen: Det var nøjagtig her, vi boede. Det er ikke nødvendigt på HÔTEL DES ACADÉMIES ET DES ARTS i Rue de la Grande Chaumière i 6. arrondissement. Du beder du blot om værelse 32, og så er det dig, der bor i billedtrammen på 3. sal. Værelsen koster 280 euro pr. nat og det kan bestilles på telefon 0033 (0)1 43 26 66 44 eller reservation@hoteldesacademies.com (www.hoteldesacademies.com)

Det er den franske gade-kunstner Jérôme Mesnager, der ikke alene står bag den opsigtsvækkende façade-dekoration, men også har udsmykket den hyggelige lounge og samtlige værelser.

Hotellets navn kommer fra gaden hotellet ligger i. Det var nemlig her i ‘Gaden Med Det store Hus Med Stråtaget’, at alle de kendte kunstnere fra før Verden gik af lave, havde deres atelje: Zadkine, Piccasso, Giacometti …. Nu er flere af ateljerne lavet om til kunstskoler for unge med abmbitiøse kunstnerdrømme.

Fire bøger på rad og række i et antikvariat i Paris. Tre af dem er af danske forfattere. Foto©JørgenKoefoed.

NÅR MAN SOM JEG opholder mig tre uger i Paris, er man selvfølgelig på udkig efter noget dansk. Sådan rent kuturelt. Og noget støder man altid på i denne verdens mest boblende kultur-gryde – omend i lille skala.

I et antikvaritat på Boulevard du Montparnasse stod tre danske forfattere præsenteret i vinduet: Først Jakob Ejersbos EXIL. Her har den grafiske designer ikke brugt mange sekunder på omslagets forside. Det er nøjagtig som i den danske udgave – ligesom titlen. Den anden er af Jens Christian Grøndahl, hvis fleste bøger er overstat til fransk. Her er DET GØR DU IKKE på fransk blevet til LES COMPLÉMENTAIRES. Den tredje om krimiforfatteren MANKELL er skrevet af Ekstra Bladets tidligere skrapsisse-journalist Kirsten Jacobsen. Den første kan erhverves for 175 kr (23 euro), den anden for 143 kr (18,90 euro) og den tredje for 150 kr. (19,90 euro) . Ikke specielt billigt – men til gengæld på fransk!

Mørket sænker sig i sal 2 i den parisiske biograf l’ENTREPOT: Der er dansk film på programmet. Foto©JørgenKoefoed.

Ugerne 44-45 byder på ikke mindre end tre danske film. Den ene så jeg søndag aften i biografen l’ENTREPOT i 14. arrondissemnet. Det er både en biograf (med 3 små sale), som især viser smalle film. Men det er også et spillested med tilhørende restaurant, hvor jeg forøvrigt efter filmen fik en grøntsagssuppe og après: Stegt Lever med en Mousse af Auberginer. Ganske fortræffeligt begge dele. Senere så jeg, at Politikens tidligere madskribent Ebbe Mørk anbefaler stedet i sin bog SPIS PARIS. Filmen var Michael Noers prisbelønnede NORDVEST (på fransk NORTHWEST) fra i år. Denne aften var vi otte i biffen, hvoraf to forlod salen efter at have set det meste. Ikke noget tilløbsstykke, hvad det vist heller ikke var hjemme i Danmark. Kritikerne i Frankrig er delte. Ud af 3 mulige stjerner ser det sådan ud:

Pariscope: 2 – Premiere: 2 – VSD: 2 – Paris Match: 3 – Telerama: 1.

NORDVEST vises i ikke mindre end 5 biografer.

Selv mener jeg, det er en udmærket film, som blot hæmmes af, at man efterhånden har set temaet så mange gange: Rodløse, skaldede, unge, småkriminelle danskere, der styres af hårdkogte, kortklippede invandreknøse, der er kommet over deres første ungdom. Fornyelse, tak!

Og Gud døde mig om ikke Carl Th. Dreyers franske stumfilmmesterværk  LA PASSION DE JEANNE d’ARC (Jeanne d’Arcs Lidelse og Død) fra 1928 kan ses i denne uge i Paris – endda gratis. Det sker på Université Paris VIII I 19. arrondissemnet.

Og måske skulle det lige tilføjes, at to kendte danskere også er på plakaten: Mads Mikkelsen i den fransk-tyske film MICHEAL KOHLHASS – der var udtaget til Cannes-festivalen i år – og musikeren Lars Ulrich, der medvirker i den amerikanske musical METALLICA THROUGH THE NEVER. Den er optaget under en af Metallicas koncerter med ikke mindre end 24 kameraer og det hele i 3D.

Ingen af de danske film optræder på Ugens Meste Sete. Det gør til gengæld den franske film med den islandske titlel EYJAFJALLAJÖKULL. En lun komedie omkring det kaos, som denne vulkan skabte i hele Europa ved sit udbrud – ikke mindst for filmens på-randen-af-skilsmisse-ægtepar Valérie og Alain. 545.928 personer så filmen den første uge og dermed røg den op på en 1. plads.

Der er heller ingen danske film på Box Office Listen over de mest sete film de sidste 12 måneder. Her står til gengæld to amerikanere i toppen: SKYFALL med 7.003.902 solgte billetter og TWILIGHT 5 med 4.524.957 billetter.

Den anden danske film er animation for børn af Esben Toft Jacobsen. På fransk hedder den l’OURS MONTAGNE, på dansk DEN KÆMPESTORE BJØRN fra 2011. Om det er blevet et tilløbsstykke her i Paris ved jeg ikke. Den er med fransk tale og lige nu går den i hvert fald i to af byens 82 og omegnens 185 biografer.

Jo, vi danskere er på landkortet her i byernes by – men man skal have luppen frem for at spotte os.

Det Wærnske Institut startede i 1814 på adressen Allégade 6 på Frederiksberg i baggården. Efter cirka 70 år flyttede skolen til Kastanievej 2 på Frederiksberg (billedet). Instituttet var en mindre kostskole for piger af borgerstanden, der her blev uddannet til duelige husmødre. Det var også et opdragelses- og undervisningsinstitut for fattige og faderløse borgerdøtre. I 1914 overtog Mariaforbundet stedet, hvor de i dag driver Kastanievej Efterskole. Foto©JørgenKoefoed.

Resumé: LILLE ADDA ROUENVILLE boede med sin familie i Svaneke på Bornholm, hvor hendes far var toldoppebørselskontrollør. Da han døde i 1892 flyttede 7-årige Adda med sin bror og mor til København, hvor moderen to år senere skaffede Adda en friplads på Det Wærnske Institut. Her gik hun fra 1894 – 1902. Da hun i 1938 var 50 år gammel nedskrev hun sine erindringer fra skolen. Disse har jeg fundet under en stabel papirer hos en 92-årige dame på Frederiksberg. Det er første gang de ser dagens lys. Beretningen består af en epilog og 23 kapitler. På baggrund af den herskende hidsige debat om den nye skolereform, kunne det måske være på sin plads med et tilbageblik på skolen for over 100 år siden.

. . . . . . . . . . . . . . . . . .

KAPITEL 18 – de tidligere bragte kapitler gengives nederst i texten.

VI HAVDE FERIE til den 7’ Januar, og saa mødte vi alle igen paa vor dejlige gamle Skole. Vi begyndte atter vor daglige Dont, besluttede at være meget flittigere, men man lovede jo ofte mere, end man kunde holde.

Saa kom den rigtige Vinter. Sneen faldt i tætte Klumper, vi kunde næsten ikke holde Tankerne samlede i Skoletimerne af Længsel efter at komme ned og slaas med Snebolde. Det var koldt, men vi var raske Piger.

Fortsættelse følger …

. . . . . . . .

Her gengives de tidligere bragte kapitler:

EPILOG: LÆR AT TAGE KAMPEN OP MOD LIVET

DA DET NU er gaaet Fru Wærns Pigeskole i Danmark ligesom det er gaaet hendes Drengeskole i Norge, saaledes at der af hendes engang store formue nu kun kan blive nogle faa Legater – for Drengenes Vedkommende i Norge et par Fripladser paa en Søkadetskole og for Pigernes Vedkommende i Danmark 6-8 Fripladser i Mariasøstrenes Husholdningsskole – synes jeg, at vi skylder Fru Wærn, som Tak for alt hvd hun har gjort for en Mængde danske Børn, at nedskrive vore Erindringer fra vor Barndom paa det Institut, hun selv har stiftet og ønsket skulde bevares igennem Aarhundreder.

Det var Konferensraadinde Wærns Mening at give forældre- eller faderløse Børn et Hjem og en Opdragelse, som kunde gøre de unge Piger skikkede til at tage Kampen op i Livet, naar de 17 Aar gamle forlod Det Wærnske Institut, et Hjem, hvor de smaa fra 6-7 Aars Alderen kunde føle sig hjemme og trygge, et Sted, som var et virkeligt Hjem, som de hele deres Liv kunde se tilbage paa og mindes i Taknemmelighed og Kærlighed.

Jeg føler selv denne Kærlighed og synes, at Det Wærnske Institut var et helligt Sted, som gemte alle vore Barndomsminder, og som genlød af glade Barnestemmer, ja et Hjem som kunde fortælle de dejligste Eventyr. I Tankerene færdes jeg ofte derude, er Barn igen og oplever det alt sammen paany, og jeg sender Fru Wærn min inderligste Tak for de Aar, jeg fik lov at være paa det Wærnske Institut.

KAPITEL 1: FLYTNING FRA SVANEKE TIL KØBENHAVN

DA JEG VAR NI AAR GAMMEL, søgte min Fru Moder en Friplads til mig på det Wærnske Institut.

Min fader som var Toldoppebørselskontrollør i Svaneke paa Bornholm, døde da jeg var syv Aar, og da Pensionen ikke var ret stor, blev min Broder søgt ind paa Herlufsholm og jeg paa det Wærnske Institut.

Den 18’ Maj 1894 om Eftermiddagen spadserede min Mor og jeg fra St. Kongensgade, hvor vi dengang boede, ud paa Kastanievej Nr. 2, hvor Skolen laa, og hvor jeg havde været saa heldig at faa Friplads.

Jeg var en lille pige paa 9 Aar og var jo lidt beklemt ved hele den ny Ordning. Jeg skulde blive ude paa Skolen hele Ugen igennem og først atter komme hjem Søndag Morgen. Naa, jeg marcherede tavs rask af sted, men Graaden sad mig hele Tiden i Halsen.

Da jeg kom til Kastanievej klarede Humøret pludselig op, thi lige foran mig ude midt paa Vejen gik en Mand med en Trækvogn, hvorpaa jeg genkendte min fine nye Kommode, jeg havde faaet, og det allerbedste: min store 3 Værelses Dukkestue, den sidste Julegave fra min Far. Jeg skyndte  mig da at komme af sted, og lidt efter gik vi ind ad den store graa Skoleport.

KAPITEL 2: MIN NYE KOMMODE

DA VI VAR kommen indenfor Porten glemte jeg straks alle mine Sorger, thi der stod 23 glade Pigebørn smilende over hele Ansigtet og tog imod mig, de bortførte mig straks, og snart var vi inde i de herligste Lege.

Min Moder var gaaet op til Forstanderinderne, Fru Friis, som stod for Husvæsenet, og Frk. Staal, som stod for Undervisningen.

Pludselig blev jeg kaldt op for at hilse paa Damerne og for at sige Farvel til min Mor, og med eet stod Livets Alvor for mig igen, men det varede heldigvis ikke længere, end til jeg saa alle mine smilende Kammerater igen.

Min fine nye Kommode var blevet sat op paa et Værelse ved Siden af Sovesalen og jeg skulde op og vise Lærerinderne, hvad jeg havde bragt med. I denne Kommode laa der en Herlighed, syntes jeg, for jeg havde faaet et helt nyt Udstyr, som jeg efter Reglementet skulde bringe med. Alt havde min Mor saa nydeligt ordnet med lyserøde Baand og Sløjfer, og jeg var meget stolt og glad for det.

Da det var blevet i Orden blev jeg præsenteret for min ”Plejemor” Elisabeth Qvist; det var en af de store Piger, der skulle hjælpe mig med mine Lektier og ordne mit Tøj, medens jeg var lille. Hvert Aar naar de to ældste Elever forlod Skolen, fik vi en ny ”Plejemor”, eller som det senere, da Frk. Goll blev Forstanderinde paa Skolen, kom til at hedde, en ”Hjælper”, hvilket jo også var rigtigere, da det var en ældre Kammerat, der skulde hjælpe en yngre.

Som Tiden gik, vænnede jeg mig til de nye Forhold og kom til at holde af Skolen og Kammeraterne. Min bedste Veninde blev Ingrid Hansen og vort Venskab holder endnu saa mange Aar efter.

KAPITEL 3: ORDNUNG MUSS SEIN

DA DER VAR GAAET et par Aar forlod Fru Friis, som da var fyldt 70 Aar, Skolen. Frk. Staal kom i hendes Sted til at sørge for Husholdningen og vi fik en ny unge Forstanderinde, Frk. Johanne Goll.

Frk. Goll, der kun var 28 Aar gammel, var en rigtig Legekammerat, syntes vi, hun færdedes med os i Haven og legede sommetider Tagfat med os, og vi gik i Ræker med hinanden under Armen og morede os dejligt: men jeg tror Frk. Goll har ment, vi ikke kunde taale, at hun var saa meget Kammerat med os, for pludselig holdt det hele op, og Frk. Goll kom ikke saa ofte i Haven mere. Senere har jeg tænkt, at  vi maaske var blevet lidt for raske, maaske lidt næsvise. Og naar man skal være Opdragerinde, maa der være en grænse, som Børn ikke maa overskride, hvis man skal have Magten over dem.

Mens Frk. Staal var den blide Lærerinde, som vi gik til med alle vores Smaasorger, var Frk. Goll den opdragende Lærerinde; mange nye Ting blev indførte og mange Sætninger blev os daglig indprentede, saa vi ikke glemmer dem hele vort Liv.

”Når du skal gøre en Ting saa gør det straks”, sagde Frk. Goll.

Det er en sætning jeg har haft Gavn af hele Livet.

”Opsæt ikke til i Morgen, hvad du kan gøre i Dag.”

”Gør aldrig andre Ulejlighed med Ting du selv kan klare.”

”Gør ikke mod en Kammerat hvad du ikke vil have, hun skal gøre mod dig igen.”

Ja, der  var meget der blev od saaledes indprentet, og det har været mig til stor Nytte ude i Livet.

Med Orden  var det lige saadan. Naar noget laa og flød efter os, fik vi en Streg i Ordensprotokollen, og naar vi i en Uge havde 6 Streger i orden, fik vi ikke Lov til at komme Hjem om Søndagen. Det var en forfærdelige Straf, men den hjalp.

KAPITEL 4: DEN ÅRLIGE EKSAMEN NÆRMER SIG

DEN FØRSTE TORSDAG i Maj havde vi altid Eksamen; det begyndte med at der blev gjort Foraarsrengøring i alle Skolestuerne. Medens det gik for sig, var alle vi Børn oppe paa Soveværelserne og læse til Eksamen. Vi læste som Regel to og to sammen, man kunde finde os alle vegne, nogle laa endogsaa inde under Sengene og hørte hinanden i Kongerækken, saa vi andre ikke kunde høre Ørenlyd; ofte var der Skændsmaal, fordi vi ikke kunde faa Fred til at læse.

Medens alt dette stod paa første Sal, færdedes Frk. Staal i Køkken og Spisestue for at gøre alt saa festligt som muligt. Der duftede af de dejligste Sager over hele Huset.

Kiggede man ind i den lille Skolestue, stod Frk. Goll ved Strygebrædtet og lagde sidste Haand paa vores Broderier og andre Haandarbejder, de skulle lægges på lyserødt Papir, saa det kunde tage sig smukt ud, naar Bestyrelsen og Forældre paa Eksamensdagen skulde se dem. Hele Verandaen ud mod Haven var da ordnet med Borde i Hesteskoform, herpaa var der bredt store hvide Duge, hvorpaa hele Aarets Arbejder laa smukt ordnede.

I de tre Dage, der blev gjort i Orden nede i Stuerne, spiste vi alle Maaltiderne i Strygekælderen, det var vældig morsomt, vi var alle som elektrificerede, naar der foregik saadan noget ud over det almindelige.

Nogle Dage før Eksamensdagen kom vor gamle Skomager med nye Sko til os alle sammen. Vi skulde saa alle op paa Vaskeværelset og prøve dem. Hvor var vi alle glade. Naar dertil kom, at vi ogsaa fik ny Kjole, saa var vi vel nok fine alle sammen. Frk. Goll eftersaa alt, om det var i Orden.

KAPITEL 5: DEN STORE DAG

ENDELIG KOM den store Dag. Gangene i Haven havde faaet nyt Grus og alt var beredt til at modtage Gæsterne. Vi gik pænt to og to rundt i Skolestuerne. Vi maatte ikke komme i Haven for ikke at ødelægge de nyrevne Havegange, før de fremmede kom. Vi hørte hinanden i Historie og Vers, og hvad vi ellers kunde finde paa. Pludselig hørtes et Raab gennem Stuerne, der forkyndte, at første Vogn var ankommen med gamle Stiftsprovst Rothe. Saa gik det slag i slag, Vognene rullede ind i Gaarden med Bestyrelsen, Dr. Kallerup Rosenvinge og Hr. Overlærer S. Kaper og alle Lærerne og Lærerinderne samt alle Gæsterne.

Vi kom saa paa Pinebænken; men Hr. Overlærer Kaper, der til daglig kunne være streng, var den Dag saa mild og rar, saa vi alle var glade for at have ham som Censor.

Kl. 11 var der Frokostpause og alle Gæsterne blev beværtede paa det herligste inde i den store Spisestue, medens vi Børn dalede ned i Strygekælderen, hvor vi vidste, store Fade med ”Lækkermad” ventede os.

Ved 2-Tiden var Eksamen forbi, og vi endte altid Dagen med Sangopvisning. Vi havde en dygtig Lærerinde, Frk. Bertram, der lærte os mange smukke Sange. Naar Sangopvisningen var forbi, talte Stiftsprovst Rothe, og han endte altid med at sige ”Ora et labora”! (Red.bemærkning: Bed og Arbejde). Derefter sang vi Salmen ”Saa vil vi nu sige hverandre Farvel”, og saa begyndte alle Børnene at græde af Sorg over, at de to Kammerater den Dag forlod Skolen for at træde ud i Livet.

Vi havde saa fri Resten af Ugen, og tilbragte den i vore Hjem.

KAPITEL 6: DET NYE SKOLEAAR

MANDAGEN DEREFTER begyndte det ny Skoleaar, og da vi gik den dejlige sommer i Møde var alt Jubel og Herlighed.

Vi stod op Kl. 6 om Morgenen. Lærerinderne kaldte på os. Frk. Groll havde de to soveværelser og Frk. Staal de andre to at sørge for. Frk. Staal havde vores Sovesal og ofte gjorde hun Løjer med os for at faa os helt vaagne, inden hun gik igen. Mangen morgen blev vi vækket med den lille Sang: ”Vaagn op min lille Dukke, nu slaar Klokken seks!” eller ”Er Bispinden derovre i Gaasereden vaagen!”, det var mig der var Bispinden, for jeg laa altid saa langt nede under Dynen, at man lige kunde se min Næsetip.

Vi skyndte os så at komme i klæderne, for der var kun seks Vaskekummer paa Vaskeværelset, og da vi var fire om hver Kumme, gjaldt det om at komme først til, ellers skulde vi staa og vente til de andre var færdige. Vi havde hver en Knage til Haandklæde og Svamp og ovenover en Krog til Krus og Tandbørste. Selvfølgelig var der Navn paa alt.

Kl. 6 3/4 ringede den store Klokke nede paa Trappen og alle skulde være paaklædte og nede i Skolestuen, kom nogen for sent fik de streg. Uha! To af Eleverne, en stor og en lille havde ”Dag” d.v.s. de skulde dække Bord, tage af Bordet og vaske op, dog ikke efter Middagsbordet, den Opvask sørgede Kokkepigen og Stuepigen for.

Kl. 7 ringede Klokken igen, vi skulde da de tre Dage om Ugen i Haven og gøre Gymnastik fra Kl. 7-8. Hvis Vejret var daarligt havde vi Gymnastik oppe i den store Skolestue. Vi havde en dygtig ung Lærerinde Frk. Gabrielsen i Gymnastik. Vi holdt alle meget af hende og glædede os til hendes Timer. Fra Kl. 8-10 havde vi Haandarbejde hos Frk. Goll, vi skulde da reparere vort Tøj, stoppe Strømper eller sy Knapper i, dersom der var noget der ikke var i Orden eller lave andre Haandarbejder, som Frk. Goll lærte os. Hver Morgen i Haandarbejdstimen spurgte Frk. Goll om der var noget i Stykker paa vort Tøj, det skulde da straks repareres.

Kl. 10-101/2  spiste vi Frokost, saa meget vi kunde spise, men uden Paalæg. 1/2 Stykke Ostemad var det eneste Paalæg vi kunde faa, dersom vi gerne ville have det, men Maden smagte herligt alligevel. Øl og Mælk fik vi dertil, saa meget vi kunde drikke.

KAPITEL 7: EFTERMIDDAGENS GØREMÅL

EFTER FROKOST læste vi Lektier til til kl. 12 1/2 . Så skulde alle Børnene ned i Haven i den friske Luft. Kl. 1 blev vi ringet op igen, ofte, ja næsten daglig gik Frk. Goll en Runde paa Soveværelserne for at efterse vores Toiletæsker, om vore Kamme og Børster var rene. Oh Rædsel for den arme, hvis Kam var fuld af Haar, saa vankede der atter en ”Streg” og vedkommende blev sendt op at gøre en i Orden.

Som Børn var vi ofte rasende over alle de ”Streger”, men senere har vi været glade over at have lært Orden.

Kl. 2 spiste vi Middag. Vi bad altid Bordbøn, den store Elev, der havde ”Dag”, bad før Maaltidet, og den lille efter Maaltidet. De to der havde Dag, sad på hver sin Side af det lange Bord helt nede hos Frk. Staal, som sad for Bordenden og rettede Maden an. Den store Elev bragte Maden rundt, først til Frk. Goll, der sad for den øverste Bordende, og derefter til alle de store, der sad på Frk. Golls venstre Side ned langs det store Bord. Den lille Elev bragte Maden rundt til de smaa.

Spildte vi paa Dugen, blev vi sat hen ved et lille Bord Resten af Ugen. Undertiden kunde der være 3-4 Stykker ved det lille Bord, det var jo flovt, men vi maatte jo tage Situationen med oprejst Pande.

En Dag havde vi bestemt, at naar Frk. Staal spurgte om vi ville kunde spise mere, vilde vi alle rejse os, og med vores Tallerken i Haanden vandre ned til hende. Vi skulde den Dag have Øllebrød og Sofie Kokkepige havde været saa uheldig at lade den brænde paa. Nå, Øjeblikket kom da Frk. Staal spurgte, blot sagde Frk. Staal: ”Ja i Dag er der vel ingen, der kan spise mere!” Vi saa paa hinanden, og som et Lyn rejste vi os alle paa een Gang, og vore Stole lavede et frygteligt Rabalder, idet de blev skudt tilbage. Vi vandrede saa ned til Frk. Staal, som leende udbrød: ”Aa, det var da dejligt, saa faar vi spist al den svedne Øllebrød op”.

Kl. 2 3/4 ringede Skoleklokken igen til Skolegang fra 3-7. I det Kvarter, der var, inden Læreren kom, gik Frk. Goll rundt og saa, om alt var i Orden, om Bøgerne var på Plads og om Blyanter og Grifler var spidsede.

Vore dejligst Timer var de danske hos Frk. Mosolff, den senere Fru Kallerup-Rosenvinge; hun læste saa vidunderligt op for os af Alladin og mange andre dejlige Ting. Tegnetimerne hos Hr. Adolf Larsen var ogsaa herlige. Hr. Larsen var en af de Lærere, vi alle elskede, han var saa flink til at ”hjælpe” os, han kunde sidde i halve Timer og tegne paa vores Tegninger, saa naar vi atter saa dem, var de blevne til hele Kunstværker.

Kl. 7 var Skoletiden forbi, og efter Aftensmaaltidet, som bestod af Sigtebrød, Rugbrød og The, havde vi fri, og maatte læse eller sy til Sengetid, Kl. 8 1/2 for de Smaa under 14 aar og Kl. 10 for de store, der var fyldt 14 Aar.

KAPITEL 8: SKOVTUREN NÆRMER SIG

EFTERHAANDEN SOM S den store Taa, for saa vidste vi, det blev fint Vejr næste Dag-EREN skred frem, og alt i Naturen blev grønt og smukt, begyndte Forstanderinderne saa smaat at tale om Skovtur, og hvor vi jublede den Dag Frk. Goll i Haandarbejdstimen fortalte os, naar den skulle finde Sted. Vi fik travlt, den Dag maate vi have en Vaskekjole paa, som vi rigtig kunde røre os i, men da vi kun havde uldne Kjoler paa Skolen, skulde vi have den med hjemmefra.

Vi mødte alle den næste Mandag Morgen med en Vaskekjole, og da vi vidste det var lige meget hvordan den saa ud. Naar den blev bragt hjem igen, straalede vi af Glæde og Forventning.

Aftenen før Skovturen gik vi alle sammen baglæns i Seng med en rød Traad om den store Taa, for saa vidste vi, at det blev fint Vejr næste Dag.

Skovtursmorgenen var vi tidlig oppe; nogle af os vaagnede allerede Kl. 5, og vi kunde da umuligt sove længere af lutter Spænding.

Først listede vi hen til Vinduet, rullede sagte Gardinet op for at se hvorledes Vejret var, jo, det var da heldigvis Solskin.

Vi kom hurtigt i Tøjet og drejede Nøglen sagte om i Døren for ikke t vække de smaa. Vi listede os saa ganske stille ned ad Trapperne og ind i Skolestuen; men du store Kineser, hvor var Ventetiden dog lang. Vognene fra Vognmand Blyth i Smallegade kom jo først Kl. 9.

Lidt efter lidt kom der Liv i Huset; alle de andre kom ned, og vi spiste Morgenmad. Atter vente-vente. Endelig nærmede Klokken sig 9, og vi stod alle inde i den store Spisestue, der  var tre dejlige Vinduer, der vendte ud mod Gaarden. Pludselig hørte vi Hestetrampen og lidt efter svingede to mægtige Charábanc’er ind i Gaarden. Et vældigt Hurra modtog dem.

Nu blev der rigtig nok travlt. Sofie Kokkepige fremtryllede store Stege, mægtige Fade med Stikkelsbærgrød, Sauce, Kartofler og alt hvad vi i Dagens Løb skulde bruge paa Turen. Vi fløj alle saa hurtigt vore smaa Ben kunde fra Køkkenet til Vognene, hvor Sofie Stuepige(hun hed ogsaa Sofie) pakkede alt ned i de store Magasiner unde Bænkepladserne. Endelig, da alt var færdigt og Hjælpegæsterne, Frk. Krag og den gamle Frk. Storm, tidligere Forstanderinde paa Skolen, var komne, maatte vi sætte os op i Vognene, alle ed en Paraply ifald det skulde blive Regnvejr.

Saa rullede vi med et mægtigt Hurra ud af den store Skoleport, bort fra den tomme Skole, thi det var den eneste Dag om Aaret, der ingen var i Huset, da baade Pigerne og Karlen var med paa Turen for at hjælpe til ude i Skoven.

KAPITEL 9: SKOVTUREN

VI KØRTE ad Kastanievej, H.C. Ørstedsvej, Griffenfeldtsgade og Møllegade ud til Strandvejen eller Lyngbyvejen, hvorhen Turen nu skulde gaa, og hele Tiden hylede vi Hurra af vore Lungers fulde Kraft.

Efterhaanden som der faldt lidt ro over Lejren, begyndte vores smaa Godteæsker at gaa rundt. I saadan en Æske var der mange rare Sager, der kunde være for 2 Øre Pebermynter, for 2 Øre Chokoladepastiller, for 2 Øre Bolscher, for 2 Øre Sodapastiller og for 2 Øre Lakridspastiller, det var for hele 10 Øre Herligheder. Æsken gik Vognen rundt og vi fik alle en lille Forfriskning.

Børn var dengang saa glade for lidt. Naar vi saa havde faaet lidt Styrke paa os, begyndte vi at synge Fædrelandssange, og som vi kunde synge i gamle Dage; man sang sig glad, og tænkte kun paa det ene, at det var Skovtur, og vi var henrykte.

”Rullende hen ad de støvede Veje” klang, saa Folk vendte sig om, stod stille og vinkede til os, og naar vi kom ud til Taarbæk, standsede vi lige nedenfor den store Bakke, og vi raabte Hurra, saa alle vore smaa Struber dirrede, men det lønnede sig, for lidt efter kom Hr. Overlærer Kaper med Familie ud og hilste paa os; han boede derude i Fiskerlejet om Sommeren. De ønskede os alle en dejlig Dag, og Vognen satte sig i bevægelse, og med vældige Hurra-hyl forlod vi Taarbæk.

Vi kørte saa videre og kom omsider til Skodsborg, hvor vi skulde spise Frokost. Themaskinen snurrede allerede i et af Lysthusene ud mod Øresund. Man havde nok ventet os.

Da vi havde spist, fik vi Lov til at gaa over i Skoven. Vi gik i Smaaklynger, nogle med Frk. Staal, andre med Frk. Goll, og atter andre alene. Hvor vi dog havde det dejligt. I en lang Række gik vi Arm i Arm ind under de lysegrønne Kroner syngende ”God Dag I lysegrønne Træer, god Dag du Himmel blaa”, eller ”Jeg elsker de grønne Lunde”, saa hele Skoven genlød af glade Børnestemmer.

Vi sprang efter Blomster, vi glædede os over alt, hvad vi saa, og da vi til bestemt Klokkeslet kom tilbage til Vognene for at køre videre, havde vi haft en dejlig Formiddag.

En Ting havde gjort et mægtigt Indtryk paa Ingrid og mig, vi havde set en hel Del blinde Mennesker staa paa en Trappe med Ansigtet mod Øresund, og de havde saa gribende sunget ”Vi elske vort Land”. Vi var saa betagede og tavse, da vi forlod dem. De havde sunget saa smukt og havde aldrig set Guds herlige Natur.

Vi kom saa atter i Vognene, blev talte efterhaanden som vi gik op, for at ingen af os skulde blive glemt. Naa, vi skulde nok vide at være i rette Tid saadan en dejlig Dag.

Vi rullede saa videre til et andet Sted, hvor der var Gynge, Keglebane og saadanne Ting, vi kunde more os med. Vi blev saa dér resten af Dagen.

Kl. 7 kørte vi hjem; det kan nok være, det var en Flok trætte Børn Vognene kørte hjem med, men sikken en Dag; jeg tror ikke Skovture nu om Stunder er saa dejlige.

Skønt vi var dødtrætte maatte vi dog af og til synge Fædrelandssange, og da vi naaede Tuborg steg barometret atter, og vi raabte ”Hurra” til alle Gæsterne, der sad og nød den smukke Aften, og de vinkede til os med Hattene paa Stokkene og raabte til os igen.

Da vi ved 9 Tiden kom hjem paa Skolen, var vi alle mere døde end levende, og efter at have sat alle vore visne Blomster i Vand og Theen, som i en Fart var sat paa Bordet i Spisestuen, var skyllet ned, tumlede vi op paa Sovesalene og med det ene Ben i Sengen sov vi allerede og drømte om den herlige Skovtur.

Ja, saa gik Skolen igen sin vante Gang endda med dobbelt Flid, fordi vi havde haft det saa dejligt.

KAPITEL 10: DEN YNDIGE HAVE

HELE DEN LYSE, smukke sommertid tilbragte vi vor Fritid i vor yndige Have. Der var nedenfor Verandatrappen to store Græsplæner, en til højre for Trappen med et lille Rosenbed med lyserøde Maanedsroser  som vi engang imellem fik Lov at plukke een af og tage med Hjem om Søndagen –; en yndig Rødbøg stod lidt derfra, saa kom en meget stor og smuk Pæon eller Bonderose. I den anden ende af Plænen var der en dejlig Rødtjørn og et lille kugleformet Akacietræ.

I den anden Plæne til venstre for Trappen stod der ogsaa en smuk, gammel Rødtjørn og en meget smuk Guldregn samt en mægtig høj Akacie. En persisk Syren stod lige overfor Verandatrappen med et Væld af store Blomsterklaser.

En tredje Plæne var henne ved Gavlen af Huset foran Frk. Staals Stue, der stod et Buskads af Snebær samt en gammel Akacie og midt i Plænen en stor Krans af Bregner.

Ved Husets anden Gavl var der en dejlig Kroketplads, hvorpaa vi i Sommermaanederne gjorde Gymnastik.

Lange hele den ene Side af Haven havde vi vore Smaahaver, to og to sammen; der havde vi travlt med at grave og plante, det gjaldt om at faa den smukkeste Have, og Ingrid og jeg købte for vore Smaapenge mange smaa Blomster og plantede deri.

Naar vi var færdig med Haverne kom Forstanderinderne paa deres Aftentur hen og beundrede Haverne og roste os for vort Arbejde.

Hele denne dejlige store Have var vor, tænk vor Have, hvor vi legede Staatrold, Bjergfyr og mange andre morsomme lege.

Om aftenen, naar de smaa var kommet i Seng, gik vi store saa i Rækker Arm i Arm rundt i Haven og sang alle de smukke Sange, vi havde lært af Frk. Bertram. Vi sang to- og trestemmige Sange, og ude langs Gærdet ved Bülowsvej standsede Folk ofte og stod og hørte paa vore glade Sange.

KAPITEL 11 – VORES SMAA FAMILIER

TIDEN GIK, og vi legede herligt i vor gamle Have, Vi delte os i smaa Familier. Hver Familie havde en Bolig et eller andet Sted. Én Familie boede i Kælderen under Verandatrappen, et Par andre i Vognporten, for den var saa stor, at den med et Tæppe kunde deles i to Lejligheder. Vi indbød saa hinanden til Fester.

I den ene Familie var der engang en Barnedaab, og jeg skulde være Præst. Af Frk. Staal havde jeg faaet en gammel rund, sort Muffeæske, den havde jeg paa Hovedet, og en sort Nederdel havde jeg laant af Sofie Kokkepige. Iført dette Skrud lignede jeg ”slaaende” en Præst.

Iført min Præstekjole skred jeg da højtideligt op ad den store Trappe ude i Gaarden, paa hvis næstøverste Trin Familien med Barnet havde taget Plads, og i det alvorlige Øjeblik da Præsten spørger Forældrene om ”Hvad skal Barnet hedde?” kom en af de store røde Omnibusser – der paa Grund af Vejreparation på Gammel Kongevej i nogle Dage kørte rundt ad Kastanievej  forbi. Alle Passagererne morede sig kosteligt over denne lille Oplevelse, klappede i Hænderne og raabte: ”Bravo”. Det morede os meget.

Efter Barnedåben havde vi stort Gilde nede i Nøddealléen. Der var dækket et langt Bord af Brædder paa Bukke, det brugte man dengang. Alle vor smaa Barnekopper var stillede op, hver Familie havde jo sit Dukkestel. Paa hver lille Underkop laa der en Pebermynte, en Chokoladepastil og et Bolsche. Pludselig kom Frk. Staal til Syne med vore store 100-aarige Tinkande fuld af Chocolade; det var en vældig Overraskelse, og vi hylede af Glæde.

Dagene svandt hurtigt hen, og en Dag begyndte Frk. Goll at tale om Sommerferie. Vi fik saa Ordre til at bruge alt vort ældste Tøj før Ferien for at have det bedste til Ferien. Hver Lørdag Morgen skulde vi alle tage det rene Tøj, som vi skulde have paa om Søndagen, med ned i Haandarbejdstimen, for at Frk. Goll kunde se efter, om alt var i Orden, derefter blev det bragt op paa vor Seng, saa det laa parat Søndag Morgen.

Lørdag før Ferien fik vi Besked paa at tage en Kuffert med hjemmefra ud paa Skolen; vi kom saa alle Mandag Morgen slingrende glade og fornøjede med en Kuffert i Haanden henad Kastanievej. Alle Kufferterne blev sat op paa Loftet til det højtidlige Øjeblik kom, da der skulde pakkes.

Endelig kom den store Dag, da vi fløj bort fra Reden ud i det herlige Land, hver til sit Sted, hvor Forældrene nu havde ordnet det. Sol og Sommer, herlige Dage ventede os.

KAPITEL 12: ENDNU ET NYT SKOLEAAR

DA FERIEN VAR FORBI mødtes vi alle igen glade, solbrændte, højrøstede, fortællende alt, hvad vi havde oplevet. Der genlød af glade Barnestemmer over hele Huset. Tuttet var blevet levende igen.

Det var med en vis Højtidelighed vi atter betraadte vor gamle Skole, for alt var nymalet og ferniseret. Den Lugt kendte man kun efter Sommerferien.

Bøgerne kom atter frem, og vi arbejdede med stor Iver baade i Skolen og ved Husvæsenet. Nu skulde de to ældste Piger konfirmeres til Efteraaret, saa de skulde gaa i Køkkenet og lære Husvæsen.

Alt gik som en Leg.

Der var endnu ca. 1 1/2 Maaned at nyde Sommeren i ude i Haven i Fritiden, inden de mørke Dage sneg sig frem, og den sidste Friluftsfornøjelse vi havde, var en Tur i Frederiksberg Have, naar Træernes Blade gulnedes og begyndte at falde af.

Dagen oprandt, da vi skulde derhen. Vi fik hver en Pakke Mad, som skulde nydes de i den gamle Have. Karlen bragte Kopper og Chocolade derhen, og Frokosten blev indtaget ved de lange Borde, der dengang stod i Haven.

Efter Frokosten legede vi eller gik Tur til Kildekonen i Søndermarken; men Kl. 1 skulde vi alle samles igen, og saa gik Turen hjemad.

KAPITEL 13: VINTEREN NÆRMER SIG

NU VAR DET SLUT med Sommeren, Bladene faldt af Træerne og hvirvlede henad Vejene, Regnen styrtede ned og Blæsten rasede i de gulnede Træer, som om den vilde sige: ”Saa, klæd jer nu af og gaa i Seng og sov den lange Vintersøvn, saa I kan samle Kræfter til næste Foraar”.

Sommeren var forbi; Efteraaret bebudede den kommende Vinter.

En Ting til mindede os om, at Vinteren var ved at komme nærmere: Kakkelovnene. Disse havde hele Sommeren staaet skinnende blanke men kolde, nu lukkede de Mundene op og tog imod al den Føde, der blev stoppet i dem, og til Gengæld udspyede de den herligste Varme

Naar vi kom ned fra den kolde Have, stimlede vi alle sammen om den, den var nu en god Kammerat. Om aftenen blev de langarmede Gaskroner tændt. Dengang brugte man Kupler og Glødenet over Gasblusset.

Herlig var Sommeren, men Vinteren havde ogsaa sin Hygge og dejlige Indendørstid.

To Ting vi alle saa hen til med mægtig Interesse, var Nøddehøsten og Vindruehøsten. Paa den ene Side af Kroketpladsen var der en Nøddeallé, som forekom os smaa vældig lange. Da den Tid nærmede sig, da Nødderne blev modne, gjaldt det om at komme saa tidligt op om Morgenen, at man kunde komme et lille Svip ned i Nøddealléen, inden de andre kom ned, for at samle alle de nedfaldne Nødder op. Ingen maatte ryste de store Buske, der næsten lignede Træer, men samle op, hvad der i Nattens Løb var faldet ned, maatte vi gerne.

Dagen kom da Karlen skulde ryste Nødderne ned og vi samlede alle sammen op. Det var Løjer. Alle Nødderne blev saa afleveret til Frk. Staal og derpaa delt ud i lige store Bunker til os Børn. Alt gik meget nøjagtigt til. Ah, hvor de smagte.

Op ad Muren havde vi de dejligste grønne Vindruer, de maatte selvfølgelig heller ikke røres, før de var modne. De blev saa plukket ned og ligeledes delte imellem os alle. Jeg ser endnu Skolens 100-aarige Tinbakker bugnede af denne vidunderlige Frugt.

Engang imellem kom Frk. Staal ind til os i Skolestuen – naar vi om aftenen var samlede derinde – med et stort Fad Æbler. Frk. Staal fik hvert Aar et par Sække Æbler sendt fra en, der vilde glæde Børnene, hvem det var, ved jeg ikke.

Naar saadanne smaa Overraskelser kom, hylede vi af Glæde, saa Huset rystede.

KAPITEL 14: SIBYLLES TRISTE LIV

SKOLEN HAVDE en morsom Dukke, der stammede fra det Aar Skolen blev stiftet, den hed Sybille. Sybilles liv var meget trist, hun laa oppe paa Loftet i en stor Kasse.

En Dag kom jeg tilfældigt derop da Frk. Staal var ved at ordne Kassen: ”Kom skal du se Sybille!” sagde hun. Jeg kom  nærmere og beundrede Sybille, hun var dengang ca. 90 Aar gammel, hun havde et rundt hvidt Porcellænshoved med kulsort malet Haar med Skilning i Midten redt ned over Ørene.

Jeg tror ikke der var mange Elever, der kendte Sybilles Eksistens, hun burde have haft Hæderspladsen i en Glasmontre nede i den lille Skolestue. Nu da alt er forandret paa den gamle Skole er Sybille maaske pakket endnu dybere ned, hun burde være opbevaret på Industrimuseet.

KAPITEL 15: JULEN ER PAA TRAPPERNE

JULEN NÆRMER sig med raske Fjed, og i vor Fritid om Aftenen syede vi paa Julegaver. Vi sad omkring det store Bord i den lille Skolestue. De smaa, der ikke kunde klare sig paa egen Haand med Haandarbejder, sad ved det lille Bord henne i Hjørnet og saa Billeder i de store indbundne Familiejournaler. Kl. 81/2 gik de smaa i Seng og vi store begyndte da at synge. Og vort Arbejde gik dejligt fra Haanden.

Der var Hygge, Fred og Beskyttelse for Ungdommen i Fru Wærns dejlige Stuer.

Forberedelserne til Julen begyndte med, at vor gamle Skomager fik Besked om at komme og tage Maal af os til nye Støvler. Vi fik alle hver Jul et Par nye Støvler og Tøj til en ny Kjole af Skolen.

Oppe på Vaskeværelset sad Frk. Goll paa en Stol og overvaagede alt. Den gamle Skomager stod  med bøjer Ryg og tegnede alle vore smaa Fødder af paa et stort Stykke Papir, der kom Navn i hver Tegning, alt skulde passe, saa ingen fik for smaat Fodtøj.

Der var ordentlig røre i Flokken.

Skomageren samlede saa alle sine Tegninger, og hver gik til sit; men lidt før Jul kom han igen med hele Herligheden. Vi prøvede saa alle sammen vore ny Støvler, og Frk. Goll følte paa alle Ben for at være sikker paa, at alt var, som det skulde være. Vi var stolte over vores fine Ben.

Tøjet til vor ny Kjole havde vi faaet med Hjem, den skulde syes til Festen: ”men”, sagde Frk. Goll, ”ikke for meget unødvendigt paa, kun en Flip og et Bælte af Fløjl, husk det!”. Vi maaTte ikke være alt for pyntede og derved blive forgængelige.

KAPITEL 16: JULEFORBEREDELSER

DEN FØRSTE DECEMBER begyndte de rigtige Juleforberedelser, saa kom Frk. Goll med al Julepapiret, og vi begyndte at lave Julestads. Hjerter og Kræmmerhuse, Muffer med Vat, Kurve af Spaaner, Æselører af Guldpapir, Halvmaaner med Chocoladekattetunger i og Krysanthemer med Likørtoppe. Ja, det var vel nok Sager. Vi fik alle en Likørtop at smage.

De smaa ved det lille Bord lærte til at begynde med at lave Guld- og Sølvlænker.

Til Gæsterne blev der lavet ekstra Kurve af Karton med Silkepapir og Indholdet i dem var en lille Grad mere lukullisk end det, der kom paa Træet.

Engang i Maanedens løb fik vi Lov til at være oppe til Kl. 12 og lave Julestads, og da serverede Frk. Staal Kaffe og hjemmebagte Kager, det glædede vi os meget til.

Den 20’ December fik vi alle Ferie og vandrede hjem for atter at komme igen den 22’ og holde Julefest.

De to Konfirmander blev paa Skolen, den ene skulde hjælpe Frk. Goll med at pynte Træet, den anden skulde hjælpe Frk. Staal med Sagerne i Køkkenet. Alt skinnede, Sølvtøjet var nogle Dage i Forvejen under Sang og Klang blevet pudset ude i det store Køkken, saa man kunde spejle sig i det.

Den 22’ December mødte vi alle til Festen. Vi fløj alle op paa Soveværelserne for at iføre os vor nye Stads: ny Kjole og Støvler. Vi var rigtignok fine. Vi beundrede hinanden, vi blev vendt og drejet, og saa begav vi os ned i den lille Skolestue, hvor Frk. Goll ventede paa os for at se efter, om alt var som det skulde være.

Som der duftede i denne Skolestue. Bordet var dækket med Kopper og alle slags dejlige Julekager, som de kun kunde bages under Frk. Staals kyndige Husmoderhaand; de brune Kager med Mandlen paa Midten glemmer man aldrig.

Der var rigtignok Glæde i den Stue, 24 smaa og store forvantningsfulde Børn.

Kl. 6 1/2 kom Vognene med Bestyrelsen, Lærere og Lærerinder.

Vor gamle Stiftsprovst var ikke mere, Pastor Bondo var traadt i hans Sted.

Da alle Gæsterne var kommet, blev der serveret ”staaende” The og Kager. Da Gæsterne var færdige med Theen stillede vi alle op, de mindste foran og saa større og større to og to bagved hinanden.

Frk. Goll og den store Pige var forsvundet ind i den store Skolestue, hvor Juletræet stod og ventede paa at blive tændt.

Vor utaalmodighed var stor, de smaa kunde næsten ikke holde det ud længere; da pludselig blev Døren åbnet og se! Dér stod det mægtige Juletræ og straalede fra Toppen til Foden. Aah, hvor var det smukt, alles Øjne stod paa Stilke og vi brød ud i Begejstring.

Ganske langsomt, betaget, traadte vi over Dørtærsklen og dannede Kreds inde omkring Træet. Vi sang ”Glade Jul, dejlige Jul” og Træet afspejledes i alle de glade Barneøjne. Da sangen var til Ende talte Pastor Bondo om Julen og det lille Jesubarn. Efter Talen sang vi igen nogle Julesalmer, og saa blev der uddelt Gaver.

KAPITEL 17: HVAD DU ØNSKER, SKAL DU FAA

VI HAVDE ALLE faaet Lov til at ønske os en Gave, og vi var meget spændt paa om vort ønske var opfyldt. Jeg husker, at jeg det første Aar ønskede mig et Fuglebur, og tænk, der var virkelig et Fuglebur inde under Juletræet.  Alle Kammeraterne smilede til mig, naar jeg kom forbi Buret.

De store ønskede sig som regel Bøger, og de smaa Spisestel, Kaffestel og Komfurer. Alle Ønsker blev opfyldt.

Da vi havde faaet vores Gaver forsvandt vi rundt i Stuerne med vores Herligheder. Vi var rigtignok glade.

Pludselig høres Dansemusik inde fra Julestuen. Tjulla havde faaet fat i vor gamle elskede Lærer, landskabsmaler Adolf Larsen, og han kørte troligt rundt paa Lirekassen, for at vi alle kunde faa os en Svingom. Aar efter Aar var det Hr. Larsens Bestilling, og han fandt sig trolig i det uundgaaelige.

Endelig blev der dækket lange Borde med Masser af Mad; men du gode Kineser, hvor var vi ogsaa sultne. Det ene Fad Mad forsvandt efter det andet, men en Sildesalat som den Sofie Kokkepige kunde lave, fik man heller ikke hver Dag.

Inde i Spisestuen sad alle Gæsterne, vi Børn spiste i den lille Skolestue.

Klokken blev omsider mange, men vi mærkede det næppe. Kl. 12 kørte Gæsterne bort, og vi blev sendt i Seng, men da var vi ogsaa trætte, at vi sov øjeblikkelig.

Næste Dag gik vi alle hjem. Jeg ville ikke have Papir om mit Fuglebur, det var fyldt med Julestads og Godter. Alle skulde se min herlige Julegave.

Fortsættelse følger …

DET BREDER SIG her i Paris – dette med at lave betydningen om på vejskilte. Tag nu ovenstående skilt, som står i 6. arrondissement ud for restauranten Le Petit Zinc. Før betød det AL INDKØRSEL FORBUDT – nu er det vel mere PAS PÅ, HER ARBEJDES. Men kan man så stadig få en bøde, hvis man kører ned ad den ensrettede gade? Foto©JørgenKoefoed.

Kaffeslottet i Gudhjem fra 1912 kan lige nu købes til en spotpris af 2,5 milloner kroner. I 2008 blev det handlet for 3,7 millioner, og har ligget tomt lige siden. Engang talte visse borgere i Gudhjem om at købe slottet, forære det til Prins Henrik … så han efterfølgende kunne udråbe sig selv til Konge af Gudhjem. Foto©JørgenKoefoed.

UNDER MIT OPHOLD her i Paris, har jeg fået hemmelige informationer om, at KAFFESLOTTET i Gudhjem i øjeblikket er ved at blive købt. Det er Carl Johan Christensen og Mikkel Thorup fra Sabines Cafeteria i Teglgaardsstræde 4 – altså Pisserende-kvarteret – der er de interesserede købere.

I øjeblikket forhandler de seriøst om købsbetingelserne med konkursboet, som blandt meget andet også ejer det berømte slot – i tidernes morgen bygget af den velhavende, københavnske kaffegrosserer Sahl. Deraf navnet.

Jeg ringede i eftermidags til Sabines Cafeteria og bad om at tale med chefen – Carl Johan. Han var optaget, men ringede tilbage 10 minutter efter.

EGO: Er det rigtigt, at du og din makker er i gang med at købe Kaffeslottet?

CARL JOHAN CHRISTENSEN: Jaaaa … det er vi da.

EGO: Kaffegrossereren brugte jo oprindeligt slottet som privatbolig. Vil I også det?

CARL JOHAN CHRISTENSEN: Jaaaa … måske. Det har jo sommerhus-status. Men måske som en kombination af noget privat og noget andet.

EGO: Det har jo også engang været brugt som vandrerhjem? Vil du lave sommerudlejning?

CARL JOHAN CHRISTENSEN: Neeeej … det ved jeg ikke rigtig.

EGO: Sidst der skete noget på Kaffeslottet var der kunstgalleri. Er det noget I evt kunne kaste dig ud i?

CARL JOHAN CHRISTENSEN: Neej. Der er vist gallerier nok på Bornholm. Så det tror jeg ikke.

EGO: Jeg ved, at du og din makker er nogle meget flittige herrer. Før I købte Sabines Cafeteria i 2005 af Tim Christiansen drev i en frokostrestaurant. Har I stadig den?

CARL JOHAN CHRISTENSEN: Ja, det har vi da. Den hedder TURESEN og ligger såmænd i Turesensgade, der ligger i Nansensgade-kvarteret mellem Ørstedsparken og Peblingesøen.

EGO: Det er jo blevet moderne blandt super-kokke i København at drive sommerrestaurant på Bornholm. Er det den vogn I vil springe på?

CARL JOHAN CHRISTENSEN: Nej, slet ikke. Hvis vi erhverver Kaffeslottet, vil der ske ændringer. Jeg er jo ikke 17 længere, og man kan ikke være flere steder på én gang. Så noget kommer til at ske. Men at lave gourmet-restaurant på Bornholm synes jeg er ikke det rigtige. Bornholm er bondeland, og maden skal være derefter. Så at servere farseret vibetunge er hel forkert. Da vi for ikke så længe siden var på Bornholm, kunne vi jo se, at den eneste by, der var mange mennesker i var Gudhjem, men også at den eneste restaurant, hvor der var fyldt op, var på RØGERIET. Der kunne man få en fiskebuffet for 119 kroner. Så skal man drive restaurant, skal man holde fast i det oprindelige. Og du kan kun overleve, hvis du har de lokale med dig. Du skal også have fat i konfirmationerne, bryllupperne og de runde fødselsdage. Ellers overlever du ikke.

EGO: Jamen, Carl Johan, du er jo en slider og sådan én kan ikke bare lige stoppe op og nøjes med at nyde udsigten over Østersøen.

CARL JOHAN CHRISTENSEN: Det kan der nok være noget om. Os der blev født lige efter Anden Verdenskrig har jo været vant til at knokle fra vi var børn. Så noget kommer der hel sikkert til at ske på Kaffeslottet.

OM SABINES CAFETERIA

Sitet ‘Alt Om København’ – aok.dk – beskriver Sabine således: ‘I dagtimerne er her alle ugens dage en behagelig, smådoven søndagsstemning med kaffe, sandwich og avislæsning. Specialiteten er Fundador med kaffe. Om aftenen indfinder en mere livlig atmosfære af flirt og fadøl sig, specielt i weekenden … bliver man sulten er der varme og kolde café-retter til en billig penge’.

Det er et ryger-værtshus med et stort stampublikum. I sær arkitekter fra Københavns Kommune, journalister, fotografer og tegnere fra bla Politiken (fx Niels Steensgaard, Birger Thøgersen, Henrik Palle, Søren Rud og Jørgen Saabye) kommer her. Reklamemanden, klummeskriveren, falskmønteren mm Jacob Ludvigsen læste for nylig op af sin netop udkomne biografi HOBBIT I HABIT ligeledes på Sabines. Jeg har også engang set journalist Torsten Raagaard fra Bornholms Radio, freelancejournalisten Kjeld Gädda Larsen, et par socialdemokratiske folketingspolitikere heriblandt også nyopstillede til Borgerrepræsentationen i København og sommer-gudhjemmer Erik Willumsgaard samt mange flere kvæle nogle gevaldige  fadbamser i det aflange lokale med de store vinduer ud til gaden.

© Copyright 2013 arkivparis@aegir.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

På det sidste begyndte Bankekødmanden, at pakke ‘Anstødsstenen’ ind i det regnslag, som han normalt brugte til sin store motorcykel. Foto©JørgenKoefoed.

“Endelig lykkedes det dem, at smide mig ud af byen.”

Disse bitre ord kom fra Bankekødmanden kort før en stor flyttebil i tirsdags ankom til hans adresse i Gudhjem. Nogle timer efter var huset i Åbogade tømt for indbo og flyttebilen kørte ud af byen.

Hvorfor gik det så galt?

For nogle år siden blev Bankekødmanden uvenner med nogle af beboerne i byen. Det var bla noget med et maleri. Siden accelerede det – især da kommunen besluttede at indføre P-kontrol i Gudhjem. Så kunne Bankekødmanden ikke længere parkere sin højt elskede Volvo Amazon i Åbogade ud for sit hus. Og herefter gik mere og mere skævt.

Bankekødmanden begyndte så at parkere Volvoen inde i fællesgården i Åbogade. Det bad naboen ham om ikke at gøre. B-manden ejede trods alt kun 12,5% af gården – og ingen andre brugte den pittoreske gård til parkering.

Dette ønske blev tilsidesat og Volvoen fik sin faste plads i gården — lige indtil et par af gårdens ejere placerede en stor sten i indkørslen – af bloggen kaldet ANSTØDSSTENEN. For dette initiativ måtte naboen måtte smage bankekød fra den forhenværende slagter og postbud. Det kostede misdæderen en bøde i Rønne Ret for vold mod sagesløse.

Tingene blev desværre ved med at udvikle sig på tragisk vis.

Nu er det tilsyneladende slut.

ET OPGIVENDE HJERTESUK:
Huset i Åbogade har længe været til salg til en pæn høj pris. Nok noget for høj – finanskrisen in mente. Men da kommunen nu har smidt det økonomiske ansvar fra sig, kan helårshuset i Åbogade meget nemt sælges som flexhus (læs: sommerhus) til den forlangte pris. Så slipper kommunen for at hitte rede i lidt færre skatteindtægter og – og i et par bloktilskud fra staten.

Gud bevare Bornholm – for vores politikere vil åbenbart ikke. Amen!

SIDSTE: I første omgang er huset i Åbogade blevet lejet ud – og til manges glæde flytter Gudhjems højtelskede operasanger – Ursula Bambuch med sine to børn – ind. Det sker lige om lidt, men hendes flygel har alerede fundet sin plads i Åbo-huset.

BANKEKØD i GUDHJEM – AFSNIT 10: NU MED BARNEBARN, MEN UDEN KORTE BUKSER
17. oktober 2013

BANKEKØD i GUDHJEM – AFSNIT 9: NU MOD ENSRETNING
18. juli 2013

BANKEKØD i GUDHJEM – AFSNIT 8: NU MED HUNDEGRAVSTEN OG SPORTSVOGNSBILNØGLE
19. juni 2013

BANKEKØD i GUDHJEM – AFSNIT 7: NU UDEN BROSTEN
31. marts 2013

BANKEKØD i GUDHJEM – AFSNIT 6: JA, DER BLEV UDDELT BANKEKØD
19. februar 2013

BANKEKØD i GUDHJEM – AFSNIT 5: NU MED NEGLEROD
13. februar 2013

BANKEKØD i GUDHJEM – AFSNIT 4: NU I BYRETTEN
7. februar 2013

BANKEKØD i GUDHJEM – AFSNIT 3: NU MED RULLEPØLSE
26. januar 2013

BANKEKØD i GUDHJEM – AFSNIT 2
28. december 2012

BANKEKØD i GUDHJEM – AFSNIT 1
14. november 2012

DET SKINBARLIGE ØJE hedder den 58 minutter lange film som Peter Klitgaard / Opus Film har produceret i år om Michael Kvium. Oven i får man 19 minutter med kunstneren Christian Lemmerz, som fortæller om sit samabejde med Kvium.

DET KAN VÆRE SVÆRT at klare sig som kunstner. Det er der mange, der har måttet sande. De fleste overlever kun, hvis de har en partner, og partneren sørger for dét med husholdningspengene.

Andre – om end et fåtal – har det modsat. De vælter sig i penge, fordi deres billeder næsten bliver solgt, før de er malet. I den kategori hører Michael Kvium. Barnefødt i det jyske – Horsens mere præcist – og opvokset dér, indtil han kom ind på Kunstakademiet.

Her fortalte en af akademi-professorerne ham, at han IKKE skulle male for foket – de forstod  sig ikke på kunst – men for eliten. Dem med uddannelse. Dem med den gode – og rigtige – smag. Det gav den unge Kvium brækfornemmelser. Han ville male for alle. Både for unge og for gamle, for de belæste og for de ubelæste. Og sådan blev det.

I dag er der vel ikke mange, der kan sige, at de ikke genkender en Kvium, når de ser en. Altid groteske menneskeskikkelser med forvredne ansigter. Gerne med et misfoster eller en citron på hovedet. Måske ikke lige det, et såkaldt almindeligt menneske, har lyst til at knalde over spisebordet.

Hvis du mener, at du kender Erik Grunnet, er det nok fordi han har haft en karriere inden for fjernsynet. Således var han i flere år tilknyttet TV2s boligmagasin GODT BEGYNDT, hvor han som tømrer rykkede ud sammen med Flemming Leth og andre håndværkere og ændrede folks boliger til ukendelighed – til det bedre(?). I dag koncentrerer hr. Grunnet sig dels om sit firma G-invest, som især gør det i ejendomsinvesteringer – og dels om græssporten golf. Foto©JørgenKoefoed.

Men Michael Kvium har ikke alene sine fans, der flår hans malerier til sig, næsten inden de bliver udstillet. Han har også en fan-klub. En lille exclusiv, lukket kreds. Den har kun 12 medlemmer.

Én af dem mødte jeg i sidste måned på den lille, græske ø Symi.

Erik Grunnet sad sammen med sin hustru Lene og spiste ‘Lamb Oven’ på Taverna Mirakles i bunden af havnen. Her fortalte han om fanklubben THINK BIGGER.

EGO: Hvad bedriver sådan en fanklub – ud over at tilbede deres helt?

ERIK GRUNNET: Vi har fx en lavet en kontrakt med den gode maler. Den går ud på, at han skal male 24 billeder, der alle er 2 meter høje og 1 meter brede. Motivet skal være 1 person. Dem maler han to af om året. De bliver så løbende hængt op på Horsens Teater i den såkaldte Kvium-sal. De to nye, årlige billeder fejrer vi med en middag på teatret med kunstneren – på hans fødselsdag. Dog har vi fredet ham i år, fordi han fylder 60 og lige nu arbejder i Spanien med en stor fødselsdagsudstilling.

EGO: Hvor langt er han kommet?

ERIK GRUNNET: 19 er det blevet til, så afslutningen nærmer sig. Det sker formentlig i 2015.

EGO: Og når alle 24 er oppe at hænge, hvad sker der så.

ERIK GRUNNET: Så skal de udstilles på et museum her i landet. Der skal laves en bog om projektet og et stentryk i et oplag på 200 ex af et af malerierne. Og museerne sår i kø for at få den publikumsstærke udstilling. Foreløbig er tre udpeget til den endelig udvælgelse.

EGO: Hvem bestemmer, hvor det skal ske?

ERIK GRUNNET: Det gør Kvium og hans galleri i Horsens Franz Pedersen.

EGO: Skal de så sælges?

ERIK GRUNNET: Nej, for de er solgt. Det er fanklubben, der løbende opkøber malerierne. Så efter udstillingen trækker vi lod om fordelingen.

EGO: Og hvad så hvis du pludselig sidder med to, som du ikke bryder dig så meget om?

ERIK GRUNNET: Så tager Kvium dem retur og maler to nye.

EGO: Kvium er jo blevet en af de dyre drenge, på linie med Kurt Trampedach og Per Kirkeby. Hvad  er sådan et 200 x 100 maleri værd i handel og vandel?

ERIK GRUNNET: Typisk 300.000.

EGO: Så er fanklubben ikke for økonomiske tøsedrenge!

ERIK GRUNNET: Gruppen fik en fornuftig pris, da vi foreslog ham projektet, såååå…

EGO: Det lyder ikke alene som en rigtig god idé for kunstneren, men også fornugtig ren investeringsmæssigt.

ERIK GRUNNET: Sikkert nok, men vi har jo også satset for flere år tilbage, hvor kunstneren var knap så meget i vælten.

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste:

Bent Falbert, forhenværende chefredaktør på Ekstra Bladet i sin klumme i samme avis: I øvrigt er det ikke nogen betingelse at HAVE ret. Bare man FÅR ret.

Gammelt politisk mundheld:  Man må aldrig lade en god krise gå til spilde – for kriser skaber mulighed for nødvendig politisk handling.

En ældre herre fra Silkeborg – nu bosiddende i Gudhjem: Hvis du har ondt i halsen, så gurgl den i Gammel Dansk. Det er ikke sikkert, det hjælper – men det er sjovere!

Katten MIKI lå i sine velmagtsdage altid på bardisken og holdt øje med, hvem der kom, og hvem der gik … og hvor meget der blev drukket. De senere år foretrak den at tage sig en slummer på sofaerne bagerst i lokalet. Her er MIKI fotograferet 10. februar sidste år klokken 8 minutter i midnat – måske det sidste billede af den magtfulde kat, mens den endnu rørte på sig. Foto©JørgenKoefoed.

DEN MEST KENDTE KAT  i Paris – MIKI – der var konge på den hæderkronede Montparnasse-restaurant LE SELECT er død.

Jeg spurgte efter dyret, da jeg i sidste uge tyggede mig igennem to delikate skiver Foie Gras de Canard med et lille glas Bazillac dertil. Den aldrende tjener med runde briller slog beklagende ud med armene: Miki er død! Den døde 28. august i  år. Desværre!

Jeg sukkede dybt og spurgte, hvor gammel den blev.

TJENEREN: 21 år. Den forlod restauranten, gik ind på kontoret, hvor den så lagde sig ned og – døde:

EGO: Triste … mais … får Miki en afløser?

Det ville tjeneren ikke svare på, men hentede i stedet den habit- og slipseklædte le Patron, der forklarede, at ANGELIQUE skulle tage over, men at den endnu ikke var gammel nok til at indtage restaurationslokalet.

På LE SELECT var MIKI så meget konge, at en kendt fotograf forevigede kræet, kom det i glas og ramme og hængte billedet op på hæderspladsen på søjlen ved barens nordlige ende ud mod publikum. Efter sin død mistede MIKI sin position og blev flyttet om på siden af søjlen, så det nu mest er bartenderen, der har øjenkontakt med den så tidligere gigant. Foto©JørgenKoefoed.

LE SELECT hører sammen med de heftige Montparnasse-restauranter – La Closerie des Lilas, Café du Dôme, La Rotonde ect – der i 18- og 1900-tallet tiltrak tusinder af kunstnere og andre festglade mennesker til dette ‘vidunderlige og afsides’ sted, som det blev kaldt i gammel tid, inden foretagsomme mænd fandt på at åbne dansehaller og traktørsteder. For en halv snes år siden holdt stedet åbent i døgndrift, men nu er pariserne begyndt at gå tidligt i seng, så serveringen slutter en time efter midnat. Jamen, så må vi andre jo også søge sengen, mens natten endnu er ung. Foto©JørgenKoefoed.

Intet er for stort, når modekongen RALPH LAUREN reklamerer for sine tre store forretninger i Paris. Foto©JørgenKoefoed.

KUNST, KUNST, KUNST … den er overalt her i Verdens mest romantiske by. Når fx nu det mindre plalads ved Quai Malaquis i 7. arrondissement, der huser ministeriet P.M.E., skal facaderenoveres, så sættes der ikke bare et stillads og et plankeværk op.

Non!

Så finder creative reklamefolk på, at opstille fire meget elegante damer i tøj fra modegiganten RALPH LAUREN på en trappe foran et andet smukt palæ. Hyrer en fremtrædende modefotograf … og vupti  … hele paladset træder pludselig tildækket utildækket frem – og på mirakuløs vis blandes den noget fortidige, hvide dame – formet af kunstneren Jean-François Soitoux i 1850 – sig meget nutidigt ind i det gigantiske modefoto, selv om hun ikke er med på selve billedet, men kun på mit foto. Det er kongenialt!

LÅGE NUMMER 15 åbnes i aften kl. 19:00 på adressen:

Holkavej 14 hos Jensen og Pedersen.

Bliv ikke overrasket, hvis lågen afslører torsk iført nissehuer. Hr. Pedersen er nemlig den eneste erhvervsfisker, der er tilbage i Gudhjem.

Sådan ser forsiden ud på A. Vogels 50 år gamle bog om leveren. Foto©JørgenKoefoed.

Sådan præsenterer naturlægen A. Vogel sig i sin bog om leveren. Foto©JørgenKoefoed.

UNDER ET OPHOLD i det statslige bedsteborgerhus Spitti Roussa på den græske ø Symi, faldt jeg over en bog med den interessante titel LEVEREN SOM SUNDHEDSREGULATOR.

Den er skrevet af A. Vogel og udgivet på tysk i 1960. Siden hen er den blevet oversat til engelsk, fransk, italiensk, hollandsk, finsk, svensk – og til dansk i 1983. Den danske udgave er udgivet på Verlag A. Vogel, Teufen AR, Schwiez, mens det danske forlag Praxis, står for distributionen af denne oplysende bog om menneskets vigtigste organ, når det drejer sig om at bevare det gode helbred.

Men hvem er denne A. Vogel?

Ifølge bogens bagsidetext er dr. h.c. A. Vogel en af de mest kendte schweiziske naturlæger. Han har skrevet om leveren med 50 års erfaring bag sig, og som han anfører:

‘Den stigende forurening af miljøet og vore fødevarer stiller stadig og store krav til leverens afgiftende egenskaber. Med sin produktion af mere end 1000 forskellige enzymer og udførelse af mere end 500 funktioner er leveren kroppens vigtigste afgiftende organ. Når kropssproget fortæller om ubehagelige symptomer, kan årsagen oftest føres tilbage til leveren’.

Fx  skriver A. Vogel, at både han og en række kræftlæger verden over har konstateret, at der ikke findes kræft med mindre lever- og bugspytkirtelfunktionen er forstyrret. Derfor mener han, at begge disse organer burde tillægges speciel opmærksomhed. Ikke mindst når sygdommen rammer.

I sin biografi HOBBIT I HABIT anfører Jacob Ludvigsen, at hans mor, der døde som 42-årig, døde af ‘ærgelseskræft’ – en diagnose som de færreste læger accepterer som dødsårsag. Men det mener hr. Vogel til gengæld. Bekymringer og psyiske problemer – altså også ærgelser – har indvirkning på leverfunktionen … som igen kan føre til kræftsygdomme.

Elsk din lever

Den tyske naturlæge Andreas Moritz opfordrer dig til at elske din lever. Foto©JørgenKoefoed.

15 år efter Vogels lever-bog har den tyske  læge – Andreas Moritz – siddet og nedskrevet sine sammenfaldende teorier om et godt helbred. Han udgiver i 1998 bogen ELSK DIN LEVER OG LEV LÆNGERE  med undertitlen: ‘Hvordan du renser lever og galdeblære og undgår sygdomme’. Det er et opgør med den ortodokse og konventionelle medicin, som Moritz mener i alt for høj grad forekommer at være styret af medicinalindustriens økonomiske interesser.

Bogen om leveren, der kan købes over nettet eller i diverse helsebutikker, giver læseren en grundig indsigt i, hvad der forårsager galdesten i lever og galdeblære, og hvordan og hvorfor disse sten udgør en af de største og alvorligste helbredsrisici overhovedet. Bogen giver samtidig en nøje brugsanvisning til, hvordan man selv kan fjerne disse livsfarlige galdesten, som findes i hundredevis i alle størrelser i leveren hos voksne. Fotos af disse sygdomsvoldere er gengivet flere steder i bogen. Det er ganske overvældende billeder og man spekulerer på, hvordan der kan være plads til så mange og så store sten.

Musikeren Thor Backhausen er ikke en krukke, det er noget han producerer, når han ikke leger med sin harmonika eller sit keybord. Desuden er han nok den bornholmer, der har foretaget flest skylninger af sin lever – som han begyndte at elske for små to år siden. Foto©JørgenKoefoed.

Den kendte musiker fra Melsted – Thor Backhausen – er en af dem, der har lyttet til Andreas Moritz råd og foretaget en lang række leverskylninger inden for det sidste år.

THOR BACKHAUSEN: Jeg har indtil dato foretaget ikke mindre end 13 leverskylninger.

EGO: Hvordan føltes det?

THOR BACKHAUSEN: Det føles rart. Det startede med, at jeg foretog en nyreskylning. Det foregik på den måde, at jeg i 6 dage spiste oxipowder, grøntsager, vand og nyre-the – og kun det. Så gav jeg mig selv et lavement med en blandet dosis af kaffe og the. Lige da det var overstået, sagde jeg højt til mig selv: ‘Hold kæft, jeg svæver!’

EGO: Hvad skete der egentlig?

THOR BACKHAUSEN: Denne skylning renser tarmene for toxiner, slagger og størknet slim ophobet efter et langt (udsvævende) liv. Det var virkelig en kolossal lettelse. Efter dette har jeg foretaget en leverskylning hver måned i et år.

EGO: Hvad er der kommet ud af det?

THOR BACKHAUSEN: Tømning af leveren for to håndtopfulde galdesten hver på en ærts størrelse.

EGO: Har du tal på dem?

THOR BACKHAUSEN: Ja. Dem jeg gad tælle beløb sig til 1.000 styk. Der kom også en sten ud fra galdeblæren – den var på størrelse med en golfkugle.

EGO: Hvad består de sten af?

THOR BACKHAUSEN: Fra galdeblæren er det forstenede mineraler. Dem fra leveren består af størknet kolesterol. Det var også derfor, at efter et halvt år blev mit kolesterol-tal normalt. Så det er altså muligt at vende et højt indhold af kolesterol i blodet til et normalt UDEN brug af piller fra medicinalindustrien.

EGO: Det tror jeg ikke, at den globale pille-industri kan li’ at høre. Husk på, at efterhånden er den halve befolkning i den vestlige verden blevet lokket på disse anti-kolesterol-piller.

THOR BACKHAUSEN: Sikket ikke!

EGO: Er du så helt stoppet med at skylle din lever?

THOR BACKHAUSEN: Nej. Efter et halvt års pause har jeg taget den 13. Her kom der kunne en lille, bitte smule sten ud.

Kræft er en overlevelsesmekanisme

Naturlægen Andreas Moritz producerer også såkaldt ‘Ener-chi Art, som det kan ses på hans sundhedssite ener-chi.com. Maleri©Andreas Moritz.

I 2010 udgav Andreas Moritz en bog om kræft med den provokerende titel: KRÆFT ER IKKE NOGEN SYGDOM – DET ER EN OVERLEVELSESMEKANISME. Det er også lidt af en øjenåbner og bør – måske – læses af alle med en kræftsygdom … og af alle dem, der ikke har kræft, men måske mener eller frygter, at kunne få det på et eller andet tidspunkt

Den 21. oktober sidste år skete, der noget meget mærkeligt. Her blev det meddelt, at denne verdens førende inden for alternativ medicinsk forskning, Andreas Moritz, ikke var længere. Han var død. Havde passeret, som der står på flere hjemmesider. Men hans familie har aldrig senere ville forklare, hvad han døde af. Det virker mystisk. Umiddelbart ville man tro, at han var død af nogle af de behandlinger, han anbefalede sit millionstore publikum. Hans 13 bøger bliver stadig solgt verden over. Måske vil hans arvinger ikke ødelægge denne gode forretning ved at fortælle sandheden. Hvem ved?

Sitet vortex.me undrer sig også over guruens bortgang og spørger: Døde han af sine mange leverskylninger eller af det Epsom-salt, som man skulle indtage i forbindelse med seancen?

Votex giver dog en forklaring: Andreas Moritz døde formentlig på grund af, at han som barn led af en række sygdomme, som var så alvorlige, at hans læge mente, at han ville dø inden han blev voksen. Dette gjorde, at Moritz begyndte at interesserer sig for alternativ behandling og ditto medicin. Derfor overlevede han så længe på trods.

Men under alle omstændigheder er det mystisk, at det aldrig er blevet oplyst, hvad denne alternative forsker og læge døde af.

THOR BACKHAUSEN: Ja, dødsfaldet er omgærdet med en vis tavshed. Jeg har også hørt om teorien om hans børnesygdomme, men jeg hælder også til den konspirationsteori, at han simpelthen er gået under jorden. At han lige nu sidder i en jordhule i Alaska og forbereder udgivelsen af de fire nye bøger, han har skrevet.

EGO: Du tror simpelthen, at nogen har truet ham?

THOR BACKHAUSEN: Ja! Læg dertil at ingen ved tilsyneladende, hvor han ligger begravet – hvis han altså er død.

Denne blog viderebringer gerne hemmeligheden bag Andreas Moritz forsvinden, hvis nogen sidder inde med sandheden. Ligesom det også kunne være interessant, hvis kræftsyge kunne fortælle om deres lever og galdeblære fungerer optimalt. Hvis man nu kunne nedkæmpe sin kræftsygdom ved at rense sin lever, ville det jo ikke være uinteressant.

PS: I 1999 åbnede Andreas Moritz, som flyttede til USA i 1988, sundhedssitet Ener-Chi Wellness Center, hvor slagordene er ‘Your Health Is In Your Hands’ og at ‘det ikke er spor svært, at leve et sundt liv med en langsom aldringsproces’. Sitet eksisterer stadig, selv om ‘Den Alternative Sundhedsprofet’ – måske – døde sidste år ­– kun 58 år gammel!!!

Det Wærnske Institut startede i 1814 på adressen Allégade 6 på Frederiksberg i baggården. Efter cirka 70 år flyttede skolen til Kastanievej 2 på Frederiksberg (billedet). Instituttet var en mindre kostskole for piger af borgerstanden, der her blev uddannet til duelige husmødre. Det var også et opdragelses- og undervisningsinstitut for fattige og faderløse borgerdøtre. I 1914 overtog Mariaforbundet stedet, hvor de i dag driver Kastanievej Efterskole. Foto©JørgenKoefoed.

Resumé: LILLE ADDA ROUENVILLE boede med sin familie i Svaneke på Bornholm, hvor hendes far var toldoppebørselskontrollør. Da han døde i 1892 flyttede 7-årige Adda med sin bror og mor til København, hvor moderen to år senere skaffede Adda en friplads på Det Wærnske Institut. Her gik hun fra 1894 – 1902. Da hun i 1938 var 50 år gammel nedskrev hun sine erindringer fra skolen. Disse har jeg fundet under en stabel papirer hos en 92-årige dame på Frederiksberg. Det er første gang de ser dagens lys. Beretningen består af en epilog og 23 kapitler. På baggrund af den herskende hidsige debat om den nye skolereform, kunne det måske være på sin plads med et tilbageblik på skolen for over 100 år siden.

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

KAPITEL 19 – de tidligere bragte kapitler gengives nederst i texten.

VI FANDT SELVFØLGELIG ogsaa paa mange gale Streger. Den Mad, der blev tilovers efter Aftenbordet, blev sat ud i Køkkenet, for at de Elever, der i Aftenens Løb blev sultne, kunde gaa ud og tage sig et Stykke Mad.

Tomme, Ingrid og jeg gik dengang i seng Kl. 8 1/2, vi laa paa samme Sovesal. Pludselig udbryder en: ”Aah, jeg er saa sulten”. ”Saa gaa ned i Køkkenet og hent dig et Stykke Mad!” sagde en anden. ”Det tør jeg ikke, gaar du med?” ”Ja” udbrød begge vi andre.

Vi listede os saa paa bare Ben ned i Køkkenet, tog saa megen Mad vi kunde have i Hænderne og begav os paa Vej op igen.

Da vi kom til Frk. Staals Dør siger en: ”Tør I banke paa Frk. Staals Dør” ”Ja”, hviskede vi andre og stillede os op ved Siden af hinanden. ”En, to, tre” talte vi og ”Bang”, der faldt tre knyttede Næver mod Døren.

Vi stormede saa op ad Trappen saa vi nær havde tabt Maden, det gjaldt om at komme op i en Fart og i Seng.

Vi laa lidt og lyttede, alt var ganske stille. ”Aah det var en Skam” sagde vi til hinanden, ”der var nok slet ikke nogen derinde”. Vi lyttede igen, og saa gik Døren pludselig op og vi hørte Frk. Staal gik ind paa  de andre Sovesale og med sin blideste Stemme sagde hun: ”Var der nogen af Jer, der var oppe paa Gulvet?”. Alle tav. Saa fór Fr. Staal hen til Tomme, tog Dynen af hende og begyndte at slaa løs paa hende af alle Kræfter. Tomme var hurtig i Vendingen og hoppede som en lille Reje fra Hovedgærdet til Benenden og fra Benenden til Hovedgærdet, det var ikke mange Slag der ramte hende.

Saa kom Turen til mig, jeg var ikke saa klog, jeg fik min Omgang, derefter kom Turen til Ingrid; men paa det Tidspunkt var Frk. Staal saa træt, at hun ikke kunde mere. Ingrid fik ingen Prygl, kun Skænd: ”Tænke sig, at man skal slaa saa store Pigebørn”, sagde Frk.   Staal og var nærved at tabe Vejret.

Jeg maatte indrømme, vi var frygtelig uartige, for da Frk. Staal var gaaet, maate vi alle putte Hovedet under Dynen, at ingen skulde høre den Lattersalve, der fulgte bagefter.

Vi var jo da, Gud ske Lov, Børn. –

Fortsættelse følger …

. . . . . . . .

Her gengives de tidligere bragte kapitler:

EPILOG: LÆR AT TAGE KAMPEN OP MOD LIVET

DA DET NU er gaaet Fru Wærns Pigeskole i Danmark ligesom det er gaaet hendes Drengeskole i Norge, saaledes at der af hendes engang store formue nu kun kan blive nogle faa Legater – for Drengenes Vedkommende i Norge et par Fripladser paa en Søkadetskole og for Pigernes Vedkommende i Danmark 6-8 Fripladser i Mariasøstrenes Husholdningsskole – synes jeg, at vi skylder Fru Wærn, som Tak for alt hvd hun har gjort for en Mængde danske Børn, at nedskrive vore Erindringer fra vor Barndom paa det Institut, hun selv har stiftet og ønsket skulde bevares igennem Aarhundreder.

Det var Konferensraadinde Wærns Mening at give forældre- eller faderløse Børn et Hjem og en Opdragelse, som kunde gøre de unge Piger skikkede til at tage Kampen op i Livet, naar de 17 Aar gamle forlod Det Wærnske Institut, et Hjem, hvor de smaa fra 6-7 Aars Alderen kunde føle sig hjemme og trygge, et Sted, som var et virkeligt Hjem, som de hele deres Liv kunde se tilbage paa og mindes i Taknemmelighed og Kærlighed.

Jeg føler selv denne Kærlighed og synes, at Det Wærnske Institut var et helligt Sted, som gemte alle vore Barndomsminder, og som genlød af glade Barnestemmer, ja et Hjem som kunde fortælle de dejligste Eventyr. I Tankerene færdes jeg ofte derude, er Barn igen og oplever det alt sammen paany, og jeg sender Fru Wærn min inderligste Tak for de Aar, jeg fik lov at være paa det Wærnske Institut.

KAPITEL 1: FLYTNING FRA SVANEKE TIL KØBENHAVN

DA JEG VAR NI AAR GAMMEL, søgte min Fru Moder en Friplads til mig på det Wærnske Institut.

Min fader som var Toldoppebørselskontrollør i Svaneke paa Bornholm, døde da jeg var syv Aar, og da Pensionen ikke var ret stor, blev min Broder søgt ind paa Herlufsholm og jeg paa det Wærnske Institut.

Den 18’ Maj 1894 om Eftermiddagen spadserede min Mor og jeg fra St. Kongensgade, hvor vi dengang boede, ud paa Kastanievej Nr. 2, hvor Skolen laa, og hvor jeg havde været saa heldig at faa Friplads.

Jeg var en lille pige paa 9 Aar og var jo lidt beklemt ved hele den ny Ordning. Jeg skulde blive ude paa Skolen hele Ugen igennem og først atter komme hjem Søndag Morgen. Naa, jeg marcherede tavs rask af sted, men Graaden sad mig hele Tiden i Halsen.

Da jeg kom til Kastanievej klarede Humøret pludselig op, thi lige foran mig ude midt paa Vejen gik en Mand med en Trækvogn, hvorpaa jeg genkendte min fine nye Kommode, jeg havde faaet, og det allerbedste: min store 3 Værelses Dukkestue, den sidste Julegave fra min Far. Jeg skyndte  mig da at komme af sted, og lidt efter gik vi ind ad den store graa Skoleport.

KAPITEL 2: MIN NYE KOMMODE

DA VI VAR kommen indenfor Porten glemte jeg straks alle mine Sorger, thi der stod 23 glade Pigebørn smilende over hele Ansigtet og tog imod mig, de bortførte mig straks, og snart var vi inde i de herligste Lege.

Min Moder var gaaet op til Forstanderinderne, Fru Friis, som stod for Husvæsenet, og Frk. Staal, som stod for Undervisningen.

Pludselig blev jeg kaldt op for at hilse paa Damerne og for at sige Farvel til min Mor, og med eet stod Livets Alvor for mig igen, men det varede heldigvis ikke længere, end til jeg saa alle mine smilende Kammerater igen.

Min fine nye Kommode var blevet sat op paa et Værelse ved Siden af Sovesalen og jeg skulde op og vise Lærerinderne, hvad jeg havde bragt med. I denne Kommode laa der en Herlighed, syntes jeg, for jeg havde faaet et helt nyt Udstyr, som jeg efter Reglementet skulde bringe med. Alt havde min Mor saa nydeligt ordnet med lyserøde Baand og Sløjfer, og jeg var meget stolt og glad for det.

Da det var blevet i Orden blev jeg præsenteret for min ”Plejemor” Elisabeth Qvist; det var en af de store Piger, der skulle hjælpe mig med mine Lektier og ordne mit Tøj, medens jeg var lille. Hvert Aar naar de to ældste Elever forlod Skolen, fik vi en ny ”Plejemor”, eller som det senere, da Frk. Goll blev Forstanderinde paa Skolen, kom til at hedde, en ”Hjælper”, hvilket jo også var rigtigere, da det var en ældre Kammerat, der skulde hjælpe en yngre.

Som Tiden gik, vænnede jeg mig til de nye Forhold og kom til at holde af Skolen og Kammeraterne. Min bedste Veninde blev Ingrid Hansen og vort Venskab holder endnu saa mange Aar efter.

KAPITEL 3: ORDNUNG MUSS SEIN

DA DER VAR GAAET et par Aar forlod Fru Friis, som da var fyldt 70 Aar, Skolen. Frk. Staal kom i hendes Sted til at sørge for Husholdningen og vi fik en ny unge Forstanderinde, Frk. Johanne Goll.

Frk. Goll, der kun var 28 Aar gammel, var en rigtig Legekammerat, syntes vi, hun færdedes med os i Haven og legede sommetider Tagfat med os, og vi gik i Ræker med hinanden under Armen og morede os dejligt: men jeg tror Frk. Goll har ment, vi ikke kunde taale, at hun var saa meget Kammerat med os, for pludselig holdt det hele op, og Frk. Goll kom ikke saa ofte i Haven mere. Senere har jeg tænkt, at  vi maaske var blevet lidt for raske, maaske lidt næsvise. Og naar man skal være Opdragerinde, maa der være en grænse, som Børn ikke maa overskride, hvis man skal have Magten over dem.

Mens Frk. Staal var den blide Lærerinde, som vi gik til med alle vores Smaasorger, var Frk. Goll den opdragende Lærerinde; mange nye Ting blev indførte og mange Sætninger blev os daglig indprentede, saa vi ikke glemmer dem hele vort Liv.

”Når du skal gøre en Ting saa gør det straks”, sagde Frk. Goll.

Det er en sætning jeg har haft Gavn af hele Livet.

”Opsæt ikke til i Morgen, hvad du kan gøre i Dag.”

”Gør aldrig andre Ulejlighed med Ting du selv kan klare.”

”Gør ikke mod en Kammerat hvad du ikke vil have, hun skal gøre mod dig igen.”

Ja, der  var meget der blev od saaledes indprentet, og det har været mig til stor Nytte ude i Livet.

Med Orden  var det lige saadan. Naar noget laa og flød efter os, fik vi en Streg i Ordensprotokollen, og naar vi i en Uge havde 6 Streger i orden, fik vi ikke Lov til at komme Hjem om Søndagen. Det var en forfærdelige Straf, men den hjalp.

KAPITEL 4: DEN ÅRLIGE EKSAMEN NÆRMER SIG

DEN FØRSTE TORSDAG i Maj havde vi altid Eksamen; det begyndte med at der blev gjort Foraarsrengøring i alle Skolestuerne. Medens det gik for sig, var alle vi Børn oppe paa Soveværelserne og læse til Eksamen. Vi læste som Regel to og to sammen, man kunde finde os alle vegne, nogle laa endogsaa inde under Sengene og hørte hinanden i Kongerækken, saa vi andre ikke kunde høre Ørenlyd; ofte var der Skændsmaal, fordi vi ikke kunde faa Fred til at læse.

Medens alt dette stod paa første Sal, færdedes Frk. Staal i Køkken og Spisestue for at gøre alt saa festligt som muligt. Der duftede af de dejligste Sager over hele Huset.

Kiggede man ind i den lille Skolestue, stod Frk. Goll ved Strygebrædtet og lagde sidste Haand paa vores Broderier og andre Haandarbejder, de skulle lægges på lyserødt Papir, saa det kunde tage sig smukt ud, naar Bestyrelsen og Forældre paa Eksamensdagen skulde se dem. Hele Verandaen ud mod Haven var da ordnet med Borde i Hesteskoform, herpaa var der bredt store hvide Duge, hvorpaa hele Aarets Arbejder laa smukt ordnede.

I de tre Dage, der blev gjort i Orden nede i Stuerne, spiste vi alle Maaltiderne i Strygekælderen, det var vældig morsomt, vi var alle som elektrificerede, naar der foregik saadan noget ud over det almindelige.

Nogle Dage før Eksamensdagen kom vor gamle Skomager med nye Sko til os alle sammen. Vi skulde saa alle op paa Vaskeværelset og prøve dem. Hvor var vi alle glade. Naar dertil kom, at vi ogsaa fik ny Kjole, saa var vi vel nok fine alle sammen. Frk. Goll eftersaa alt, om det var i Orden.

KAPITEL 5: DEN STORE DAG

ENDELIG KOM den store Dag. Gangene i Haven havde faaet nyt Grus og alt var beredt til at modtage Gæsterne. Vi gik pænt to og to rundt i Skolestuerne. Vi maatte ikke komme i Haven for ikke at ødelægge de nyrevne Havegange, før de fremmede kom. Vi hørte hinanden i Historie og Vers, og hvad vi ellers kunde finde paa. Pludselig hørtes et Raab gennem Stuerne, der forkyndte, at første Vogn var ankommen med gamle Stiftsprovst Rothe. Saa gik det slag i slag, Vognene rullede ind i Gaarden med Bestyrelsen, Dr. Kallerup Rosenvinge og Hr. Overlærer S. Kaper og alle Lærerne og Lærerinderne samt alle Gæsterne.

Vi kom saa paa Pinebænken; men Hr. Overlærer Kaper, der til daglig kunne være streng, var den Dag saa mild og rar, saa vi alle var glade for at have ham som Censor.

Kl. 11 var der Frokostpause og alle Gæsterne blev beværtede paa det herligste inde i den store Spisestue, medens vi Børn dalede ned i Strygekælderen, hvor vi vidste, store Fade med ”Lækkermad” ventede os.

Ved 2-Tiden var Eksamen forbi, og vi endte altid Dagen med Sangopvisning. Vi havde en dygtig Lærerinde, Frk. Bertram, der lærte os mange smukke Sange. Naar Sangopvisningen var forbi, talte Stiftsprovst Rothe, og han endte altid med at sige ”Ora et labora”! (Red.bemærkning: Bed og Arbejde). Derefter sang vi Salmen ”Saa vil vi nu sige hverandre Farvel”, og saa begyndte alle Børnene at græde af Sorg over, at de to Kammerater den Dag forlod Skolen for at træde ud i Livet.

Vi havde saa fri Resten af Ugen, og tilbragte den i vore Hjem.

KAPITEL 6: DET NYE SKOLEAAR

MANDAGEN DEREFTER begyndte det ny Skoleaar, og da vi gik den dejlige sommer i Møde var alt Jubel og Herlighed.

Vi stod op Kl. 6 om Morgenen. Lærerinderne kaldte på os. Frk. Groll havde de to soveværelser og Frk. Staal de andre to at sørge for. Frk. Staal havde vores Sovesal og ofte gjorde hun Løjer med os for at faa os helt vaagne, inden hun gik igen. Mangen morgen blev vi vækket med den lille Sang: ”Vaagn op min lille Dukke, nu slaar Klokken seks!” eller ”Er Bispinden derovre i Gaasereden vaagen!”, det var mig der var Bispinden, for jeg laa altid saa langt nede under Dynen, at man lige kunde se min Næsetip.

Vi skyndte os så at komme i klæderne, for der var kun seks Vaskekummer paa Vaskeværelset, og da vi var fire om hver Kumme, gjaldt det om at komme først til, ellers skulde vi staa og vente til de andre var færdige. Vi havde hver en Knage til Haandklæde og Svamp og ovenover en Krog til Krus og Tandbørste. Selvfølgelig var der Navn paa alt.

Kl. 6 3/4 ringede den store Klokke nede paa Trappen og alle skulde være paaklædte og nede i Skolestuen, kom nogen for sent fik de streg. Uha! To af Eleverne, en stor og en lille havde ”Dag” d.v.s. de skulde dække Bord, tage af Bordet og vaske op, dog ikke efter Middagsbordet, den Opvask sørgede Kokkepigen og Stuepigen for.

Kl. 7 ringede Klokken igen, vi skulde da de tre Dage om Ugen i Haven og gøre Gymnastik fra Kl. 7-8. Hvis Vejret var daarligt havde vi Gymnastik oppe i den store Skolestue. Vi havde en dygtig ung Lærerinde Frk. Gabrielsen i Gymnastik. Vi holdt alle meget af hende og glædede os til hendes Timer. Fra Kl. 8-10 havde vi Haandarbejde hos Frk. Goll, vi skulde da reparere vort Tøj, stoppe Strømper eller sy Knapper i, dersom der var noget der ikke var i Orden eller lave andre Haandarbejder, som Frk. Goll lærte os. Hver Morgen i Haandarbejdstimen spurgte Frk. Goll om der var noget i Stykker paa vort Tøj, det skulde da straks repareres.

Kl. 10-101/2  spiste vi Frokost, saa meget vi kunde spise, men uden Paalæg. 1/2 Stykke Ostemad var det eneste Paalæg vi kunde faa, dersom vi gerne ville have det, men Maden smagte herligt alligevel. Øl og Mælk fik vi dertil, saa meget vi kunde drikke.

KAPITEL 7: EFTERMIDDAGENS GØREMÅL

EFTER FROKOST læste vi Lektier til til kl. 12 1/2 . Så skulde alle Børnene ned i Haven i den friske Luft. Kl. 1 blev vi ringet op igen, ofte, ja næsten daglig gik Frk. Goll en Runde paa Soveværelserne for at efterse vores Toiletæsker, om vore Kamme og Børster var rene. Oh Rædsel for den arme, hvis Kam var fuld af Haar, saa vankede der atter en ”Streg” og vedkommende blev sendt op at gøre en i Orden.

Som Børn var vi ofte rasende over alle de ”Streger”, men senere har vi været glade over at have lært Orden.

Kl. 2 spiste vi Middag. Vi bad altid Bordbøn, den store Elev, der havde ”Dag”, bad før Maaltidet, og den lille efter Maaltidet. De to der havde Dag, sad på hver sin Side af det lange Bord helt nede hos Frk. Staal, som sad for Bordenden og rettede Maden an. Den store Elev bragte Maden rundt, først til Frk. Goll, der sad for den øverste Bordende, og derefter til alle de store, der sad på Frk. Golls venstre Side ned langs det store Bord. Den lille Elev bragte Maden rundt til de smaa.

Spildte vi paa Dugen, blev vi sat hen ved et lille Bord Resten af Ugen. Undertiden kunde der være 3-4 Stykker ved det lille Bord, det var jo flovt, men vi maatte jo tage Situationen med oprejst Pande.

En Dag havde vi bestemt, at naar Frk. Staal spurgte om vi ville kunde spise mere, vilde vi alle rejse os, og med vores Tallerken i Haanden vandre ned til hende. Vi skulde den Dag have Øllebrød og Sofie Kokkepige havde været saa uheldig at lade den brænde paa. Nå, Øjeblikket kom da Frk. Staal spurgte, blot sagde Frk. Staal: ”Ja i Dag er der vel ingen, der kan spise mere!” Vi saa paa hinanden, og som et Lyn rejste vi os alle paa een Gang, og vore Stole lavede et frygteligt Rabalder, idet de blev skudt tilbage. Vi vandrede saa ned til Frk. Staal, som leende udbrød: ”Aa, det var da dejligt, saa faar vi spist al den svedne Øllebrød op”.

Kl. 2 3/4 ringede Skoleklokken igen til Skolegang fra 3-7. I det Kvarter, der var, inden Læreren kom, gik Frk. Goll rundt og saa, om alt var i Orden, om Bøgerne var på Plads og om Blyanter og Grifler var spidsede.

Vore dejligst Timer var de danske hos Frk. Mosolff, den senere Fru Kallerup-Rosenvinge; hun læste saa vidunderligt op for os af Alladin og mange andre dejlige Ting. Tegnetimerne hos Hr. Adolf Larsen var ogsaa herlige. Hr. Larsen var en af de Lærere, vi alle elskede, han var saa flink til at ”hjælpe” os, han kunde sidde i halve Timer og tegne paa vores Tegninger, saa naar vi atter saa dem, var de blevne til hele Kunstværker.

Kl. 7 var Skoletiden forbi, og efter Aftensmaaltidet, som bestod af Sigtebrød, Rugbrød og The, havde vi fri, og maatte læse eller sy til Sengetid, Kl. 8 1/2 for de Smaa under 14 aar og Kl. 10 for de store, der var fyldt 14 Aar.

KAPITEL 8: SKOVTUREN NÆRMER SIG

EFTERHAANDEN SOM S den store Taa, for saa vidste vi, det blev fint Vejr næste Dag-EREN skred frem, og alt i Naturen blev grønt og smukt, begyndte Forstanderinderne saa smaat at tale om Skovtur, og hvor vi jublede den Dag Frk. Goll i Haandarbejdstimen fortalte os, naar den skulle finde Sted. Vi fik travlt, den Dag maate vi have en Vaskekjole paa, som vi rigtig kunde røre os i, men da vi kun havde uldne Kjoler paa Skolen, skulde vi have den med hjemmefra.

Vi mødte alle den næste Mandag Morgen med en Vaskekjole, og da vi vidste det var lige meget hvordan den saa ud. Naar den blev bragt hjem igen, straalede vi af Glæde og Forventning.

Aftenen før Skovturen gik vi alle sammen baglæns i Seng med en rød Traad om den store Taa, for saa vidste vi, at det blev fint Vejr næste Dag.

Skovtursmorgenen var vi tidlig oppe; nogle af os vaagnede allerede Kl. 5, og vi kunde da umuligt sove længere af lutter Spænding.

Først listede vi hen til Vinduet, rullede sagte Gardinet op for at se hvorledes Vejret var, jo, det var da heldigvis Solskin.

Vi kom hurtigt i Tøjet og drejede Nøglen sagte om i Døren for ikke t vække de smaa. Vi listede os saa ganske stille ned ad Trapperne og ind i Skolestuen; men du store Kineser, hvor var Ventetiden dog lang. Vognene fra Vognmand Blyth i Smallegade kom jo først Kl. 9.

Lidt efter lidt kom der Liv i Huset; alle de andre kom ned, og vi spiste Morgenmad. Atter vente-vente. Endelig nærmede Klokken sig 9, og vi stod alle inde i den store Spisestue, der  var tre dejlige Vinduer, der vendte ud mod Gaarden. Pludselig hørte vi Hestetrampen og lidt efter svingede to mægtige Charábanc’er ind i Gaarden. Et vældigt Hurra modtog dem.

Nu blev der rigtig nok travlt. Sofie Kokkepige fremtryllede store Stege, mægtige Fade med Stikkelsbærgrød, Sauce, Kartofler og alt hvad vi i Dagens Løb skulde bruge paa Turen. Vi fløj alle saa hurtigt vore smaa Ben kunde fra Køkkenet til Vognene, hvor Sofie Stuepige(hun hed ogsaa Sofie) pakkede alt ned i de store Magasiner unde Bænkepladserne. Endelig, da alt var færdigt og Hjælpegæsterne, Frk. Krag og den gamle Frk. Storm, tidligere Forstanderinde paa Skolen, var komne, maatte vi sætte os op i Vognene, alle ed en Paraply ifald det skulde blive Regnvejr.

Saa rullede vi med et mægtigt Hurra ud af den store Skoleport, bort fra den tomme Skole, thi det var den eneste Dag om Aaret, der ingen var i Huset, da baade Pigerne og Karlen var med paa Turen for at hjælpe til ude i Skoven.

KAPITEL 9: SKOVTUREN

VI KØRTE ad Kastanievej, H.C. Ørstedsvej, Griffenfeldtsgade og Møllegade ud til Strandvejen eller Lyngbyvejen, hvorhen Turen nu skulde gaa, og hele Tiden hylede vi Hurra af vore Lungers fulde Kraft.

Efterhaanden som der faldt lidt ro over Lejren, begyndte vores smaa Godteæsker at gaa rundt. I saadan en Æske var der mange rare Sager, der kunde være for 2 Øre Pebermynter, for 2 Øre Chokoladepastiller, for 2 Øre Bolscher, for 2 Øre Sodapastiller og for 2 Øre Lakridspastiller, det var for hele 10 Øre Herligheder. Æsken gik Vognen rundt og vi fik alle en lille Forfriskning.

Børn var dengang saa glade for lidt. Naar vi saa havde faaet lidt Styrke paa os, begyndte vi at synge Fædrelandssange, og som vi kunde synge i gamle Dage; man sang sig glad, og tænkte kun paa det ene, at det var Skovtur, og vi var henrykte.

”Rullende hen ad de støvede Veje” klang, saa Folk vendte sig om, stod stille og vinkede til os, og naar vi kom ud til Taarbæk, standsede vi lige nedenfor den store Bakke, og vi raabte Hurra, saa alle vore smaa Struber dirrede, men det lønnede sig, for lidt efter kom Hr. Overlærer Kaper med Familie ud og hilste paa os; han boede derude i Fiskerlejet om Sommeren. De ønskede os alle en dejlig Dag, og Vognen satte sig i bevægelse, og med vældige Hurra-hyl forlod vi Taarbæk.

Vi kørte saa videre og kom omsider til Skodsborg, hvor vi skulde spise Frokost. Themaskinen snurrede allerede i et af Lysthusene ud mod Øresund. Man havde nok ventet os.

Da vi havde spist, fik vi Lov til at gaa over i Skoven. Vi gik i Smaaklynger, nogle med Frk. Staal, andre med Frk. Goll, og atter andre alene. Hvor vi dog havde det dejligt. I en lang Række gik vi Arm i Arm ind under de lysegrønne Kroner syngende ”God Dag I lysegrønne Træer, god Dag du Himmel blaa”, eller ”Jeg elsker de grønne Lunde”, saa hele Skoven genlød af glade Børnestemmer.

Vi sprang efter Blomster, vi glædede os over alt, hvad vi saa, og da vi til bestemt Klokkeslet kom tilbage til Vognene for at køre videre, havde vi haft en dejlig Formiddag.

En Ting havde gjort et mægtigt Indtryk paa Ingrid og mig, vi havde set en hel Del blinde Mennesker staa paa en Trappe med Ansigtet mod Øresund, og de havde saa gribende sunget ”Vi elske vort Land”. Vi var saa betagede og tavse, da vi forlod dem. De havde sunget saa smukt og havde aldrig set Guds herlige Natur.

Vi kom saa atter i Vognene, blev talte efterhaanden som vi gik op, for at ingen af os skulde blive glemt. Naa, vi skulde nok vide at være i rette Tid saadan en dejlig Dag.

Vi rullede saa videre til et andet Sted, hvor der var Gynge, Keglebane og saadanne Ting, vi kunde more os med. Vi blev saa dér resten af Dagen.

Kl. 7 kørte vi hjem; det kan nok være, det var en Flok trætte Børn Vognene kørte hjem med, men sikken en Dag; jeg tror ikke Skovture nu om Stunder er saa dejlige.

Skønt vi var dødtrætte maatte vi dog af og til synge Fædrelandssange, og da vi naaede Tuborg steg barometret atter, og vi raabte ”Hurra” til alle Gæsterne, der sad og nød den smukke Aften, og de vinkede til os med Hattene paa Stokkene og raabte til os igen.

Da vi ved 9 Tiden kom hjem paa Skolen, var vi alle mere døde end levende, og efter at have sat alle vore visne Blomster i Vand og Theen, som i en Fart var sat paa Bordet i Spisestuen, var skyllet ned, tumlede vi op paa Sovesalene og med det ene Ben i Sengen sov vi allerede og drømte om den herlige Skovtur.

Ja, saa gik Skolen igen sin vante Gang endda med dobbelt Flid, fordi vi havde haft det saa dejligt.

KAPITEL 10: DEN YNDIGE HAVE

HELE DEN LYSE, smukke sommertid tilbragte vi vor Fritid i vor yndige Have. Der var nedenfor Verandatrappen to store Græsplæner, en til højre for Trappen med et lille Rosenbed med lyserøde Maanedsroser  som vi engang imellem fik Lov at plukke een af og tage med Hjem om Søndagen –; en yndig Rødbøg stod lidt derfra, saa kom en meget stor og smuk Pæon eller Bonderose. I den anden ende af Plænen var der en dejlig Rødtjørn og et lille kugleformet Akacietræ.

I den anden Plæne til venstre for Trappen stod der ogsaa en smuk, gammel Rødtjørn og en meget smuk Guldregn samt en mægtig høj Akacie. En persisk Syren stod lige overfor Verandatrappen med et Væld af store Blomsterklaser.

En tredje Plæne var henne ved Gavlen af Huset foran Frk. Staals Stue, der stod et Buskads af Snebær samt en gammel Akacie og midt i Plænen en stor Krans af Bregner.

Ved Husets anden Gavl var der en dejlig Kroketplads, hvorpaa vi i Sommermaanederne gjorde Gymnastik.

Lange hele den ene Side af Haven havde vi vore Smaahaver, to og to sammen; der havde vi travlt med at grave og plante, det gjaldt om at faa den smukkeste Have, og Ingrid og jeg købte for vore Smaapenge mange smaa Blomster og plantede deri.

Naar vi var færdig med Haverne kom Forstanderinderne paa deres Aftentur hen og beundrede Haverne og roste os for vort Arbejde.

Hele denne dejlige store Have var vor, tænk vor Have, hvor vi legede Staatrold, Bjergfyr og mange andre morsomme lege.

Om aftenen, naar de smaa var kommet i Seng, gik vi store saa i Rækker Arm i Arm rundt i Haven og sang alle de smukke Sange, vi havde lært af Frk. Bertram. Vi sang to- og trestemmige Sange, og ude langs Gærdet ved Bülowsvej standsede Folk ofte og stod og hørte paa vore glade Sange.

KAPITEL 11 – VORES SMAA FAMILIER

TIDEN GIK, og vi legede herligt i vor gamle Have, Vi delte os i smaa Familier. Hver Familie havde en Bolig et eller andet Sted. Én Familie boede i Kælderen under Verandatrappen, et Par andre i Vognporten, for den var saa stor, at den med et Tæppe kunde deles i to Lejligheder. Vi indbød saa hinanden til Fester.

I den ene Familie var der engang en Barnedaab, og jeg skulde være Præst. Af Frk. Staal havde jeg faaet en gammel rund, sort Muffeæske, den havde jeg paa Hovedet, og en sort Nederdel havde jeg laant af Sofie Kokkepige. Iført dette Skrud lignede jeg ”slaaende” en Præst.

Iført min Præstekjole skred jeg da højtideligt op ad den store Trappe ude i Gaarden, paa hvis næstøverste Trin Familien med Barnet havde taget Plads, og i det alvorlige Øjeblik da Præsten spørger Forældrene om ”Hvad skal Barnet hedde?” kom en af de store røde Omnibusser – der paa Grund af Vejreparation på Gammel Kongevej i nogle Dage kørte rundt ad Kastanievej  forbi. Alle Passagererne morede sig kosteligt over denne lille Oplevelse, klappede i Hænderne og raabte: ”Bravo”. Det morede os meget.

Efter Barnedåben havde vi stort Gilde nede i Nøddealléen. Der var dækket et langt Bord af Brædder paa Bukke, det brugte man dengang. Alle vor smaa Barnekopper var stillede op, hver Familie havde jo sit Dukkestel. Paa hver lille Underkop laa der en Pebermynte, en Chokoladepastil og et Bolsche. Pludselig kom Frk. Staal til Syne med vore store 100-aarige Tinkande fuld af Chocolade; det var en vældig Overraskelse, og vi hylede af Glæde.

Dagene svandt hurtigt hen, og en Dag begyndte Frk. Goll at tale om Sommerferie. Vi fik saa Ordre til at bruge alt vort ældste Tøj før Ferien for at have det bedste til Ferien. Hver Lørdag Morgen skulde vi alle tage det rene Tøj, som vi skulde have paa om Søndagen, med ned i Haandarbejdstimen, for at Frk. Goll kunde se efter, om alt var i Orden, derefter blev det bragt op paa vor Seng, saa det laa parat Søndag Morgen.

Lørdag før Ferien fik vi Besked paa at tage en Kuffert med hjemmefra ud paa Skolen; vi kom saa alle Mandag Morgen slingrende glade og fornøjede med en Kuffert i Haanden henad Kastanievej. Alle Kufferterne blev sat op paa Loftet til det højtidlige Øjeblik kom, da der skulde pakkes.

Endelig kom den store Dag, da vi fløj bort fra Reden ud i det herlige Land, hver til sit Sted, hvor Forældrene nu havde ordnet det. Sol og Sommer, herlige Dage ventede os.

KAPITEL 12: ENDNU ET NYT SKOLEAAR

DA FERIEN VAR FORBI mødtes vi alle igen glade, solbrændte, højrøstede, fortællende alt, hvad vi havde oplevet. Der genlød af glade Barnestemmer over hele Huset. Tuttet var blevet levende igen.

Det var med en vis Højtidelighed vi atter betraadte vor gamle Skole, for alt var nymalet og ferniseret. Den Lugt kendte man kun efter Sommerferien.

Bøgerne kom atter frem, og vi arbejdede med stor Iver baade i Skolen og ved Husvæsenet. Nu skulde de to ældste Piger konfirmeres til Efteraaret, saa de skulde gaa i Køkkenet og lære Husvæsen.

Alt gik som en Leg.

Der var endnu ca. 1 1/2 Maaned at nyde Sommeren i ude i Haven i Fritiden, inden de mørke Dage sneg sig frem, og den sidste Friluftsfornøjelse vi havde, var en Tur i Frederiksberg Have, naar Træernes Blade gulnedes og begyndte at falde af.

Dagen oprandt, da vi skulde derhen. Vi fik hver en Pakke Mad, som skulde nydes de i den gamle Have. Karlen bragte Kopper og Chocolade derhen, og Frokosten blev indtaget ved de lange Borde, der dengang stod i Haven.

Efter Frokosten legede vi eller gik Tur til Kildekonen i Søndermarken; men Kl. 1 skulde vi alle samles igen, og saa gik Turen hjemad.

KAPITEL 13: VINTEREN NÆRMER SIG

NU VAR DET SLUT med Sommeren, Bladene faldt af Træerne og hvirvlede henad Vejene, Regnen styrtede ned og Blæsten rasede i de gulnede Træer, som om den vilde sige: ”Saa, klæd jer nu af og gaa i Seng og sov den lange Vintersøvn, saa I kan samle Kræfter til næste Foraar”.

Sommeren var forbi; Efteraaret bebudede den kommende Vinter.

En Ting til mindede os om, at Vinteren var ved at komme nærmere: Kakkelovnene. Disse havde hele Sommeren staaet skinnende blanke men kolde, nu lukkede de Mundene op og tog imod al den Føde, der blev stoppet i dem, og til Gengæld udspyede de den herligste Varme

Naar vi kom ned fra den kolde Have, stimlede vi alle sammen om den, den var nu en god Kammerat. Om aftenen blev de langarmede Gaskroner tændt. Dengang brugte man Kupler og Glødenet over Gasblusset.

Herlig var Sommeren, men Vinteren havde ogsaa sin Hygge og dejlige Indendørstid.

To Ting vi alle saa hen til med mægtig Interesse, var Nøddehøsten og Vindruehøsten. Paa den ene Side af Kroketpladsen var der en Nøddeallé, som forekom os smaa vældig lange. Da den Tid nærmede sig, da Nødderne blev modne, gjaldt det om at komme saa tidligt op om Morgenen, at man kunde komme et lille Svip ned i Nøddealléen, inden de andre kom ned, for at samle alle de nedfaldne Nødder op. Ingen maatte ryste de store Buske, der næsten lignede Træer, men samle op, hvad der i Nattens Løb var faldet ned, maatte vi gerne.

Dagen kom da Karlen skulde ryste Nødderne ned og vi samlede alle sammen op. Det var Løjer. Alle Nødderne blev saa afleveret til Frk. Staal og derpaa delt ud i lige store Bunker til os Børn. Alt gik meget nøjagtigt til. Ah, hvor de smagte.

Op ad Muren havde vi de dejligste grønne Vindruer, de maatte selvfølgelig heller ikke røres, før de var modne. De blev saa plukket ned og ligeledes delte imellem os alle. Jeg ser endnu Skolens 100-aarige Tinbakker bugnede af denne vidunderlige Frugt.

Engang imellem kom Frk. Staal ind til os i Skolestuen – naar vi om aftenen var samlede derinde – med et stort Fad Æbler. Frk. Staal fik hvert Aar et par Sække Æbler sendt fra en, der vilde glæde Børnene, hvem det var, ved jeg ikke.

Naar saadanne smaa Overraskelser kom, hylede vi af Glæde, saa Huset rystede.

KAPITEL 14: SIBYLLES TRISTE LIV

SKOLEN HAVDE en morsom Dukke, der stammede fra det Aar Skolen blev stiftet, den hed Sybille. Sybilles liv var meget trist, hun laa oppe paa Loftet i en stor Kasse.

En Dag kom jeg tilfældigt derop da Frk. Staal var ved at ordne Kassen: ”Kom skal du se Sybille!” sagde hun. Jeg kom  nærmere og beundrede Sybille, hun var dengang ca. 90 Aar gammel, hun havde et rundt hvidt Porcellænshoved med kulsort malet Haar med Skilning i Midten redt ned over Ørene.

Jeg tror ikke der var mange Elever, der kendte Sybilles Eksistens, hun burde have haft Hæderspladsen i en Glasmontre nede i den lille Skolestue. Nu da alt er forandret paa den gamle Skole er Sybille maaske pakket endnu dybere ned, hun burde være opbevaret på Industrimuseet.

KAPITEL 15: JULEN ER PAA TRAPPERNE

JULEN NÆRMER sig med raske Fjed, og i vor Fritid om Aftenen syede vi paa Julegaver. Vi sad omkring det store Bord i den lille Skolestue. De smaa, der ikke kunde klare sig paa egen Haand med Haandarbejder, sad ved det lille Bord henne i Hjørnet og saa Billeder i de store indbundne Familiejournaler. Kl. 81/2 gik de smaa i Seng og vi store begyndte da at synge. Og vort Arbejde gik dejligt fra Haanden.

Der var Hygge, Fred og Beskyttelse for Ungdommen i Fru Wærns dejlige Stuer.

Forberedelserne til Julen begyndte med, at vor gamle Skomager fik Besked om at komme og tage Maal af os til nye Støvler. Vi fik alle hver Jul et Par nye Støvler og Tøj til en ny Kjole af Skolen.

Oppe på Vaskeværelset sad Frk. Goll paa en Stol og overvaagede alt. Den gamle Skomager stod  med bøjer Ryg og tegnede alle vore smaa Fødder af paa et stort Stykke Papir, der kom Navn i hver Tegning, alt skulde passe, saa ingen fik for smaat Fodtøj.

Der var ordentlig røre i Flokken.

Skomageren samlede saa alle sine Tegninger, og hver gik til sit; men lidt før Jul kom han igen med hele Herligheden. Vi prøvede saa alle sammen vore ny Støvler, og Frk. Goll følte paa alle Ben for at være sikker paa, at alt var, som det skulde være. Vi var stolte over vores fine Ben.

Tøjet til vor ny Kjole havde vi faaet med Hjem, den skulde syes til Festen: ”men”, sagde Frk. Goll, ”ikke for meget unødvendigt paa, kun en Flip og et Bælte af Fløjl, husk det!”. Vi maaTte ikke være alt for pyntede og derved blive forgængelige.

KAPITEL 16: JULEFORBEREDELSER

DEN FØRSTE DECEMBER begyndte de rigtige Juleforberedelser, saa kom Frk. Goll med al Julepapiret, og vi begyndte at lave Julestads. Hjerter og Kræmmerhuse, Muffer med Vat, Kurve af Spaaner, Æselører af Guldpapir, Halvmaaner med Chocoladekattetunger i og Krysanthemer med Likørtoppe. Ja, det var vel nok Sager. Vi fik alle en Likørtop at smage.

De smaa ved det lille Bord lærte til at begynde med at lave Guld- og Sølvlænker.

Til Gæsterne blev der lavet ekstra Kurve af Karton med Silkepapir og Indholdet i dem var en lille Grad mere lukullisk end det, der kom paa Træet.

Engang i Maanedens løb fik vi Lov til at være oppe til Kl. 12 og lave Julestads, og da serverede Frk. Staal Kaffe og hjemmebagte Kager, det glædede vi os meget til.

Den 20’ December fik vi alle Ferie og vandrede hjem for atter at komme igen den 22’ og holde Julefest.

De to Konfirmander blev paa Skolen, den ene skulde hjælpe Frk. Goll med at pynte Træet, den anden skulde hjælpe Frk. Staal med Sagerne i Køkkenet. Alt skinnede, Sølvtøjet var nogle Dage i Forvejen under Sang og Klang blevet pudset ude i det store Køkken, saa man kunde spejle sig i det.

Den 22’ December mødte vi alle til Festen. Vi fløj alle op paa Soveværelserne for at iføre os vor nye Stads: ny Kjole og Støvler. Vi var rigtignok fine. Vi beundrede hinanden, vi blev vendt og drejet, og saa begav vi os ned i den lille Skolestue, hvor Frk. Goll ventede paa os for at se efter, om alt var som det skulde være.

Som der duftede i denne Skolestue. Bordet var dækket med Kopper og alle slags dejlige Julekager, som de kun kunde bages under Frk. Staals kyndige Husmoderhaand; de brune Kager med Mandlen paa Midten glemmer man aldrig.

Der var rigtignok Glæde i den Stue, 24 smaa og store forvantningsfulde Børn.

Kl. 6 1/2 kom Vognene med Bestyrelsen, Lærere og Lærerinder.

Vor gamle Stiftsprovst var ikke mere, Pastor Bondo var traadt i hans Sted.

Da alle Gæsterne var kommet, blev der serveret ”staaende” The og Kager. Da Gæsterne var færdige med Theen stillede vi alle op, de mindste foran og saa større og større to og to bagved hinanden.

Frk. Goll og den store Pige var forsvundet ind i den store Skolestue, hvor Juletræet stod og ventede paa at blive tændt.

Vor utaalmodighed var stor, de smaa kunde næsten ikke holde det ud længere; da pludselig blev Døren åbnet og se! Dér stod det mægtige Juletræ og straalede fra Toppen til Foden. Aah, hvor var det smukt, alles Øjne stod paa Stilke og vi brød ud i Begejstring.

Ganske langsomt, betaget, traadte vi over Dørtærsklen og dannede Kreds inde omkring Træet. Vi sang ”Glade Jul, dejlige Jul” og Træet afspejledes i alle de glade Barneøjne. Da sangen var til Ende talte Pastor Bondo om Julen og det lille Jesubarn. Efter Talen sang vi igen nogle Julesalmer, og saa blev der uddelt Gaver.

KAPITEL 17: HVAD DU ØNSKER, SKAL DU FAA

VI HAVDE ALLE faaet Lov til at ønske os en Gave, og vi var meget spændt paa om vort ønske var opfyldt. Jeg husker, at jeg det første Aar ønskede mig et Fuglebur, og tænk, der var virkelig et Fuglebur inde under Juletræet.  Alle Kammeraterne smilede til mig, naar jeg kom forbi Buret.

De store ønskede sig som regel Bøger, og de smaa Spisestel, Kaffestel og Komfurer. Alle Ønsker blev opfyldt.

Da vi havde faaet vores Gaver forsvandt vi rundt i Stuerne med vores Herligheder. Vi var rigtignok glade.

Pludselig høres Dansemusik inde fra Julestuen. Tjulla havde faaet fat i vor gamle elskede Lærer, landskabsmaler Adolf Larsen, og han kørte troligt rundt paa Lirekassen, for at vi alle kunde faa os en Svingom. Aar efter Aar var det Hr. Larsens Bestilling, og han fandt sig trolig i det uundgaaelige.

Endelig blev der dækket lange Borde med Masser af Mad; men du gode Kineser, hvor var vi ogsaa sultne. Det ene Fad Mad forsvandt efter det andet, men en Sildesalat som den Sofie Kokkepige kunde lave, fik man heller ikke hver Dag.

Inde i Spisestuen sad alle Gæsterne, vi Børn spiste i den lille Skolestue.

Klokken blev omsider mange, men vi mærkede det næppe. Kl. 12 kørte Gæsterne bort, og vi blev sendt i Seng, men da var vi ogsaa trætte, at vi sov øjeblikkelig.

Næste Dag gik vi alle hjem. Jeg ville ikke have Papir om mit Fuglebur, det var fyldt med Julestads og Godter. Alle skulde se min herlige Julegave.

KAPITEL 18: EFTER JUL

VI HAVDE FERIE til den 7’ Januar, og saa mødte vi alle igen paa vor dejlige gamle Skole. Vi begyndte atter vor daglige Dont, besluttede at være meget flittigere, men man lovede jo ofte mere, end man kunde holde.

Saa kom den rigtige Vinter. Sneen faldt i tætte Klumper, vi kunde næsten ikke holde Tankerne samlede i Skoletimerne af Længsel efter at komme ned og slaas med Snebolde. Det var koldt, men vi var raske Piger.

Fortsættelse følger …

Det Wærnske Institut startede i 1814 på adressen Allégade 6 på Frederiksberg i baggården. Efter cirka 70 år flyttede skolen til Kastanievej 2 på Frederiksberg (billedet). Instituttet var en mindre kostskole for piger af borgerstanden, der her blev uddannet til duelige husmødre. Det var også et opdragelses- og undervisningsinstitut for fattige og faderløse borgerdøtre. I 1914 overtog Mariaforbundet stedet, hvor de i dag driver Kastanievej Efterskole. Foto©JørgenKoefoed.

Resumé: LILLE ADDA ROUENVILLE boede med sin familie i Svaneke på Bornholm, hvor hendes far var toldoppebørselskontrollør. Da han døde i 1892 flyttede 7-årige Adda med sin bror og mor til København, hvor moderen to år senere skaffede Adda en friplads på Det Wærnske Institut. Her gik hun fra 1894 – 1902. Da hun i 1938 var 50 år gammel nedskrev hun sine erindringer fra skolen. Disse har jeg fundet under en stabel papirer hos en 92-årige dame på Frederiksberg. Det er første gang de ser dagens lys. Beretningen består af en epilog og 23 kapitler. På baggrund af den herskende hidsige debat om den nye skolereform, kunne det måske være på sin plads med et tilbageblik på skolen for over 100 år siden.

. . . . . . . . . . . . . . . . . .

KAPITEL 18 – de tidligere bragte kapitler gengives nederst i texten.

VI HAVDE FERIE til den 7’ Januar, og saa mødte vi alle igen paa vor dejlige gamle Skole. Vi begyndte atter vor daglige Dont, besluttede at være meget flittigere, men man lovede jo ofte mere, end man kunde holde.

Saa kom den rigtige Vinter. Sneen faldt i tætte Klumper, vi kunde næsten ikke holde Tankerne samlede i Skoletimerne af Længsel efter at komme ned og slaas med Snebolde. Det var koldt, men vi var raske Piger.

Fortsættelse følger …

. . . . . . . .

Her gengives de tidligere bragte kapitler:

EPILOG: LÆR AT TAGE KAMPEN OP MOD LIVET

DA DET NU er gaaet Fru Wærns Pigeskole i Danmark ligesom det er gaaet hendes Drengeskole i Norge, saaledes at der af hendes engang store formue nu kun kan blive nogle faa Legater – for Drengenes Vedkommende i Norge et par Fripladser paa en Søkadetskole og for Pigernes Vedkommende i Danmark 6-8 Fripladser i Mariasøstrenes Husholdningsskole – synes jeg, at vi skylder Fru Wærn, som Tak for alt hvd hun har gjort for en Mængde danske Børn, at nedskrive vore Erindringer fra vor Barndom paa det Institut, hun selv har stiftet og ønsket skulde bevares igennem Aarhundreder.

Det var Konferensraadinde Wærns Mening at give forældre- eller faderløse Børn et Hjem og en Opdragelse, som kunde gøre de unge Piger skikkede til at tage Kampen op i Livet, naar de 17 Aar gamle forlod Det Wærnske Institut, et Hjem, hvor de smaa fra 6-7 Aars Alderen kunde føle sig hjemme og trygge, et Sted, som var et virkeligt Hjem, som de hele deres Liv kunde se tilbage paa og mindes i Taknemmelighed og Kærlighed.

Jeg føler selv denne Kærlighed og synes, at Det Wærnske Institut var et helligt Sted, som gemte alle vore Barndomsminder, og som genlød af glade Barnestemmer, ja et Hjem som kunde fortælle de dejligste Eventyr. I Tankerene færdes jeg ofte derude, er Barn igen og oplever det alt sammen paany, og jeg sender Fru Wærn min inderligste Tak for de Aar, jeg fik lov at være paa det Wærnske Institut.

KAPITEL 1: FLYTNING FRA SVANEKE TIL KØBENHAVN

DA JEG VAR NI AAR GAMMEL, søgte min Fru Moder en Friplads til mig på det Wærnske Institut.

Min fader som var Toldoppebørselskontrollør i Svaneke paa Bornholm, døde da jeg var syv Aar, og da Pensionen ikke var ret stor, blev min Broder søgt ind paa Herlufsholm og jeg paa det Wærnske Institut.

Den 18’ Maj 1894 om Eftermiddagen spadserede min Mor og jeg fra St. Kongensgade, hvor vi dengang boede, ud paa Kastanievej Nr. 2, hvor Skolen laa, og hvor jeg havde været saa heldig at faa Friplads.

Jeg var en lille pige paa 9 Aar og var jo lidt beklemt ved hele den ny Ordning. Jeg skulde blive ude paa Skolen hele Ugen igennem og først atter komme hjem Søndag Morgen. Naa, jeg marcherede tavs rask af sted, men Graaden sad mig hele Tiden i Halsen.

Da jeg kom til Kastanievej klarede Humøret pludselig op, thi lige foran mig ude midt paa Vejen gik en Mand med en Trækvogn, hvorpaa jeg genkendte min fine nye Kommode, jeg havde faaet, og det allerbedste: min store 3 Værelses Dukkestue, den sidste Julegave fra min Far. Jeg skyndte  mig da at komme af sted, og lidt efter gik vi ind ad den store graa Skoleport.

KAPITEL 2: MIN NYE KOMMODE

DA VI VAR kommen indenfor Porten glemte jeg straks alle mine Sorger, thi der stod 23 glade Pigebørn smilende over hele Ansigtet og tog imod mig, de bortførte mig straks, og snart var vi inde i de herligste Lege.

Min Moder var gaaet op til Forstanderinderne, Fru Friis, som stod for Husvæsenet, og Frk. Staal, som stod for Undervisningen.

Pludselig blev jeg kaldt op for at hilse paa Damerne og for at sige Farvel til min Mor, og med eet stod Livets Alvor for mig igen, men det varede heldigvis ikke længere, end til jeg saa alle mine smilende Kammerater igen.

Min fine nye Kommode var blevet sat op paa et Værelse ved Siden af Sovesalen og jeg skulde op og vise Lærerinderne, hvad jeg havde bragt med. I denne Kommode laa der en Herlighed, syntes jeg, for jeg havde faaet et helt nyt Udstyr, som jeg efter Reglementet skulde bringe med. Alt havde min Mor saa nydeligt ordnet med lyserøde Baand og Sløjfer, og jeg var meget stolt og glad for det.

Da det var blevet i Orden blev jeg præsenteret for min ”Plejemor” Elisabeth Qvist; det var en af de store Piger, der skulle hjælpe mig med mine Lektier og ordne mit Tøj, medens jeg var lille. Hvert Aar naar de to ældste Elever forlod Skolen, fik vi en ny ”Plejemor”, eller som det senere, da Frk. Goll blev Forstanderinde paa Skolen, kom til at hedde, en ”Hjælper”, hvilket jo også var rigtigere, da det var en ældre Kammerat, der skulde hjælpe en yngre.

Som Tiden gik, vænnede jeg mig til de nye Forhold og kom til at holde af Skolen og Kammeraterne. Min bedste Veninde blev Ingrid Hansen og vort Venskab holder endnu saa mange Aar efter.

KAPITEL 3: ORDNUNG MUSS SEIN

DA DER VAR GAAET et par Aar forlod Fru Friis, som da var fyldt 70 Aar, Skolen. Frk. Staal kom i hendes Sted til at sørge for Husholdningen og vi fik en ny unge Forstanderinde, Frk. Johanne Goll.

Frk. Goll, der kun var 28 Aar gammel, var en rigtig Legekammerat, syntes vi, hun færdedes med os i Haven og legede sommetider Tagfat med os, og vi gik i Ræker med hinanden under Armen og morede os dejligt: men jeg tror Frk. Goll har ment, vi ikke kunde taale, at hun var saa meget Kammerat med os, for pludselig holdt det hele op, og Frk. Goll kom ikke saa ofte i Haven mere. Senere har jeg tænkt, at  vi maaske var blevet lidt for raske, maaske lidt næsvise. Og naar man skal være Opdragerinde, maa der være en grænse, som Børn ikke maa overskride, hvis man skal have Magten over dem.

Mens Frk. Staal var den blide Lærerinde, som vi gik til med alle vores Smaasorger, var Frk. Goll den opdragende Lærerinde; mange nye Ting blev indførte og mange Sætninger blev os daglig indprentede, saa vi ikke glemmer dem hele vort Liv.

”Når du skal gøre en Ting saa gør det straks”, sagde Frk. Goll.

Det er en sætning jeg har haft Gavn af hele Livet.

”Opsæt ikke til i Morgen, hvad du kan gøre i Dag.”

”Gør aldrig andre Ulejlighed med Ting du selv kan klare.”

”Gør ikke mod en Kammerat hvad du ikke vil have, hun skal gøre mod dig igen.”

Ja, der  var meget der blev od saaledes indprentet, og det har været mig til stor Nytte ude i Livet.

Med Orden  var det lige saadan. Naar noget laa og flød efter os, fik vi en Streg i Ordensprotokollen, og naar vi i en Uge havde 6 Streger i orden, fik vi ikke Lov til at komme Hjem om Søndagen. Det var en forfærdelige Straf, men den hjalp.

KAPITEL 4: DEN ÅRLIGE EKSAMEN NÆRMER SIG

DEN FØRSTE TORSDAG i Maj havde vi altid Eksamen; det begyndte med at der blev gjort Foraarsrengøring i alle Skolestuerne. Medens det gik for sig, var alle vi Børn oppe paa Soveværelserne og læse til Eksamen. Vi læste som Regel to og to sammen, man kunde finde os alle vegne, nogle laa endogsaa inde under Sengene og hørte hinanden i Kongerækken, saa vi andre ikke kunde høre Ørenlyd; ofte var der Skændsmaal, fordi vi ikke kunde faa Fred til at læse.

Medens alt dette stod paa første Sal, færdedes Frk. Staal i Køkken og Spisestue for at gøre alt saa festligt som muligt. Der duftede af de dejligste Sager over hele Huset.

Kiggede man ind i den lille Skolestue, stod Frk. Goll ved Strygebrædtet og lagde sidste Haand paa vores Broderier og andre Haandarbejder, de skulle lægges på lyserødt Papir, saa det kunde tage sig smukt ud, naar Bestyrelsen og Forældre paa Eksamensdagen skulde se dem. Hele Verandaen ud mod Haven var da ordnet med Borde i Hesteskoform, herpaa var der bredt store hvide Duge, hvorpaa hele Aarets Arbejder laa smukt ordnede.

I de tre Dage, der blev gjort i Orden nede i Stuerne, spiste vi alle Maaltiderne i Strygekælderen, det var vældig morsomt, vi var alle som elektrificerede, naar der foregik saadan noget ud over det almindelige.

Nogle Dage før Eksamensdagen kom vor gamle Skomager med nye Sko til os alle sammen. Vi skulde saa alle op paa Vaskeværelset og prøve dem. Hvor var vi alle glade. Naar dertil kom, at vi ogsaa fik ny Kjole, saa var vi vel nok fine alle sammen. Frk. Goll eftersaa alt, om det var i Orden.

KAPITEL 5: DEN STORE DAG

ENDELIG KOM den store Dag. Gangene i Haven havde faaet nyt Grus og alt var beredt til at modtage Gæsterne. Vi gik pænt to og to rundt i Skolestuerne. Vi maatte ikke komme i Haven for ikke at ødelægge de nyrevne Havegange, før de fremmede kom. Vi hørte hinanden i Historie og Vers, og hvad vi ellers kunde finde paa. Pludselig hørtes et Raab gennem Stuerne, der forkyndte, at første Vogn var ankommen med gamle Stiftsprovst Rothe. Saa gik det slag i slag, Vognene rullede ind i Gaarden med Bestyrelsen, Dr. Kallerup Rosenvinge og Hr. Overlærer S. Kaper og alle Lærerne og Lærerinderne samt alle Gæsterne.

Vi kom saa paa Pinebænken; men Hr. Overlærer Kaper, der til daglig kunne være streng, var den Dag saa mild og rar, saa vi alle var glade for at have ham som Censor.

Kl. 11 var der Frokostpause og alle Gæsterne blev beværtede paa det herligste inde i den store Spisestue, medens vi Børn dalede ned i Strygekælderen, hvor vi vidste, store Fade med ”Lækkermad” ventede os.

Ved 2-Tiden var Eksamen forbi, og vi endte altid Dagen med Sangopvisning. Vi havde en dygtig Lærerinde, Frk. Bertram, der lærte os mange smukke Sange. Naar Sangopvisningen var forbi, talte Stiftsprovst Rothe, og han endte altid med at sige ”Ora et labora”! (Red.bemærkning: Bed og Arbejde). Derefter sang vi Salmen ”Saa vil vi nu sige hverandre Farvel”, og saa begyndte alle Børnene at græde af Sorg over, at de to Kammerater den Dag forlod Skolen for at træde ud i Livet.

Vi havde saa fri Resten af Ugen, og tilbragte den i vore Hjem.

KAPITEL 6: DET NYE SKOLEAAR

MANDAGEN DEREFTER begyndte det ny Skoleaar, og da vi gik den dejlige sommer i Møde var alt Jubel og Herlighed.

Vi stod op Kl. 6 om Morgenen. Lærerinderne kaldte på os. Frk. Groll havde de to soveværelser og Frk. Staal de andre to at sørge for. Frk. Staal havde vores Sovesal og ofte gjorde hun Løjer med os for at faa os helt vaagne, inden hun gik igen. Mangen morgen blev vi vækket med den lille Sang: ”Vaagn op min lille Dukke, nu slaar Klokken seks!” eller ”Er Bispinden derovre i Gaasereden vaagen!”, det var mig der var Bispinden, for jeg laa altid saa langt nede under Dynen, at man lige kunde se min Næsetip.

Vi skyndte os så at komme i klæderne, for der var kun seks Vaskekummer paa Vaskeværelset, og da vi var fire om hver Kumme, gjaldt det om at komme først til, ellers skulde vi staa og vente til de andre var færdige. Vi havde hver en Knage til Haandklæde og Svamp og ovenover en Krog til Krus og Tandbørste. Selvfølgelig var der Navn paa alt.

Kl. 6 3/4 ringede den store Klokke nede paa Trappen og alle skulde være paaklædte og nede i Skolestuen, kom nogen for sent fik de streg. Uha! To af Eleverne, en stor og en lille havde ”Dag” d.v.s. de skulde dække Bord, tage af Bordet og vaske op, dog ikke efter Middagsbordet, den Opvask sørgede Kokkepigen og Stuepigen for.

Kl. 7 ringede Klokken igen, vi skulde da de tre Dage om Ugen i Haven og gøre Gymnastik fra Kl. 7-8. Hvis Vejret var daarligt havde vi Gymnastik oppe i den store Skolestue. Vi havde en dygtig ung Lærerinde Frk. Gabrielsen i Gymnastik. Vi holdt alle meget af hende og glædede os til hendes Timer. Fra Kl. 8-10 havde vi Haandarbejde hos Frk. Goll, vi skulde da reparere vort Tøj, stoppe Strømper eller sy Knapper i, dersom der var noget der ikke var i Orden eller lave andre Haandarbejder, som Frk. Goll lærte os. Hver Morgen i Haandarbejdstimen spurgte Frk. Goll om der var noget i Stykker paa vort Tøj, det skulde da straks repareres.

Kl. 10-101/2  spiste vi Frokost, saa meget vi kunde spise, men uden Paalæg. 1/2 Stykke Ostemad var det eneste Paalæg vi kunde faa, dersom vi gerne ville have det, men Maden smagte herligt alligevel. Øl og Mælk fik vi dertil, saa meget vi kunde drikke.

KAPITEL 7: EFTERMIDDAGENS GØREMÅL

EFTER FROKOST læste vi Lektier til til kl. 12 1/2 . Så skulde alle Børnene ned i Haven i den friske Luft. Kl. 1 blev vi ringet op igen, ofte, ja næsten daglig gik Frk. Goll en Runde paa Soveværelserne for at efterse vores Toiletæsker, om vore Kamme og Børster var rene. Oh Rædsel for den arme, hvis Kam var fuld af Haar, saa vankede der atter en ”Streg” og vedkommende blev sendt op at gøre en i Orden.

Som Børn var vi ofte rasende over alle de ”Streger”, men senere har vi været glade over at have lært Orden.

Kl. 2 spiste vi Middag. Vi bad altid Bordbøn, den store Elev, der havde ”Dag”, bad før Maaltidet, og den lille efter Maaltidet. De to der havde Dag, sad på hver sin Side af det lange Bord helt nede hos Frk. Staal, som sad for Bordenden og rettede Maden an. Den store Elev bragte Maden rundt, først til Frk. Goll, der sad for den øverste Bordende, og derefter til alle de store, der sad på Frk. Golls venstre Side ned langs det store Bord. Den lille Elev bragte Maden rundt til de smaa.

Spildte vi paa Dugen, blev vi sat hen ved et lille Bord Resten af Ugen. Undertiden kunde der være 3-4 Stykker ved det lille Bord, det var jo flovt, men vi maatte jo tage Situationen med oprejst Pande.

En Dag havde vi bestemt, at naar Frk. Staal spurgte om vi ville kunde spise mere, vilde vi alle rejse os, og med vores Tallerken i Haanden vandre ned til hende. Vi skulde den Dag have Øllebrød og Sofie Kokkepige havde været saa uheldig at lade den brænde paa. Nå, Øjeblikket kom da Frk. Staal spurgte, blot sagde Frk. Staal: ”Ja i Dag er der vel ingen, der kan spise mere!” Vi saa paa hinanden, og som et Lyn rejste vi os alle paa een Gang, og vore Stole lavede et frygteligt Rabalder, idet de blev skudt tilbage. Vi vandrede saa ned til Frk. Staal, som leende udbrød: ”Aa, det var da dejligt, saa faar vi spist al den svedne Øllebrød op”.

Kl. 2 3/4 ringede Skoleklokken igen til Skolegang fra 3-7. I det Kvarter, der var, inden Læreren kom, gik Frk. Goll rundt og saa, om alt var i Orden, om Bøgerne var på Plads og om Blyanter og Grifler var spidsede.

Vore dejligst Timer var de danske hos Frk. Mosolff, den senere Fru Kallerup-Rosenvinge; hun læste saa vidunderligt op for os af Alladin og mange andre dejlige Ting. Tegnetimerne hos Hr. Adolf Larsen var ogsaa herlige. Hr. Larsen var en af de Lærere, vi alle elskede, han var saa flink til at ”hjælpe” os, han kunde sidde i halve Timer og tegne paa vores Tegninger, saa naar vi atter saa dem, var de blevne til hele Kunstværker.

Kl. 7 var Skoletiden forbi, og efter Aftensmaaltidet, som bestod af Sigtebrød, Rugbrød og The, havde vi fri, og maatte læse eller sy til Sengetid, Kl. 8 1/2 for de Smaa under 14 aar og Kl. 10 for de store, der var fyldt 14 Aar.

KAPITEL 8: SKOVTUREN NÆRMER SIG

EFTERHAANDEN SOM S den store Taa, for saa vidste vi, det blev fint Vejr næste Dag-EREN skred frem, og alt i Naturen blev grønt og smukt, begyndte Forstanderinderne saa smaat at tale om Skovtur, og hvor vi jublede den Dag Frk. Goll i Haandarbejdstimen fortalte os, naar den skulle finde Sted. Vi fik travlt, den Dag maate vi have en Vaskekjole paa, som vi rigtig kunde røre os i, men da vi kun havde uldne Kjoler paa Skolen, skulde vi have den med hjemmefra.

Vi mødte alle den næste Mandag Morgen med en Vaskekjole, og da vi vidste det var lige meget hvordan den saa ud. Naar den blev bragt hjem igen, straalede vi af Glæde og Forventning.

Aftenen før Skovturen gik vi alle sammen baglæns i Seng med en rød Traad om den store Taa, for saa vidste vi, at det blev fint Vejr næste Dag.

Skovtursmorgenen var vi tidlig oppe; nogle af os vaagnede allerede Kl. 5, og vi kunde da umuligt sove længere af lutter Spænding.

Først listede vi hen til Vinduet, rullede sagte Gardinet op for at se hvorledes Vejret var, jo, det var da heldigvis Solskin.

Vi kom hurtigt i Tøjet og drejede Nøglen sagte om i Døren for ikke t vække de smaa. Vi listede os saa ganske stille ned ad Trapperne og ind i Skolestuen; men du store Kineser, hvor var Ventetiden dog lang. Vognene fra Vognmand Blyth i Smallegade kom jo først Kl. 9.

Lidt efter lidt kom der Liv i Huset; alle de andre kom ned, og vi spiste Morgenmad. Atter vente-vente. Endelig nærmede Klokken sig 9, og vi stod alle inde i den store Spisestue, der  var tre dejlige Vinduer, der vendte ud mod Gaarden. Pludselig hørte vi Hestetrampen og lidt efter svingede to mægtige Charábanc’er ind i Gaarden. Et vældigt Hurra modtog dem.

Nu blev der rigtig nok travlt. Sofie Kokkepige fremtryllede store Stege, mægtige Fade med Stikkelsbærgrød, Sauce, Kartofler og alt hvad vi i Dagens Løb skulde bruge paa Turen. Vi fløj alle saa hurtigt vore smaa Ben kunde fra Køkkenet til Vognene, hvor Sofie Stuepige(hun hed ogsaa Sofie) pakkede alt ned i de store Magasiner unde Bænkepladserne. Endelig, da alt var færdigt og Hjælpegæsterne, Frk. Krag og den gamle Frk. Storm, tidligere Forstanderinde paa Skolen, var komne, maatte vi sætte os op i Vognene, alle ed en Paraply ifald det skulde blive Regnvejr.

Saa rullede vi med et mægtigt Hurra ud af den store Skoleport, bort fra den tomme Skole, thi det var den eneste Dag om Aaret, der ingen var i Huset, da baade Pigerne og Karlen var med paa Turen for at hjælpe til ude i Skoven.

KAPITEL 9: SKOVTUREN

VI KØRTE ad Kastanievej, H.C. Ørstedsvej, Griffenfeldtsgade og Møllegade ud til Strandvejen eller Lyngbyvejen, hvorhen Turen nu skulde gaa, og hele Tiden hylede vi Hurra af vore Lungers fulde Kraft.

Efterhaanden som der faldt lidt ro over Lejren, begyndte vores smaa Godteæsker at gaa rundt. I saadan en Æske var der mange rare Sager, der kunde være for 2 Øre Pebermynter, for 2 Øre Chokoladepastiller, for 2 Øre Bolscher, for 2 Øre Sodapastiller og for 2 Øre Lakridspastiller, det var for hele 10 Øre Herligheder. Æsken gik Vognen rundt og vi fik alle en lille Forfriskning.

Børn var dengang saa glade for lidt. Naar vi saa havde faaet lidt Styrke paa os, begyndte vi at synge Fædrelandssange, og som vi kunde synge i gamle Dage; man sang sig glad, og tænkte kun paa det ene, at det var Skovtur, og vi var henrykte.

”Rullende hen ad de støvede Veje” klang, saa Folk vendte sig om, stod stille og vinkede til os, og naar vi kom ud til Taarbæk, standsede vi lige nedenfor den store Bakke, og vi raabte Hurra, saa alle vore smaa Struber dirrede, men det lønnede sig, for lidt efter kom Hr. Overlærer Kaper med Familie ud og hilste paa os; han boede derude i Fiskerlejet om Sommeren. De ønskede os alle en dejlig Dag, og Vognen satte sig i bevægelse, og med vældige Hurra-hyl forlod vi Taarbæk.

Vi kørte saa videre og kom omsider til Skodsborg, hvor vi skulde spise Frokost. Themaskinen snurrede allerede i et af Lysthusene ud mod Øresund. Man havde nok ventet os.

Da vi havde spist, fik vi Lov til at gaa over i Skoven. Vi gik i Smaaklynger, nogle med Frk. Staal, andre med Frk. Goll, og atter andre alene. Hvor vi dog havde det dejligt. I en lang Række gik vi Arm i Arm ind under de lysegrønne Kroner syngende ”God Dag I lysegrønne Træer, god Dag du Himmel blaa”, eller ”Jeg elsker de grønne Lunde”, saa hele Skoven genlød af glade Børnestemmer.

Vi sprang efter Blomster, vi glædede os over alt, hvad vi saa, og da vi til bestemt Klokkeslet kom tilbage til Vognene for at køre videre, havde vi haft en dejlig Formiddag.

En Ting havde gjort et mægtigt Indtryk paa Ingrid og mig, vi havde set en hel Del blinde Mennesker staa paa en Trappe med Ansigtet mod Øresund, og de havde saa gribende sunget ”Vi elske vort Land”. Vi var saa betagede og tavse, da vi forlod dem. De havde sunget saa smukt og havde aldrig set Guds herlige Natur.

Vi kom saa atter i Vognene, blev talte efterhaanden som vi gik op, for at ingen af os skulde blive glemt. Naa, vi skulde nok vide at være i rette Tid saadan en dejlig Dag.

Vi rullede saa videre til et andet Sted, hvor der var Gynge, Keglebane og saadanne Ting, vi kunde more os med. Vi blev saa dér resten af Dagen.

Kl. 7 kørte vi hjem; det kan nok være, det var en Flok trætte Børn Vognene kørte hjem med, men sikken en Dag; jeg tror ikke Skovture nu om Stunder er saa dejlige.

Skønt vi var dødtrætte maatte vi dog af og til synge Fædrelandssange, og da vi naaede Tuborg steg barometret atter, og vi raabte ”Hurra” til alle Gæsterne, der sad og nød den smukke Aften, og de vinkede til os med Hattene paa Stokkene og raabte til os igen.

Da vi ved 9 Tiden kom hjem paa Skolen, var vi alle mere døde end levende, og efter at have sat alle vore visne Blomster i Vand og Theen, som i en Fart var sat paa Bordet i Spisestuen, var skyllet ned, tumlede vi op paa Sovesalene og med det ene Ben i Sengen sov vi allerede og drømte om den herlige Skovtur.

Ja, saa gik Skolen igen sin vante Gang endda med dobbelt Flid, fordi vi havde haft det saa dejligt.

KAPITEL 10: DEN YNDIGE HAVE

HELE DEN LYSE, smukke sommertid tilbragte vi vor Fritid i vor yndige Have. Der var nedenfor Verandatrappen to store Græsplæner, en til højre for Trappen med et lille Rosenbed med lyserøde Maanedsroser  som vi engang imellem fik Lov at plukke een af og tage med Hjem om Søndagen –; en yndig Rødbøg stod lidt derfra, saa kom en meget stor og smuk Pæon eller Bonderose. I den anden ende af Plænen var der en dejlig Rødtjørn og et lille kugleformet Akacietræ.

I den anden Plæne til venstre for Trappen stod der ogsaa en smuk, gammel Rødtjørn og en meget smuk Guldregn samt en mægtig høj Akacie. En persisk Syren stod lige overfor Verandatrappen med et Væld af store Blomsterklaser.

En tredje Plæne var henne ved Gavlen af Huset foran Frk. Staals Stue, der stod et Buskads af Snebær samt en gammel Akacie og midt i Plænen en stor Krans af Bregner.

Ved Husets anden Gavl var der en dejlig Kroketplads, hvorpaa vi i Sommermaanederne gjorde Gymnastik.

Lange hele den ene Side af Haven havde vi vore Smaahaver, to og to sammen; der havde vi travlt med at grave og plante, det gjaldt om at faa den smukkeste Have, og Ingrid og jeg købte for vore Smaapenge mange smaa Blomster og plantede deri.

Naar vi var færdig med Haverne kom Forstanderinderne paa deres Aftentur hen og beundrede Haverne og roste os for vort Arbejde.

Hele denne dejlige store Have var vor, tænk vor Have, hvor vi legede Staatrold, Bjergfyr og mange andre morsomme lege.

Om aftenen, naar de smaa var kommet i Seng, gik vi store saa i Rækker Arm i Arm rundt i Haven og sang alle de smukke Sange, vi havde lært af Frk. Bertram. Vi sang to- og trestemmige Sange, og ude langs Gærdet ved Bülowsvej standsede Folk ofte og stod og hørte paa vore glade Sange.

KAPITEL 11 – VORES SMAA FAMILIER

TIDEN GIK, og vi legede herligt i vor gamle Have, Vi delte os i smaa Familier. Hver Familie havde en Bolig et eller andet Sted. Én Familie boede i Kælderen under Verandatrappen, et Par andre i Vognporten, for den var saa stor, at den med et Tæppe kunde deles i to Lejligheder. Vi indbød saa hinanden til Fester.

I den ene Familie var der engang en Barnedaab, og jeg skulde være Præst. Af Frk. Staal havde jeg faaet en gammel rund, sort Muffeæske, den havde jeg paa Hovedet, og en sort Nederdel havde jeg laant af Sofie Kokkepige. Iført dette Skrud lignede jeg ”slaaende” en Præst.

Iført min Præstekjole skred jeg da højtideligt op ad den store Trappe ude i Gaarden, paa hvis næstøverste Trin Familien med Barnet havde taget Plads, og i det alvorlige Øjeblik da Præsten spørger Forældrene om ”Hvad skal Barnet hedde?” kom en af de store røde Omnibusser – der paa Grund af Vejreparation på Gammel Kongevej i nogle Dage kørte rundt ad Kastanievej  forbi. Alle Passagererne morede sig kosteligt over denne lille Oplevelse, klappede i Hænderne og raabte: ”Bravo”. Det morede os meget.

Efter Barnedåben havde vi stort Gilde nede i Nøddealléen. Der var dækket et langt Bord af Brædder paa Bukke, det brugte man dengang. Alle vor smaa Barnekopper var stillede op, hver Familie havde jo sit Dukkestel. Paa hver lille Underkop laa der en Pebermynte, en Chokoladepastil og et Bolsche. Pludselig kom Frk. Staal til Syne med vore store 100-aarige Tinkande fuld af Chocolade; det var en vældig Overraskelse, og vi hylede af Glæde.

Dagene svandt hurtigt hen, og en Dag begyndte Frk. Goll at tale om Sommerferie. Vi fik saa Ordre til at bruge alt vort ældste Tøj før Ferien for at have det bedste til Ferien. Hver Lørdag Morgen skulde vi alle tage det rene Tøj, som vi skulde have paa om Søndagen, med ned i Haandarbejdstimen, for at Frk. Goll kunde se efter, om alt var i Orden, derefter blev det bragt op paa vor Seng, saa det laa parat Søndag Morgen.

Lørdag før Ferien fik vi Besked paa at tage en Kuffert med hjemmefra ud paa Skolen; vi kom saa alle Mandag Morgen slingrende glade og fornøjede med en Kuffert i Haanden henad Kastanievej. Alle Kufferterne blev sat op paa Loftet til det højtidlige Øjeblik kom, da der skulde pakkes.

Endelig kom den store Dag, da vi fløj bort fra Reden ud i det herlige Land, hver til sit Sted, hvor Forældrene nu havde ordnet det. Sol og Sommer, herlige Dage ventede os.

KAPITEL 12: ENDNU ET NYT SKOLEAAR

DA FERIEN VAR FORBI mødtes vi alle igen glade, solbrændte, højrøstede, fortællende alt, hvad vi havde oplevet. Der genlød af glade Barnestemmer over hele Huset. Tuttet var blevet levende igen.

Det var med en vis Højtidelighed vi atter betraadte vor gamle Skole, for alt var nymalet og ferniseret. Den Lugt kendte man kun efter Sommerferien.

Bøgerne kom atter frem, og vi arbejdede med stor Iver baade i Skolen og ved Husvæsenet. Nu skulde de to ældste Piger konfirmeres til Efteraaret, saa de skulde gaa i Køkkenet og lære Husvæsen.

Alt gik som en Leg.

Der var endnu ca. 1 1/2 Maaned at nyde Sommeren i ude i Haven i Fritiden, inden de mørke Dage sneg sig frem, og den sidste Friluftsfornøjelse vi havde, var en Tur i Frederiksberg Have, naar Træernes Blade gulnedes og begyndte at falde af.

Dagen oprandt, da vi skulde derhen. Vi fik hver en Pakke Mad, som skulde nydes de i den gamle Have. Karlen bragte Kopper og Chocolade derhen, og Frokosten blev indtaget ved de lange Borde, der dengang stod i Haven.

Efter Frokosten legede vi eller gik Tur til Kildekonen i Søndermarken; men Kl. 1 skulde vi alle samles igen, og saa gik Turen hjemad.

KAPITEL 13: VINTEREN NÆRMER SIG

NU VAR DET SLUT med Sommeren, Bladene faldt af Træerne og hvirvlede henad Vejene, Regnen styrtede ned og Blæsten rasede i de gulnede Træer, som om den vilde sige: ”Saa, klæd jer nu af og gaa i Seng og sov den lange Vintersøvn, saa I kan samle Kræfter til næste Foraar”.

Sommeren var forbi; Efteraaret bebudede den kommende Vinter.

En Ting til mindede os om, at Vinteren var ved at komme nærmere: Kakkelovnene. Disse havde hele Sommeren staaet skinnende blanke men kolde, nu lukkede de Mundene op og tog imod al den Føde, der blev stoppet i dem, og til Gengæld udspyede de den herligste Varme

Naar vi kom ned fra den kolde Have, stimlede vi alle sammen om den, den var nu en god Kammerat. Om aftenen blev de langarmede Gaskroner tændt. Dengang brugte man Kupler og Glødenet over Gasblusset.

Herlig var Sommeren, men Vinteren havde ogsaa sin Hygge og dejlige Indendørstid.

To Ting vi alle saa hen til med mægtig Interesse, var Nøddehøsten og Vindruehøsten. Paa den ene Side af Kroketpladsen var der en Nøddeallé, som forekom os smaa vældig lange. Da den Tid nærmede sig, da Nødderne blev modne, gjaldt det om at komme saa tidligt op om Morgenen, at man kunde komme et lille Svip ned i Nøddealléen, inden de andre kom ned, for at samle alle de nedfaldne Nødder op. Ingen maatte ryste de store Buske, der næsten lignede Træer, men samle op, hvad der i Nattens Løb var faldet ned, maatte vi gerne.

Dagen kom da Karlen skulde ryste Nødderne ned og vi samlede alle sammen op. Det var Løjer. Alle Nødderne blev saa afleveret til Frk. Staal og derpaa delt ud i lige store Bunker til os Børn. Alt gik meget nøjagtigt til. Ah, hvor de smagte.

Op ad Muren havde vi de dejligste grønne Vindruer, de maatte selvfølgelig heller ikke røres, før de var modne. De blev saa plukket ned og ligeledes delte imellem os alle. Jeg ser endnu Skolens 100-aarige Tinbakker bugnede af denne vidunderlige Frugt.

Engang imellem kom Frk. Staal ind til os i Skolestuen – naar vi om aftenen var samlede derinde – med et stort Fad Æbler. Frk. Staal fik hvert Aar et par Sække Æbler sendt fra en, der vilde glæde Børnene, hvem det var, ved jeg ikke.

Naar saadanne smaa Overraskelser kom, hylede vi af Glæde, saa Huset rystede.

KAPITEL 14: SIBYLLES TRISTE LIV

SKOLEN HAVDE en morsom Dukke, der stammede fra det Aar Skolen blev stiftet, den hed Sybille. Sybilles liv var meget trist, hun laa oppe paa Loftet i en stor Kasse.

En Dag kom jeg tilfældigt derop da Frk. Staal var ved at ordne Kassen: ”Kom skal du se Sybille!” sagde hun. Jeg kom  nærmere og beundrede Sybille, hun var dengang ca. 90 Aar gammel, hun havde et rundt hvidt Porcellænshoved med kulsort malet Haar med Skilning i Midten redt ned over Ørene.

Jeg tror ikke der var mange Elever, der kendte Sybilles Eksistens, hun burde have haft Hæderspladsen i en Glasmontre nede i den lille Skolestue. Nu da alt er forandret paa den gamle Skole er Sybille maaske pakket endnu dybere ned, hun burde være opbevaret på Industrimuseet.

KAPITEL 15: JULEN ER PAA TRAPPERNE

JULEN NÆRMER sig med raske Fjed, og i vor Fritid om Aftenen syede vi paa Julegaver. Vi sad omkring det store Bord i den lille Skolestue. De smaa, der ikke kunde klare sig paa egen Haand med Haandarbejder, sad ved det lille Bord henne i Hjørnet og saa Billeder i de store indbundne Familiejournaler. Kl. 81/2 gik de smaa i Seng og vi store begyndte da at synge. Og vort Arbejde gik dejligt fra Haanden.

Der var Hygge, Fred og Beskyttelse for Ungdommen i Fru Wærns dejlige Stuer.

Forberedelserne til Julen begyndte med, at vor gamle Skomager fik Besked om at komme og tage Maal af os til nye Støvler. Vi fik alle hver Jul et Par nye Støvler og Tøj til en ny Kjole af Skolen.

Oppe på Vaskeværelset sad Frk. Goll paa en Stol og overvaagede alt. Den gamle Skomager stod  med bøjer Ryg og tegnede alle vore smaa Fødder af paa et stort Stykke Papir, der kom Navn i hver Tegning, alt skulde passe, saa ingen fik for smaat Fodtøj.

Der var ordentlig røre i Flokken.

Skomageren samlede saa alle sine Tegninger, og hver gik til sit; men lidt før Jul kom han igen med hele Herligheden. Vi prøvede saa alle sammen vore ny Støvler, og Frk. Goll følte paa alle Ben for at være sikker paa, at alt var, som det skulde være. Vi var stolte over vores fine Ben.

Tøjet til vor ny Kjole havde vi faaet med Hjem, den skulde syes til Festen: ”men”, sagde Frk. Goll, ”ikke for meget unødvendigt paa, kun en Flip og et Bælte af Fløjl, husk det!”. Vi maaTte ikke være alt for pyntede og derved blive forgængelige.

KAPITEL 16: JULEFORBEREDELSER

DEN FØRSTE DECEMBER begyndte de rigtige Juleforberedelser, saa kom Frk. Goll med al Julepapiret, og vi begyndte at lave Julestads. Hjerter og Kræmmerhuse, Muffer med Vat, Kurve af Spaaner, Æselører af Guldpapir, Halvmaaner med Chocoladekattetunger i og Krysanthemer med Likørtoppe. Ja, det var vel nok Sager. Vi fik alle en Likørtop at smage.

De smaa ved det lille Bord lærte til at begynde med at lave Guld- og Sølvlænker.

Til Gæsterne blev der lavet ekstra Kurve af Karton med Silkepapir og Indholdet i dem var en lille Grad mere lukullisk end det, der kom paa Træet.

Engang i Maanedens løb fik vi Lov til at være oppe til Kl. 12 og lave Julestads, og da serverede Frk. Staal Kaffe og hjemmebagte Kager, det glædede vi os meget til.

Den 20’ December fik vi alle Ferie og vandrede hjem for atter at komme igen den 22’ og holde Julefest.

De to Konfirmander blev paa Skolen, den ene skulde hjælpe Frk. Goll med at pynte Træet, den anden skulde hjælpe Frk. Staal med Sagerne i Køkkenet. Alt skinnede, Sølvtøjet var nogle Dage i Forvejen under Sang og Klang blevet pudset ude i det store Køkken, saa man kunde spejle sig i det.

Den 22’ December mødte vi alle til Festen. Vi fløj alle op paa Soveværelserne for at iføre os vor nye Stads: ny Kjole og Støvler. Vi var rigtignok fine. Vi beundrede hinanden, vi blev vendt og drejet, og saa begav vi os ned i den lille Skolestue, hvor Frk. Goll ventede paa os for at se efter, om alt var som det skulde være.

Som der duftede i denne Skolestue. Bordet var dækket med Kopper og alle slags dejlige Julekager, som de kun kunde bages under Frk. Staals kyndige Husmoderhaand; de brune Kager med Mandlen paa Midten glemmer man aldrig.

Der var rigtignok Glæde i den Stue, 24 smaa og store forvantningsfulde Børn.

Kl. 6 1/2 kom Vognene med Bestyrelsen, Lærere og Lærerinder.

Vor gamle Stiftsprovst var ikke mere, Pastor Bondo var traadt i hans Sted.

Da alle Gæsterne var kommet, blev der serveret ”staaende” The og Kager. Da Gæsterne var færdige med Theen stillede vi alle op, de mindste foran og saa større og større to og to bagved hinanden.

Frk. Goll og den store Pige var forsvundet ind i den store Skolestue, hvor Juletræet stod og ventede paa at blive tændt.

Vor utaalmodighed var stor, de smaa kunde næsten ikke holde det ud længere; da pludselig blev Døren åbnet og se! Dér stod det mægtige Juletræ og straalede fra Toppen til Foden. Aah, hvor var det smukt, alles Øjne stod paa Stilke og vi brød ud i Begejstring.

Ganske langsomt, betaget, traadte vi over Dørtærsklen og dannede Kreds inde omkring Træet. Vi sang ”Glade Jul, dejlige Jul” og Træet afspejledes i alle de glade Barneøjne. Da sangen var til Ende talte Pastor Bondo om Julen og det lille Jesubarn. Efter Talen sang vi igen nogle Julesalmer, og saa blev der uddelt Gaver.

KAPITEL 17: HVAD DU ØNSKER, SKAL DU FAA

VI HAVDE ALLE faaet Lov til at ønske os en Gave, og vi var meget spændt paa om vort ønske var opfyldt. Jeg husker, at jeg det første Aar ønskede mig et Fuglebur, og tænk, der var virkelig et Fuglebur inde under Juletræet.  Alle Kammeraterne smilede til mig, naar jeg kom forbi Buret.

De store ønskede sig som regel Bøger, og de smaa Spisestel, Kaffestel og Komfurer. Alle Ønsker blev opfyldt.

Da vi havde faaet vores Gaver forsvandt vi rundt i Stuerne med vores Herligheder. Vi var rigtignok glade.

Pludselig høres Dansemusik inde fra Julestuen. Tjulla havde faaet fat i vor gamle elskede Lærer, landskabsmaler Adolf Larsen, og han kørte troligt rundt paa Lirekassen, for at vi alle kunde faa os en Svingom. Aar efter Aar var det Hr. Larsens Bestilling, og han fandt sig trolig i det uundgaaelige.

Endelig blev der dækket lange Borde med Masser af Mad; men du gode Kineser, hvor var vi ogsaa sultne. Det ene Fad Mad forsvandt efter det andet, men en Sildesalat som den Sofie Kokkepige kunde lave, fik man heller ikke hver Dag.

Inde i Spisestuen sad alle Gæsterne, vi Børn spiste i den lille Skolestue.

Klokken blev omsider mange, men vi mærkede det næppe. Kl. 12 kørte Gæsterne bort, og vi blev sendt i Seng, men da var vi ogsaa trætte, at vi sov øjeblikkelig.

Næste Dag gik vi alle hjem. Jeg ville ikke have Papir om mit Fuglebur, det var fyldt med Julestads og Godter. Alle skulde se min herlige Julegave.

Fortsættelse følger …

MAN HØRER SÅ MEGET. Nogen gange så meget at ørerne er ved at falde af. Og det er trods alt det sjoveste:

Udenlandsdansker ved Henry’s Bar i Vence, Sydfrankrig, maj 2013: I gamle dage var de penge man tjente ens egne … og så betalte man nogen af dem i skat. Nu om dage er det skattevæsenet, der ejer de penge, man tjener …

England har altid opfattet sig sig som et ø-rige. Det er fremmed over for Europa, ja, ligefrem fjendtligt. Det har ingen fremtid i Europa. Ikke sagt af jernkansler Merkel i 2013, men af Adolf Hitler i 1941, da hans hære havde indtaget Kiev og Hitler troede, at nu ville Sovjet overgive sig og Churchill slutte fred med Tyskland.

Lun silkeborgenser, bosiddende i Gudhjem, under morgenkaffen hos Lucas efter morgensangen om hvad topmålet af forfølgelsesvanvid er? …. Det er, når du en søndag formiddag sidder i kirken og tror, der sidder nogen bag dig.